Prøv avisen

Effektiv enmandshær på Bornholms Teater

Skuespilleren Ernesto Piga Carbone før premieren på "En dag i Helmand", som han opfører ene mand på scenen. Forfatteren bag stykket, Carsten Jensen, researchede på Bornholm forud for stykket, fordi mange af de danske soldater i Afghanistan kommer fra Almegårds Kaserne. -- Foto: Michael Tarp.

Skuespilleren Ernesto Piga Carbone leverer varen i et væld af roller i Carsten Jensens enmandsforestilling "En dag i Helmand", der tematiserer den danske indsats i Afghanistan på Bornholms Teater før en større danmarksturné

De bornholmske medier er som regel på stikkerne, når en dansk soldat bliver såret eller dræbt i Afghanistan. For sandsynligheden for, at han (eller hun) er udsendt fra Almegårds Kaserne i udkanten af Rønne, er langt større end den lille procent af befolkningen, der bor på den danske klippeø.

Derfor giver det god mening at opføre et teaterstykke om den danske indsats i Afghanistan på Bornholms Teater. Teatret holder til i Rønne Theaters historiske bindingsværkshus, og er faktisk det ældste teater i landet, der stadig er i funktion. Alligevel er det sjældent, at det lille teater kan prale af at have fire landsdækkende aviser til stede omkring en premiere. Og det er en tydeligt stolt instruktør og teaterdirektør, Jens Svane Boutrup, der kan banke på sit glas og sige, at han er glad for at være på et teater, der har kapacitet til at sætte et "så stærkt stykke op, tre måneder før vi skal lave Danmarks sjoveste revy".

Det er også journalist og forfatter Carsten Jensen, der efter flere ophold i Afghanistan har skrevet teaterstykket "En dag i Helmand". Man behøver ikke at have læst mange kronikker af samme mand for at vide, at han ikke just er tilhænger af, at Danmark er blevet en krigsførende nation.

I begyndelsen af året udtalte han for eksempel til dagbladet Information, at den eneste grund til, at vi stadig har danske soldater, der dør i Afghanistan, er, at de danske politikere ikke vil tabe ansigt ved at sende dem hjem og indrømme, at missionen ikke lykkedes. Men når det kommer til teaterstykket, er det – heldigvis for spændingen – mere uforudsigeligt end forfatterens skarpe holdninger uden for scenen.

Måske hænger det også sammen med, at en del af Carsten Jensens research til "En dag i Helmand" netop var samtaler med soldaterne på Almegårds Kaserne. Og blandt publikum på premiereaftenen sidder blandt andre kaptajn Richardt Sølvertorp fra Almegårds Kaserne. Ham vender vi tilbage til.

For det er en anden mand, som hele aftenen står og falder med. Skuespilleren Ernesto Piga Carbone er nemlig den eneste mand på scenen. Til gengæld spiller han både rollerne som fortæller, soldaten Jakob, journalisten Hans Henrik, den afghanske tolk Asadullah, bonden Ahmad og Taleban-krigeren Gulbuddin. Og det bærer jo i sig selv en pointe om, at det samme menneske kan spille meget forskellige roller afhængigt af omstændighederne.

I begyndelsen optræder Ernesto Piga Carbone dog nærmest som skolelærer og udspørger direkte det ellers passive publikum om vores viden om Afghanistan. Jo, der bor omkring 29 millioner mennesker i landet, der ligger cirka 5000 kilometer fra Danmark. Ja, der tales flere forskellige nationalsprog og endnu flere dialekter, og mange er analfabeter. Og ja, desværre har landet været i uafbrudt krig siden 1979.

– Vores land er i krig i Afghanistan. Sidste år døde otte danske soldater og forrige år 12. Flere hundrede er blevet såret, nogle invalideret på livstid. Hvor mange talebanere, der er døde, og hvor mange civile, ved vi til gengæld ikke nøjagtigt, siger han. Og sådan fortsætter han et par minutter, og man når at frygte, at hele stykket er en lang omgang klassens time, men så tager han jakken af, mens spotlyset tændes og forestillingen for alvor begynder. Skolelærerrollen er dog ingen dårlig idé. For på den måde begynder man allerede fra første minut at sætte sine egne billeder på Afghanistan. Det er også nødvendigt. For der er hverken noget at hente på den front fra "scenografien" (en tom scene med et ægte tæppe) eller den nye, metalliske tilbygning på Rønne Theater, der minder lidt om en stor garage. Og Ernesto Piga Carbones eneste hjælpemidler er et jakkesæt og et par skydehandsker. Resten er op til publikums fantasi.

Men det nøgne udtryk er måske netop grunden til, at stykket ender med at fange de fremmødte. Pludselig sidder vi ikke længere i en lille metallisk teatersal på en dansk ø et sted i Østersøen, men midt i en kampvogn, der bliver ramt af en vejsidebombe på et støvet vej i Helmand-provinsen 5000 kilometer væk.

Det kræver selvsagt en god skuespiller at få en til at tro på det, men det er Ernesto Piga Carbone også. Han er en effektiv enmandshær på en scene og skifter elegant karakterer ved at vende hurtigt rundt om sig selv. Som små filmklip på stedet. Scene for scene bliver man rullet stadig mere ind i historien, der nok starter lidt omstændeligt og faktuelt, men slutter så følelsesladet som noget Shakespeare-drama.

Faktisk kan man sige, at dramaturgien er en "omvendt Macbeth". For hvor alle fra begyndelsen kender morderen i Shakespeares "Macbeth", erklærer fortælleren fra begyndelsen i "En dag i Helmand", at en af personerne skal dø i dag. "Det er en smuk morgen, ikke en vind rører sig, og der er endnu denne lille forfriskende kølighed i luften. Men for en af de personer, I kommer til at møde, bliver det den sidste dag."

Det er selvfølgelig et billigt trick, men det virker, og stykket formår at overraske til det sidste. Som journalist kan jeg dog ikke lade være med at afsløre, at journalisten Hans Henrik overlever med et skudsår (en lille rift) på armen. For en af stykkets mest vellykkede scener er netop, hvor journalisten ringer hjem til redaktionen efter at have overværet en virkelig tragedie. Men sammen med sin redaktionssekretær på avisen aftaler han, at læserne nok har bedst af, at avisen vinkler sin historie uden om det tragiske dødsfald. For det er en "bedre historie", at den første danske krigskorrespondent er såret, så avisen kan blæse den lille rift op på forsiden:

– Okay. Det er helt i orden. Vi fokuserer på mig, siger journalisten i røret.

Sådan skyder Carsten Jensen med skarpt mod sin egen narcissistiske branche. Man kan indvende, at et par af de andre karakterer er lidt arketypiske, som når den unge soldat for eksempel sammenligner sin kampvogn med sin Playstation 3. Men det er som regel et godt tegn, når publikum sidder åndeløse tilbage i sæderne. Og det ser sådan ud på premiereaftenen i Rønne, hvor den tidligere formand for De Konservative på Bornholm, Mogens Dam, er den første til at udbryde:

– Sikke dog et stykke. Det var jo fantastisk!

På første række rejser kaptajn Richardt Sølvertorp sig fornøjet efter at have klappet igennem:

– Han gjorde det fint, meget fint endda, og jeg synes, at det blev et rigtig godt teaterstykke, som jeg er sikker på kan være med til at rejse en god debat. Før man gik herind, havde man 10 spørgsmål til Afghanistan. Nu har man 100 spørgsmål, siger Richardt Sølvertorp, der selv har været udsendt til Afghanistan fra Almegårds Kaserne. På spørgsmålet, om stykket var realistisk, svarer han:

– Det var da helt klart provokerende nogle steder, men det skal det jo være for at rejse en debat. Og det kunne sagtens have foregået sådan, og det gør det også.

En dag i Helmand spiller i øjeblikket på Bornholms Teater, hvorefter det kommer på turné. I uge 15 spiller stykket på Børneteaterfestivalen i Esbjerg, i uge 39 og 40 på teatret Får302 i København og i uge 43 på Svalegangen i Århus.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk