Prøv avisen
Anmeldelse

"Lille soldat" er en effektiv moderne politisk opera og som at se et afsnit af ”Borgen”

4 stjerner

”Lille soldat” på Den Fynske Opera savner måske nuancer i portrætteringen af dansk krigsdeltagelse, men fremviser solidt musikalsk håndværk

Den Fynske Opera i Odense har en nobel vision om at sikre sig et ry som Danmarks førende kammeropera. Og endnu bedre: Det skal ske, samtidig med at man viderefører traditionen for at satse på nyskrevne værker af danske komponister.

Efter nogle år med fokus på at rette op på en ustabil økonomi kunne man frygte, at det var slut med at tage kunstneriske risici hos Den Fynske Opera. Det har heldigvis vist sig at være en ubegrundet frygt.

Den aktuelle forestilling ”Lille soldat” er således noget så usædvanligt som en ny opera om aktuelle politiske forhold herhjemme. En kærkommen afveksling fra diverse librettoer over eventyr og græske myter. Bag værket står den 56-årige komponist Niels Marthinsen og den jævnaldrende dramatiker Jesper Bræstrup Karlsen, og de to viser sig at supplere hinanden ganske godt i den halvanden time lange opsætning.

Karlsen har forfattet en libretto, der omhandler en dramatisk ceremoni for en hjemvendt dansk soldat, Amir. Få minutter før han skal modtage en tapperhedsmedalje af kronprinsen, sprænges en håndgranat i et desperat forsøg på at kaste lys over en krigsforbrydelse, som både Amir, hans soldaterkammerat Alexander og landets forsvarsminister ellers har dækket over.

”Lille soldat” er så fyldt med melodrama og action, at man let forveksler operaen med et afsnit af DR-serien ”Borgen”. Intriger, magtfuldkommenhed og desperation vibrerer fra sangernes stemmebånd – og her er det værd at rose den tyngede Tor Lind som Amir, David Danholts portræt af Alexanders sammenbrud og deres fælles kærlighedsobjekt, den radikaliserede Catharina, sunget kraftfuldt af Mette-Maria Øyen, som ender med at gå i døden for sandheden.

Subtilt er dramaet ikke. Forsvarsministeren gribes af vanvid og skyder Amir, som møder Catharina i en fortærsket kærlighedsdød. Men ligefremhed og mainstream-drama har vel også sin plads i operalandskabet.

Det, der især kendetegner ”Lille soldat”, er dog Niels Marthinsens effektive musik. Med kun en strygekvartet, et klaver og en enkelt percussionist til rådighed får han, i hvert fald i den første times tid, mange nuancer ud af sine sparsomme midler.

Operaen synges uden overtekster, hvorfor vokallinjerne er skrevet med udpræget staccato og tonegentagelser for at give en tydelig diktion. Det betyder også, at det er hos instrumenterne, de musikalske bevægelser og stemningsmæssige farvninger findes.

Marthinsen går udogmatisk til værks. Små mønstre, tonale såvel som atonale, gentages i mekaniske tonegitre – fra iskolde, skæve akkordbrydninger til følsomme bølger.

Mest mindeværdig er scenen, hvor Amir og Catharina møder hinanden første gang. Her slår komponisten ud af det blå over i et dragende, sørgmodigt strygertema i mol, der langsomt vrider sig ud af sit tonale hylster som et varsel om en tragisk skæbne.

Selvom Marthinsen varierer sit materiale med stor økonomisk sans, når han dog et mætningspunkt mod slutningen af første akt. Og her sætter pragmatikeren sig for alvor igennem: Bedst som man tror, de musikalske muligheder er udtømt, kaster han sig over en pastiche over temaet fra agentfilmen ”Mission Impossible”.

Ikke alle operaer er dybe afsøgninger af sjælens indre. Opera kan også bare være et godt sammenstykket politisk drama uden de helt store nuancer, som får mest muligt ud af begrænsede midler.