Af Jakob Holm
I næste uge begynder torsdagskoncerterne, og i onsdags blev der sagt farvel til den klassiske musik for denne sæson i Tivolis Koncertsal.
Begge dele et tegn på efterårets komme, og derfor var det også meget passende den mere dystre musik, det i Hamborg hjemmehørende Norddeutsche Rundfunks Symfoniorkester spillede ved en koncert, der havde to centrale symfoniske værker på programmet. Både Sibelius? 7. symfoni, som var et af de sidste større værker, han skrev, kan høres som et langt klangligt farvel, og det samme gælder Mahlers "Das Lied von der Erde". Mahler skrev dette værk i 1907-08 på baggrund af flere personlige ulykker: Både hans yngste datters død, afskedigelsen fra hofoperaen i Wien og opdagelsen af en hjertelidelse hos ham selv havde taget hårdt på ham.
New York Filharmonikerns chefdirigent, Alan Gilbert, og det tyske orkester skabte dog imidlertid en så koncis og distinkt klangverden, at de musikalske tragedier trådte lidt i baggrunden til fordel for den blotte fornøjelse ved orkestrets evner inden for symfonisk byggeri. Først i Sibelius? 7. symfonis bølgende hav af gennemsigtige klangflader skabt af især strygersektionen, der leverede et stramt, strømmende og præcist udtryk sjældent hørt på vores breddegrader. Ingen slaphed eller sjask i kanterne, men konstant præcist rammende soloindsatser af bemærkelsesværdig kvalitet, karakteriserede også denne formmæssigt interessante symfoni. Succesen skyldes også, at dirigenten var tydelig i sine retningsgivende anvisninger af tempo og timing.
Hovedværket denne aften var dog naturligvis Mahlers "Das Lied von der Erde"; egentlig hans 9. symfoni, som han grundet overtro lod være med at kalde den. De seks satser er bygget op over kinesisk poesi, som Mahler læste i digtsamlingen "Den Kinesiske Fløjte" oversat til tysk.
De to sangere til at levendegøre teksterne var hentet fra absolut øverste hylde i form af wagnertenoren Peter Seiffert og barytonen Thomas Hampson. Deres kvaliteter skabte sammen med en detajlemættet orkesterlyd en mindeværdig opførelse af dette hovedværk. Både de elegiske, vægtløse satser og de mere iltre, energiske blev spillet med den nødvendige fornemmelse for dramaet i teksterne, der handler om livets sorger og glæder - og om døden. Jeg vil sent glemme Peter Seifferts gribende patos i den indledende sats eller for den sags skyld Thomas Hampsons bønfaldende og himmelvendte "Ewig ? Ewig" som de svalende afslutningsord, mens orkestret langsomt blev svagere og svagere. En stor aften.
Norddeutsche Rundfunks Symfoniorkester. Dirigent: Alan Gilbert. Solister: Peter Seiffert, tenor. Thomas Hampson, baryton. Værker af Sibelius og Mahler. Tivolis Koncertsal den. 1 september.