Hans Hertel forsøgte sig i 2004 med en lille spådom:
”Det skulle ikke undre mig, om det radikale højre (…) snart genopliver Jakob Knudsen.” Han spåede videre, at flere ”sagesløse klassikere” som Henrik Pontoppidan og Villy Sørensen snart ville blive omfavnet af nykonservatismen.
Hans Hertel fik glædeligt nok ret, særligt hvad angår Jakob Knudsen. Det var godt profeteret, selvom han nok vil være den første til at beklage sin egen spådoms opfyldelse. Men sådan er det jo, og det ved Hans Hertel tydeligvis godt: Kampen om litteraturhistorien er historien om kulturkampen. Litteraturkritikere skulle gerne være en slags åndelige seismografer, der mærker rystelser før alle andre, og her røgtede Hertel sit hverv med dygtighed.
Man kan så fromt håbe, at han her fremme i 2016 stadig gør det, for den gennemgående pointe i denne enorme artikelsamling fra 25 års kulturkamp er ifølge ham selv troen på bogens fremtid.
Bogverdenen har problemer nok, men Hertel er optimist, for han tror ikke på, at bogen kan dø. Hertel, kulturradikalismens hofhistoriker, har her lært af Klaus Rifbjerg: ”Man kan ikke være både kulturradikal og kulturpessimist.”
I ”Bogmennesker” fylder kronikkerne mere end litteraturkritikken. Det er et væld af memoire-agtige tekster om Hertels egen historie med bøger, der fylder i stuen og i hjertet. Om at læse Tage Skou-Hansen og Henrik Stangerup, om at smugle (flere) bøger ind i hjemmet, uden at mere praktisk anlagte hustruer opdager det, og om, hvordan en kornmark ved Karise pludselig kan ligne Homers langthenrullende heksametre.
Denne type kronikker indrammer bogen ved at udgøre første og sidste kapitel, og det har den fordel at skabe en mild glæde ved bøgernes magt. Ens kulturpessimisme bliver effektivt mildnet; en slags skjult fægtende kulturkamp, der virker.
Bogens to la(aaa)nge afsnit med uendelige navne- og nekrologartikler over bogfolk, der fylder rundt eller er afgået ved døden, er derimod for ensformige og ligegyldige data, som man ville kunne finde i hvilket som helst opslagsværk, og de fylder alt for meget. Den del gør bogen mindre skarp end Hertel-mesterværket ”Litteraturens vaneforbrydere” fra 1990.
Til gengæld har ”Bogmennesker” en langt mere alvorlig del, hvor Hertel diskuterer yndlingsemnerne kanon, litteraturhistorie og kulturradikalisme, og essayet ”Da litteraturen tabte historien” er uundværligt. Bare det faktum, at det nu findes let tilgængeligt, gør bogen en lille regnskov værd.
Hertel påpeger, hvordan moderne teori og uduelig formidling ender med et ”pulveriseret kunstnerbegrebet” og med at gøre fortiden til et ”raritetskabinet”. Hertel-idolet Elsa Gress kaldte den slags for ”provinsialisme i tid”. Måske kulturradikalisme og kulturpessimisme her alligevel kan danne fælles front?
At al historie er kulturkamp, demonstrerer de mange artikler om Georg Brandes og PH også på godt og ondt; men i gentagelserne bliver smålighederne også tydelige. Når nu han har så stor en glæde ved læsningen og ved det danske sprog, er det utroligt, at han næsten ikke kan nævne Georg Brandes uden også at nævne Søren Krarup og Jesper Langballe – det forekommer mærkeligt kolerisk for en mand, der tydeligvis foragter dem inderligt.
Men vi andre, der tit har beundret dem begge, kan jo tage det som en slags opløftning. At være Georg Brandes’ modpol er i hvert fald ikke intet. Slet ikke i Hertels øjne.
En anden skævhed handler om kristendom og islam. Hertels idoler leverede uendelig sjov hån af religiøse mennesker, men tiderne har ændret sig, og muslimer i Danmark fortjener derimod ifølge Hertel nu ”religiøs respekt”.
Det ligner snarere internaliseret frygtkultur, endda i et virkelig åndssvagt udtryk. Hertel skriver ofte prisende om Georg Brandes’ såkaldte ”dobbeltblik” og hans omvendte kikkert. Det virker indimellem til, at Hertel har en blind plet, når han kigger gennem det glas.
Men det er småting. ”Bogmennesker” er en slags presse- og litteraturhistorie som åben, åndelig ildkamp ved kulturkløfterne. Ens blinde pletter gør, at man risikerer at glide på de stejle skrænter. Men hellere et offer for meget end et for lidt. Så skal både pressen og bøgerne nok overleve.