Man ser den stadig i hendes ansigt. Ukueligheden, lysten til at lege, og nu også æren over at have haft en lang og priviligeret karriere som skuespiller. Kirsten Olesen ligner en, der er parat til mere af, hvad livet har at byde på, som hun sidder der, som 73-årig i sin garderobe i Skuespilhuset med udsigt til vandet i Københavns Havn. Men bag det venlige ydre fornemmer man et snert af vemod.
“Min tid i en teaterfamilie er forbi, og det skal jeg lige vænne mig til. Det er en sorg,” siger Kirsten Olesen:
“Men jeg har været meget privilegeret, synes jeg. Jeg har haft mange gode roller, jeg har fået lov til at udvikle mig, og jeg har fået lov til at blive voksen og gammel i faget”.
Spredt rundt i rummet ligger røde hjerteballoner og vidner om, at der i begyndelsen af januar blev holdt fest for den folkekære skuespiller, da hun, lettere forsinket som følge af en pandemi, kunne fejre modtagelsen af en Reumert for Årets Kvindelige Hovedrolle i 2021 for sin rolle i "Et tysk liv". Ved samme lejlighed blev hun hyldet for sine snart 52 år som skuespiller – 43 af dem hos Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Teater har for nylig valgt at afskedige Kirsten Olesen med begrundelsen om, at de ikke længere har roller at tilbyde hende. Til juni har hun derfor ikke længere en officiel plads i teaterfamilien, som hun kalder den flok af mennesker, hun har nydt at dele sin hverdag med i Det Kongelige Teater. Der føler hun sig hjemme, og hun tager ansvar for stedet. Men hun omgås sine kolleger på en anden måde end tidligere.
“Jeg er jo den ældste nu. Og med årene får man jo anderledes roller, end man har, når man er ung, så det er nogle andre ting, der kræves af en, og jeg er heller ikke så… så højtråbende mere. Jeg bruger ikke så meget energi på at manifestere mig. Jeg hviler mere i mig selv".
Til gengæld skal hun ikke have så mange bolde i luften, som hun havde, da hun var ung.
“Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke multitaske på samme måde og har heller ikke lyst til det,” siger hun og fortsætter:
“Jeg har mere lyst til at fordybe mig og have min fulde koncentration på én rolle ad gangen. ligesom jeg har lige for tiden, hvor jeg spiller Joseph Goebbels sekretær Brunhilde Pomsel i ‘Et tysk liv’. Den rolle er det vigtigste i mit liv lige nu, og den bedste rolle jeg nogensinde har haft”.
I forestillingen, som har sin sidste spilledato i den kommende uge, har Kirsten Olesen nemlig vældig meget tid til at dykke ned i sin rolle som Brunhilde Pomsel, fordi hun er den eneste skuespiller på scenen under hele forestillingen.
“Der er kun mig, en stol og så et publikum. Det er så nøjsomt, som det kan være. Jeg har før spillet alene på scenen, men ikke så inaktiv, som jeg er her. Jeg sidder sådan set kun på stolen. Det er en udfordring at kunne holde folks opmærksomhed i to stive timer. Og det er en fornøjelse. Og det er svært, og det er hårdt, og hjernen koger. Men det er også skønt med udfordringer,” siger hun og tøver ikke med svaret på, hvad den største udfordring har været:
“At lære den. At lære den udenad, fordi det er en to timer lang monolog. Der er ingen kneb, det er bare at lære den fra ende til anden”.
Selvom den lange monolog har været en udfordring, motiveres hun samtidig af at have nødder,
der skal knækkes.
“Jeg kan lide at holde mig i gang på den måde. Det behøver ikke at være så let, det hele. Jeg er bange for, at jeg vil blive frygtelig dårlig, hvis jeg ikke arbejder”.
Kloge kvinder og heksejagt
Heldigvis for Kirsten Olesen er der ikke udsigter til, at hun må lægge skuespillerhverdagen på hylden endnu. Allerede inden sin afgang fra den kongelige teatertrup har hun modtaget et par tilbud om nye roller, men hun vil endnu ikke afsløre hvilke. Gisne kan man næppe, for Kirsten Olesen har spillet et festfyrværkeri af forskellige teater-, film- og tv-roller. I alt kan hun tælle mere end 150 roller. Alene på Det Kongelige teater er det blevet til 86 roller.
Én rolle nåede hun dog til sin store fortrydelse aldrig at fortolke.
“Jeg ville gerne have spillet Julie i Romeo og Julie, men det er for sent,” siger Kirsten Olesen.
Til gengæld har hun spillet alt fra Rosalinde i Shakespeares "Som man behager" til Agnes i Matador, og alt fra dronning til heks. Heks skal hun spille igen, når hun i foråret og et stykke ind i juni spiller sin sidste rolle på Det Kongelige Teater. Det gør hun i rollen som en adelig heks i forestillingen "HEX", en fortolkning af en sand fortælling fra 1600-tallet skrevet af forfatter Olga Ravn.
“Jeg har, så vidt jeg ved, ikke mødt nogen hekse, men jeg har mødt mange kloge kvinder,” siger skuespilleren om sit personlige forhold til den forestående rolle.
Kan man sætte lighedstegn mellem de to kategorier, vil journalisten gerne vide?
“Måske,” svarer hun:
“Altså, hekse findes jo ikke. Nej. Det er jo noget man bliver kaldt, fordi man har særlige evner. Man er det jo ikke. 1600-tallets heksejagte handlede om overtro. Alt, hvad man ikke kunne forklare af barnløshed, dårlig høst og så videre, måtte skyldes mørke magter. Kvindeselskaber virkede farlige og mystiske på omverdenen. Kvinder, der samlede sig om deres kvindearbejde, når de kartede uld, eller når de samlede urter, fik folk omkring dem til at spørge, hvad de mon lavede? Jeg tror, kvinder meget ofte virker stærke, når de er sammen. Det må have været en provokation for omverdenen,” siger Kirsten Olesen.
“Jeg tror, at hekse blot gav gode råd til folk, og at heksejagterne var en måde at holde styr på kvinderne i samfundet. De måtte helst ikke blive for stærke”.
Tendensen til at udpege syndebukke mener hun stadig, man ser i samfundet.
“Den dag i dag klandrer vi stadig andre mennesker, der ikke ligner os helt, for at være skyldige i alt det dårlige i samfundet. Der bliver skabt et os og dem,” siger hun.
Manuskriptet til "HEX" er endnu ikke blevet præsenteret for skuespillerne, og derfor kan hun ikke sige så meget mere om indholdet. Men i modsætning til "Et tysk liv", som Kirsten Olesen selv foreslog teatret at sætte op, er hendes foreløbigt sidste rolle blevet udstukket af teatret.
Hukommelsen afgør pensionsdatoen
“Et flyvehjerte!” udbryder Kirsten Olesen, da et ballonhjerte ved siden af hende letter lidt, fordi den har fundet vej til en varmeblæser.
Hun klapper let på ballonen. Sådan.
På sminkebordet bag hende står endnu et minde fra den nyligt afsluttede fest: Et indrammet fotografi af Kirsten Olesen, der giver hånd til Dronning Margrethe II. Det var en stor oplevelse, lader hun forstå.
Andre steder i garderoben er minderne derimod ved at forsvinde. På en stor, sort opslagstavle har sol og slitage efterladt tydelige mærker efter billeder, der har hængt der i lang tid.
“Ja, jeg er lige så stille begyndt at pille billeder ned og fjerne mine fine ting og sager efter mange år,” siger hun.
Men nu skal det heller ikke lyde, som om alt er forbi.
“Lige nu spiller jeg en person på 103 år (i ‘Et tysk liv’, red), så jeg er gået i træning,” siger hun med et smil.
Dog skal man ikke regne med, at Kirsten Olesen fortsætter karrieren 30 år endnu.
“Jeg plejer altid at sige, at jeg vil blive ved, så længe jeg kan huske min replikker. Forhåbentlig stopper jeg ikke, før jeg er 75 år”.