Efter Christian Eriksens kollaps: Vores sprog om døden røber os

EM og Christian Eriksens fald sætter vores dødsfortrængning i relief

Christian Eriksens kollaps river tæppet væk under illusionen, om at det er op til den enkelte at skulle slås med døden, mener Anders Thyrring Andersen.
Christian Eriksens kollaps river tæppet væk under illusionen, om at det er op til den enkelte at skulle slås med døden, mener Anders Thyrring Andersen. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Sådan som fodboldlandsholdet har spillet de seneste par år, var forventningerne høje til dette EM. Og der sad mange bænket til Danmarks åbningskamp og var glade. Glade for, at slutrunden omsider kunne afvikles efter et års corona-forsinkelse. Glade for, at det atter var muligt at være fælles om en begivenhed som denne.

Og så blev det hele på et splitsekund vendt på hovedet, da Christian Eriksen faldt om, og det i løbet af kort tid begyndte at gå op for os alle, at noget forfærdeligt var sket. Alle kender nu fortsættelsen, men i de minutter, der blev til timer, vidste vi meget lidt. Inden Eriksen lykkeligvis blev skærmet af spillerne og transmissionen på DR flyttet op til helikopterbilleder, nåede man at se et ansigt tilsyneladende blottet for liv, og forsøg på genoplivning med hjertemassage.

Selvsagt var det først og fremmest synd for Christian Eriksen. Men det var også synd for alle andre. Lettelsen over, at en offentlig, fælles begivenhed atter kunne afvikles, blev afløst af knugende tristhed. For mange af os var der et element af chok i det, tror jeg. Pludseligheden hvormed glæden over, at EM endelig kunne gennemføres, blev afløst af forfærdelse over at se et menneske være døden nær for åben skærm.

På den anden side var det meget fint at bevidne, hvordan disse fodboldspillere i løbet af få øjeblikke havde tilstrækkeligt med åndsnærværelse og medmenneskelighed til at ændre fokus fra deres i sin inderste kerne selviske elitesport til at hjælpe og beskytte deres syge holdkammerat. Ligesom det var en glædelig overraskelse, at den danske tv-station ikke foretog samme moralske fald som Uefa, men afstod fra at vise indsatsen for at redde Eriksens liv. Smuk var også den fælles sag, som tilskuerne fra de to lande gjorde. Og for mig var det gribende at se Martin Braithwaite i bøn – at den kristne tro var det, han som en selvfølgelighed og nødvendighed tyede til i de skrækkelige minutter.

På denne måde kunne man som så ofte før konstatere, at det, der i sig selv er trist og forfærdeligt, og som måske ved et første blik opfattes som en afvikling af mening, kan føre i retning af en ny mening. Der kan være dyb værdi i modgangen, fordi den tydeliggør det væsentlige, det værdifulde, det dyrebare. Men det fordrer, at man ikke går uden om modgangen eller fortrænger den, men går igennem den for at komme ud på den anden side. At man ikke lader sig knuse af en følelse af uretfærdighed og meningsløshed, når man rammes af modgang, men indser, at den er en uundgåelig del af at leve et menneskeliv. Og at man i stedet for at slutte sig inde med sig selv og sin smerte åbner sig for det, man kan modtage fra hinanden og de andre. Sådan som det skete på direkte tv den aften.

For problemet er, at i vores moderne samfund fører døden en art skyggetilværelse for de fleste. Meget få har set et menneske dø, ikke særlig mange har i det hele taget set en afdød, og der er et tydeligt element af tabuisering over mange danskeres forhold til døden. Man taler ikke gerne om den, og når man gør, sker det påfaldende hyppigt med formuleringer og i et billedsprog, der røber en fremmedgjort og på flere måder problematisk indstilling til døden – og dermed for den sags skyld til livet.

Bag den hyppigt anvendte formulering ”han/hun tabte kampen mod kræften” ligger der således en helt skæv forestilling om, at det er op til den enkelte at skulle slås med døden, og at det skulle være muligt at besejre den. En sådan grad af virkelighedsforvridning røber tilstedeværelsen af et forvokset ego, som reagerer med en følelse af forurettelse, når dets herredømme anfægtes.

Døden er selvsagt den ultimative udfordring til forestillingen om at være selvberoende.

Og ubevidst søger man med kampmetaforen at bringe den tilbage i noget kontrollerbart. Christian Eriksens kollaps river tæppet væk under sådanne illusioner og fortrængningsforsøg. En toptrænet og gennemmonitoreret elitesportsmand falder pludselig om. Det er ingen tvivl om, at det er godt at leve sundt, men træne sig fra døden kan ingen. Det står simpelthen ikke i vores magt. Og heldigvis da, for hvis det gjorde, var vi også fuldstændig alene om ansvaret for det hele, og hvilke skuldre er brede nok til det?

I klummen Relief sætter sognepræst og litteraturhistoriker Anders Thyrring Andersen kritiske spørgsmålstegn ved de dominerende opfattelser i tidens kultur- og samfundsdebat.