Efter denne bog står det klart, at Brandes er slemt overvurderet

Forfatteren, litteraturforsker og kritiker Georg Brandes (1842-1927). (Udateret arkivbillede). ; The author, ...

Forfatteren, litteraturforsker og kritiker Georg Brandes (1842-1927). Foto: Scanpix

bog
Five stars

”Efter Georg” rummer tænksomme essaysom Brandes og hans modstandere. Vitaminrig læsning for alle med mod på at konfrontere vanetænkning

Hvis man har et glansbillede af Georg Brandes, som man hæger om og nødig ser, der kradses i, så skal man ikke læse ”Efter Georg”.

Antologien beskriver tiden 1871-1927, hvor Georg Brandes prægede tidsånden med et ego, som ville have fået Solkongen til at gyse. I forlængelse heraf indeholder bogen en markant afregning med brandesianismen og den efterfølgende kulturradikalisme.

Under den kolde krig bad den amerikanske general Curtis LeMay senatskomiteen om at få titusinde sprænghoveder til flyvevåbnet. En af senatorerne indvendte: ”Jeg synes, De fortalte os, at med sekstusinde sprænghoveder kunne De svide hele Sovjetunionen til aske. Hvorfor skulle vi så give Dem titusinde? ” LeMay svarede: ”Senator, jeg vil se asken danse.”

Når man vil være absolut sikker på at have slået sin pointe fast, så overdoserer man angrebet, og det var just, hvad Georg Brandes gjorde i ”Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur”. Det pointerer litteraten og teologen Anders Thyrring Andersen, der mener, at værket er præget af ”uholdbare postulater, forenklinger og direkte usandheder”, fordi Brandes kasserede den del af traditionen, der skaber levende energi mellem fortid og nutid.

I ”Hovedstrømninger” skruede Brandes virkelig op for arrogancen, og oppefra og ned belærte han danskerne om alt det, der virkede blokerende for fremskridtet og undertrykkende for mennesket - især kristendommen.

Seniorforsker Lotte Thyrring Andersen anfører i sin artikel om Thøger Larsen, at den sene Brandes forhærdede sig i sin ateisme og prisgav medmenneskeligheden i sin forkyndelse. Dermed bragte han sig i et modsætningsforhold til en sympatisør som lyrikeren Thøger Larsen, der instinktivt fornemmede afstanden mellem digtekunstens fylde og brandesianismens magre ideologi.

En lignende konklusion når professor emeritus Bo Hakon Jørgensen frem til i sin beskrivelse af Georg Brandes' forhold til Sophus Claussen, der led under, at Brandes ”desværre lukkede af for Claussens moderne viden om digtet som en erkendelsesform, der kunne fable sig vej til indsigter, som fornuften ikke kunne finde”.

Der er ny historie og korrektion af den gamle i redaktør Knud Bjarne Gjesings essay om det ”Moderne gennembrud”, hvor Gjesing gør op med Brandes' monstrøse selvforståelse, ifølge hvilken bordenden altid var hans plads - måtte bordet være nok så rundt.

Således hævdede Brandes nærmest at have været åndslivets midtpunkt i Berlin under sit ophold i 1877-1883, skønt hans navn ikke figurerer i et eneste tysk værk fra denne periode. I al sin studentikose iver efter at lege verdensmand kommer Brandes da til at tage sig provinsiel ud, og med tilslutning citerer Gjesing den stilfærdige videnskabsmand Ludvig Feilbergs karakteristik af Georg Brandes: ”et intelligent Bybud”.

Georg Brandes havde dog også modstandere, som var alt andet end stilfærdige. Kritikeren Harald Nielsen til eksempel. Ham har Søren Krarup og Nina Bjørneboe skrevet indgående om, så glemt er han ikke, men nok gemt væk og ukendt for det store læsende publikum.

Historikeren Christian Egander Skov fremdrager Harald Nielsen i sin artikel og placerer ham som Brandes' vigtigste modstander i den konservative lejr. Harald Nielsen udgik egentlig fra det brandesianske miljø, men som hos den tyske filosof Martin Heidegger, hvor man taler om et ”Kehre”, en vending, tog også Harald Nielsens tænkning en helt ny og modsat retning, som blev til varig inspiration for konservativismen.

Skovs artikel om den konservative antibrandesianisme er storartet læsning, fordi gedigen forskning gengives i et gedigent og læseværdigt dansk. Det samme kan man sige om den ph.d.-studerende teolog Rasmus Markussen og hans artikel om Tidehverv og kulturradikalismen. Forfatteren håndterer det konfliktuelle stof med en ligelig blanding af takt, stædighed og fairness og lader ingen i tvivl om, at Tidehverv var på tværs fra første færd.

Men heller ikke litteraterne Jørgen Bukdahl og Jens Kruuse tilrettelagde deres holdninger, så de stemte overens med tidsånden, og om de to skriver stud.mag. Rasmus Vangshardt med talrige referencer til en nu svunden verden og dannelse. Men hvor er det oplivende at stifte bekendtskab med al den vitalitet og livsvisdom, der stadig kan hentes hos de to ronkedorer, som på hver sin måde befandt sig fjernt fra fad kulturradikalisme.

Så der er al mulig grund til at prise mangfoldigheden i ”Efter Georg”. Her er stof til mange eftertænksomme vinteraftener.