Ny kunstbog skaber overblik over den danske kunstscene i 00’erne og 10’erne

Ny bog forsøger med både teori og empiri at indfange de mangfoldige kunstneriske budskaber, medier og aktiviteter på den danske kunstscene i det nye årtusinde. Undertiden svigter overblikket

Bogen kommer blandt andet forbi Rose Ekens ”Frokosten”, glaseret papirler, fra 2015. – Foto fra bogen.
Bogen kommer blandt andet forbi Rose Ekens ”Frokosten”, glaseret papirler, fra 2015. – Foto fra bogen.

Det er en flot layoutet bog, som Maria Kjær Themsen (født 1978 og kunstredaktør ved dagbladet Information) har skrevet, og den prydes af nogle sjældent fine værkgengivelser. Bogen har samme format som de to forgængere ”Nybrud – dansk kunst i 1990’erne” (2006) af Camilla Jalving og Rune Gade og ”Billedstorm – om dansk kunst på det seneste” (1989) af Frederik Stjernfelt og Poul Erik Tøjner. De tre kunstbøger er blevet til på initiativ af forlæggeren Lars Erik Strandberg, men den nye bog er 200 sider længere end ”Billedstorm” og 100 sider længere end ”Nybrud”.

Denne vækst i sidetal afspejler udbuddet af dansk kunst, der er eksploderet i de seneste årtier. Der er derfor også stor forskel på de greb, som forfatterne har på stoffet. I ”Billedstorm” tilstræbte forfatterne ”den kritiske og reflekterede præsentation”, og denne bog rummer langt mere fortolkende skrift og selvstændig stillingtagen end den nye bog. Forfatterne til ”Nybrud” skuede langt mere bagud i kunsthistorien, end det er tilfældet med den aktuelle bog. Det gjorde de angiveligt for at redde samtidskunsten ”fra en hastigt truende skæbne som gårsdagens mode”.

Maria Kjær Themsen har valgt at præsentere snarere end at vurdere eller at tage kritisk stilling til sit vældige stof. Hun lader hvert kapitel indlede med et citat af en kulturfilosof som et forsøg på at indramme tidsånden. Her må den amerikanske kulturfilosof Susan Sontag (1933-2004) holde for flest gange. Bogens rygrad er de kunstneriske medier: performancekunst, skulptur, mediekunst, maleri med videre, hvilket er et paradoks, når kunstnerne i dag i så høj grad arbejder interdisciplinært – det vil sige at gå på tværs af medier. Men da det er kunstværker og ikke kunstnerskaber, som er bogens fokus, forekommer denne inddeling legitim. Personligt havde jeg dog foretrukket en inddeling i temaer eller motiver, så kunsten kunne fungere som et prisme, hvorigennem tidsånden og de mange samfundsmæssige problemstillinger i det nye årtusinde kunne blive fremlagt. For bogen viser som helhed, at mange af periodens kunstnere forholder sig særdeles kritisk til klimaforandringerne, flygtningekrisen, kønsproblematikker med videre.

Man savner også en mere kritisk vurdering af stoffet, hvilket kun tidens ubønhørlige si kan levere. De nyeste værker i bogen er skabt så sent som i det tidlige efterår 2020. Man kan sige, at forfatteren har bygget flyet, mens hun flyver. Det er naturligvis vanskeligt at skabe overblik over og også at spå om kunstværkers langtidsholdbarhed, når de er så nye. Efter endt læsning funderer man derfor over, om al den kunst, som bogen vier opmærksomhed, nu også er lige væsentlig?

Titlen ”Berørt” lægger op til, at vi – publikum til de mange værker og udstillinger, som behandles, og også bogens læsere – skulle blive følelsesmæssigt påvirkede af mødet med den nye kunst, for sådan forholder det sig med forfatteren, fortæller hun. I indledningen citerer hun kunsthistorikeren Rune Gade: ”Uden berøringens initiale magi, dens skabende kraft, ville der slet intet være,” og også amerikanske Susan Sontag, der taler om at lade sig berøre af kunstens former, flader og figurer og lade dem ”træde frem for ens sanser”. Personligt bliver jeg dog kun momentvis berørt af bogens mange eksempler på grund af dens noget lidenskabsløse fremstillingsform.

I det første kapitel er der tentativt skabt overblik over den danske kunstscene i det nye årtusinde. Det virker noget flimrende med fremhævelse af uvedkommende drinks, og den hedengangne Karrierebar på Flæsketorvet får lovlig meget opmærksomhed. Desuden er der her et for ensidigt fokus på den københavnske kunstscene, selvom nogle af de mest nyskabende og originalt orkestrerede udstillinger eksempelvis fandt sted i Kunsthallen Brandts i Odense, Kunsthal Aarhus, Museet for Samtidskunst i Roskilde og andre udenbys udstillingsfora. Heller ikke den intensive, forskningsbaserede udstillingslinje, som for eksempel Esbjerg Kunstmuseum er eksponent for, nævnes. Man kigger også langt efter omtale af kunstmuseerne i Horsens og Holstebro, som har indsamlet og udstillet nogle af de mest nyskabende værker i Danmark.

At bogen mest er blevet en københavnerfest, kan imidlertid ikke undre, da aktivitetsniveauet i hovedstaden er langt højere end i resten af Danmark. Forfatteren retter heldigvis senere søgelyset mod de tre nyskabende materialitetsudstillinger på Sorø Kunstmuseum, der var kurateret af Birgitte Kirkhoff: ”Erindringens arkæologi” i 2012, ”Grundlag (Jord)” i 2013 og ”Immaterialitet (bevidsthed)” i 2014, som danner forudsætningen for afsnittet ”Nymaterialismen – ting, jord og bevidsthed”, der indgår i skulpturafsnittet, som efter min mening er blandt bogens absolut bedste.

Forfatteren har gennemgående fokus på den yngste kunst, omend også kunst af sværvægtere og etablerede kunstnere som Olafur Eliasson, Jeppe Hein, John Kørner, Tal R og Kirstine Roepstorff inddrages. Det modsatte ville da også have været stærkt kritisabelt. Men der blev skabt megen anden prægnant og kritisk samtidskunst i perioden af kunstnere som Kirsten Justesen, Kerstin Bergendal, Jytte Høy med flere.

Disse kunstnere nævnes slet ikke. Derfor burde undertitlen nok snarere være ”Ung kunst i det nye årtusinde”. Men man kan altid finde mangler i så stort et stof, og det ændrer ikke ved, at bogen er en fest for øjet, og at forfatteren har gjort en imponerende indsats for at favne så meget som muligt. Det er velgørende og også spændende at gå på gen- og nyopdagelse i periodens mangfoldige værker.

Efter endt læsning er man ikke i tvivl om, at kunsten i 00’erne og 10’erne i høj grad har skabt kritiske modbilleder til den generelle samfundsmæssige udvikling, og at man nærmest kan tale om en ny guldalder. Men forfatteren beskriver fint, hvordan en del af forgyldningen forsvandt under finanskrisen i 2008, hvor også kunstmarkedet krakelerede, og kunsten da måtte rebe sejlene, hvilket den faktisk havde godt af, påviser hun. For da blev den frigjort af markedet og gik nye og spændende veje.