Efter syv magre år må det være tiden for syv fede. Eller flere
Det er ikke Farao, der drømmer, men universitetsforskere, museumsfolk og andre med interesse for H.C. Andersen. Syv år er der gået siden den store og meget omdiskuterede fejring af 200-året for Andersens fødsel. Syv stille år, hvor han nærmest har været sat i skammekrogen i al fald, hvad angår større events, branding og markedsføring. Men nu begynder interessen igen at stige.
LÆS LEDER: Der var engang
Det var, som om H.C. Andersen døde efter 2005, lyder det kontant fra lektor Johannes Nørregaard Frandsen fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.
Årsagen til den stille periode er den meget negative omtale, der fulgte i hælene på Tina Turners optræden ved det store åbningsshow i Parken. Showet medførte ikke alene et budgetunderskud på 13 millioner kroner, men også såvel generalsekretær Lars Seebergs som bestyrelsesformand Anker Boyes afgang fra HCA Fonden, der stod bag fejringen.
Befolkningen og medierne sagde fra, og eftermælet overskyggede helt, at fejringen modsat den gængse opfattelse var en succes, mener Nørregaard Frandsen, der stod bag evalueringen af jubelåret.
Evalueringen pegede på, at det faktisk var en pæn succes ude i verden og ikke en katastrofe. Men især her i Odense blev det regnet for en stor fiasko, siger han og henviser til rapporten, som blandt andet peger på positiv opmærksomhed om forfatteren i udlandet samt realisering af markante kunstneriske værker af blivende værdi.
Under alle omstændigheder gav satsningen erfaringer på godt og ondt som kan og bør bruges fremadrettet.
Nørregaard Frandsen er næstformand i H.C. Andersen Fonden Odense, hvis formål er at udbrede kendskabet til og skabe interesse for H.C. Andersen. Fonden har i modsætning til HCA Fonden ingen penge at dele ud af, men skal forbedre samarbejdet mellem Odense Bys Museer og Syddansk Universitet samt være rådgivende i forhold til en fornyet satsning fordelt på tre indsatsområder: forskning og udredning, eventyrdage og event samt turisme.
Det sidste kunne være målrettet den voksende kinesiske middelklasse, som både er interesseret i at besøge Europa og i at læse H.C. Andersen. Faktisk var det under et besøg i Shanghai under verdensudstillingen EXPO 2010, at Johannes Nørregaard Frandsen fik øjnene op for Andersens turismepotentiale.
Jeg oplevede kineserne stå i en enorm kø for at se statuen af Den lille havfrue. Da slog det mig, hvor stor Andersen er i Kina. Han er nok den mest kendte forfatter overhovedet i Kina og i al fald den mest kendte fra udlandet, siger han og fortsætter:
De er meget interesseret i Andersen, og de ved, hvor han kommer fra. Og så er de interesseret i figurerne fra eventyrerne.
Samtidig er kinesernes måde at læse Andersen på anderledes end vores. An Tusheng kaldes han, hvilket på engelsk kan oversættes med disciple of peaceful living og altså henviser til livsvisdom og harmoni.
Kineserne læser ham ikke som børneforfatter. For dem er det livsvisdom. Ja, en kinesisk forsker sagde ligefrem til mig, at H.C. Andersen kunne være en vej til at genopdage Konfutse, som modsat Andersen faldt i unåde under Kulturrevolutionen, siger Nørregaard Frandsen.
Heri er den tyske litteraturprofessor Heinrich Detering fra universitetet i Göttingen enig. Detering er specialist i skandinavisk litteratur og har for nylig udgivet en bog om H.C. Andersen.
Både i Kina, i Frankrig, i Tyskland og i USA har jeg oplevet, at han betragtes som et voksent menneske, der skriver for voksne mennesker og engang imellem også for børn, siger Detering og nævner legen med sociale identiteter, kønsroller, genretraditioner og emner som industrialisering og økologi som aspekter af forfatterskabet, der interesserer i udlandet.
Derfor mener han, at det er forkert, når vi i Danmark oftest markedsfører Andersen som børnebogsforfatter.
De største dele af forfatterskabet lever ikke op til dette image. Så den slags markedsføring fungerer kun, så længe man ikke læser ham eller er ligeglad med, om han læses eller ej, lyder det.
Et af problemerne er måske, at vi faktisk kun kender ham overfladisk. Et andet, at personen Andersen og de mange anekdoter ofte overskygger forfatterskabet.
Man er overbevist om, at man kender ham, som man kender en lidt besynderlig nabo. Men samtidig er det ved nærmere eftersyn altid de samme anekdoter og et forholdsvis lille antal tekster, man i virkeligheden har læst, siger Detering og kalder læsningen og interessen for Andersen i udlandet for mere nysgerrig, åben og fordomsfri.
Folketingspolitikeren Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti vil gerne have, at vi læser H.C. Andersen mere. Derfor arbejder han for, at der bliver vedtaget en national og international Andersen-strategi i Folketinget et forslag, han nu er i dialog med regeringen og Kulturministeriet om.
Vi skal have Andersen ud til alle. Vi skal stille krav om, at han læses i skoler og gymnasier, så vores børn lærer ham at kende. Han skal læses og være en del af vores liv, begrunder Alex Ahrendtsen.
Nærmere bestemt ønsker Ahrendtsen en øget forskning, at der oprettes H.C. Andersen-centre i stil med de tyske Goethe-institutter i udlandet, og at der udgives en videnskabelig udgave af de samlede værker samt en Andersen-ordbog til oversættere og forskere.
Det vigtigste er at få opfyldt behovet for en H.C. Andersen-ordbog og at få styrket forskningen. Og så skal vi bruge ham som redskab til at udbrede kendskabet til dansk sprog og kultur, siger politikeren og uddyber:
Andersen indeholder så mange sider og minder om en moderne dansker. Han var både national og berejst. Han var romantiker og samtidig optaget af de nye tider og den nye teknologi. Han var kristen uden at være missionsk. Han repræsenterer danskerne på godt og ondt.
En sådan strategi er netop en national opgave og ikke en lokal. Det turistmæssige aspekt vil Alex Ahrendtsen derimod gerne overlade til Odense. Og det er netop en opgave, som den kommunalt forankrede H.C. Andersen Fonden Odense gerne påtager sig vel at mærke samtidig med at den har fokus på det forskningsmæssige.
For nylig var en delegation fra Odense Bys Museer og Syddansk Universitet således med på en workshop om Andersen i Shanghai med deltagelse af kinesiske forskere og studerende. Og til efteråret besøger kineserne Odense, hvor de sammen skal planlægge en stor Andersen-konference til afholdelse i 2013. Endvidere offentliggøres der i den nærmeste fremtid en undersøgelse af H.C. Andersen og turismen.
Målet er at finde frem til, hvilke tiltag der kan lokke turister til at bruge mindst en dag i Odense, hvis de opholder sig tre dage i landet.
Odense er det eneste sted, som har de oprindelige effekter fra hans liv. Vi har det biografiske museum, barndomshjemmet og et børneaktivitetshus. Men vi mangler et sted med oplevelser, der tager udgangspunkt i eventyrerne. Et sted, der er unikt og rager op. Og så skal vi bruge ham langt mere i hele byen, siger Johannes Nørregaard Frandsen og peger på en årlig eventyrfestival som en oplagt mulighed.
I hans egen evaluering af HCA 2005 blev det dog påpeget, at der var et dilemma mellem ønsket om stor ståhej og så den faglige dybde, mellem den massive branding af Andersen som vare og som litteraturhistorisk arv. Og samtidig blev det kritiseret, at der var for mange politisk udpegede involveret i konstruktionen bag fejringen.
Det er svært at afvise, at vi gør det samme. Men der er færre politisk udpegede og større faglighed i vores bestyrelse, siger han og peger på litteraturredaktør Jens Andersen og museumschef Torben Grøngaard Jeppesen.
I 2005 blev den litterære arv lidt glemt. Det prøver vi at undgå. Samtidig er den folkelige forankring vigtig, så vi skal ikke forbyde Mozart-kuglerne. Andersen er så stor, at han nok skal kunne holde til det. Vi skal bare sikre, at vi arbejder på mange niveauer og dermed også har noget af meget høj kvalitet, uddyber Johannes Nørregaard Frandsen.
Næstformanden i den nye fond frygter altså ikke et misbrug af den gamle forfatters navn, hvis det spændes foran et væld af arrangementer og festivaler. Men han sætter dog alligevel grænser:
En H.C. Andersen-homouge, som det fynske folketingsmedlem Tine Bramsen for nylig har foreslået, synes jeg ikke er en god idé. Selvom Andersen havde en kompliceret og tvetydig seksualitet, skal han ikke promovere seksuelle præferencer.
Området er netop et af de steder, som ifølge Heinrich Detering trænger til større nuancering:
Så længe den officielle markedsføring nøjes med at gentage som et mantra, at de store forelskelser i Andersens liv udelukkende angik Riborg Voigt og Jenny Lind, så længe overlader man det til sensationsjournalistikken og sladderen at henvise til de erotiserede forhold til blandt andre Ludvig Müller og den unge Edvard Collin.
Under studieophold ved Syddansk Universitet har Detering set og oplevet, hvordan Odense markedsfører H.C. Andersen for eksempel ved byens julemarked, hvor plakater viste forfatteren som en nydelig barnedukke. Og den form for markedsføring finder han problematisk.
Det er et karikaturbillede, som de fleste turister ikke er særlig interesseret i. Det passer ikke hverken til manden eller til forfatterskabet. Og det vil heller ikke føre til andet end skuffelser, når man så for alvor sætter sig ned og begynder at læse. For så møder man en ofte satirisk voksenforfatter, som man hverken kan eller vil forholde sig til, mener Heinrich Detering.