Efter terrorangrebet kom polariseringen

Terrorangrebet på USA var ufatteligt, da det fandt sted. Sidenhen er der sket så meget, at det kan være svært at finde tilbage til den spontane reaktion. Der var efter chokket en stor fælles vilje. Men den holdt ikke længe, for 00erne blev konfrontationens og polariseringens årti

Det mest overraskende, i betragtning af at en hel verden stillede sig bag USA efter den 11. september, er den polarisering, der på langt sigt blev resultatet. Og den er i alt væsentligt et resultat af den måde, George W. Bush-regeringen valgte at agere på i månederne og årene efter den 11. september, skriver Nils Gunder Hansen. –
Det mest overraskende, i betragtning af at en hel verden stillede sig bag USA efter den 11. september, er den polarisering, der på langt sigt blev resultatet. Og den er i alt væsentligt et resultat af den måde, George W. Bush-regeringen valgte at agere på i månederne og årene efter den 11. september, skriver Nils Gunder Hansen. –. Foto: Paul RichardsAFP.

Om eftermiddagen den 11. september 2001 var jeg på vej gennem Berlingske Tidendes redaktionssekretariat og standsede op ved et fjernsyn ved udlandsdesken. Her så man et fly flyve ind i et af World Trade Centers tårne.

Resten af dagen står i et noget forvirret skær for mig. Som avisens litteraturredaktør skulle jeg ikke være med i nogen akut nyhedsdækning af det, der var sket, så jeg tog hjem til normal tid.

Svigermor var på besøg, det var godt vejr, og vi var en del ude med børnene. Jeg gjorde mig dog også jævnligt et ærinde inde foran fjernsynet og prøvede at begribe, hvad det var, der var sket.

LÆS OGSÅ: Dem og os- verden efter 11. september

Næste dag blev det en del af mit job at begribe det. Jeg blev bedt om at skrive en stor artikel om begivenheden til kultursektionens forside. Find en kulturel vinkel. Eller bare en eller anden vinkel. Jeg strittede imod. Jeg havde mere trang til at vige tilbage i hellig rædsel end at begynde at oversmøre det skete med ord. Men den slags fine fornemmelser nytter ikke, når man er på en avis. Så derfor kan jeg slå tilbage i scrapbogen og se, hvad jeg umiddelbart tænkte den 12. september 2001.

LÆS OGSÅ: Livet gik videre

Alle vidste selvfølgelig, at dette var historisk i samme dimension som mordet på John F. Kennedy, men hvad var det ellers? Jeg skrev, at

begivenhederne i USA (repræsenterer) noget kvalitativt nyt. Det er terror i en målestok, der aldrig før er set. Det er andet og mere end terror det er krigshandlinger i en uerklæret krig mod en usynlig fjende. Reelt er det en helt ny kategori, der åbnes her en kategori mellem terror og krig, hvad vi så end skal kalde den. Der tales om 10.000 dræbte eller flere. Hvor mange sårede og kvæstede er der så ikke? Hvor mange pårørende er der så ikke til alle disse dræbte og sårede? Det er en sjettedel af det antal amerikanere, der blev dræbt i Vietnamkrigen dræbt på én gang, i fredstid, på hjemlig grund.

Det virkede som en krigshandling. Et nyt Pearl Harbor, lige ud af den blå morgenhimmel over New York. En af mine venner sad til et møde den 11. september og passerede et fjernsyn, da han et øjeblik var ude. Han gik tilbage og sagde til de andre: Vi er nødt til at afbryde mødet. New York bliver bombet!. En uvirkelig sætning, man indtil da ikke havde kunnet forbinde med andet end de science fiction-film, hvor USA altid er det primære mål for en intergalaktisk invasion.

Som man kan se i citatet, var der på dette tidspunkt ikke klarhed over antallet af dræbte, og jeg gengiver nogle tal, der skulle vise sig at være meget for store. Men den psykologiske og symbolske effekt af angrebet lod sig ikke overvurdere. Jeg skrev, at

også dæmonien, djævelskaben, er i en helt ny målestok. Både grusomheden og frækheden er monumental (). Det er ikke folk, der er trådt lige ud af den mørke middelalder, de har alt det teknologiske og måske ikke mindst mentale grej, man skal have for at kunne begå sig i moderniteten.

Man kan komme på den tanke, at de 18 minutter i tidsforskel mellem de to fly, der rammer World Trade Center, har været præcist kalkuleret. CNN ville selvfølgelig transmittere fra det første flynedslag, og således ville en hel verden sidde og se det andet fly komme ind, se det ske som breaking news på CNN.

Der er tale om psykologisk krigsførelse helt ned i de dybeste lag. USA er ramt i sine magtcentre økonomisk, politisk, symbolsk, mentalt. New Yorks skyline vil være forandret for altid. Angrebet hjemme i egen rede, på det egne trygge kontinent, der altid har været beskyttet af to verdenshave, og hvor alle europæiske allierede nervøst har funderet på, om amerikanerne nu ville isolere sig. Isolationismen som en altid tilstedeværende mulighed og fare. Slut med det. Man kunne lige så godt have sendt et missil lige ned i Amerikas underbevidsthed.

Artiklen kom til at bære titlen Attentat på sjælen. Det var jo det, det var. For kun anden gang i historien var USA blevet angrebet af en fremmed magt på sit eget fastland. Det var simpelthen et brud på verdensordenen. Og det gjorde det kun endnu mere uhyggeligt og uvirkeligt, at man her dagen efter stadig ikke havde nogen idé om, hvem der stod bag. Fjenden var ukendt.

Det er et mærkeligt tilfælde, at 10-årsdagen for den 11. september 2001 falder så tæt på den 22. juli 2011 i Norge. I skandinavisk perspektiv virker bomben i Oslo og massakren på Utøya lige så voldsom og skelsættende, som den 11. september gjorde.

Vi er her endnu tæt på den umiddelbare reaktion og den fornemme måde, nordmændene med statsminister Stoltenberg i spidsen har varetaget den på. Den umiddelbare reaktion på den 11. september skal man til arkiverne for at finde, for begivenheden selv er påvirket og overlejret af alle de aktioner, reaktioner, forklaringer og fortolkninger, der fulgte efter.

Det mest overraskende, i betragtning af at en hel verden stillede sig bag USA efter den 11. september, er den polarisering, der på langt sigt blev resultatet. Og den er i alt væsentligt et resultat af den måde, George W. Bush-regeringen valgte at agere på i månederne og årene efter den 11. september.

Man kan ikke kontrafaktisk forestille sig en amerikansk regering, der ikke havde jagtet Osama bin Laden og al-Qaeda overalt. Og enhver regering ville også have angrebet det land og det regime (Taleban i Afghanistan), der gav bin Laden husly til at planlægge sin aktion og ikke ville udlevere ham bagefter. Man kan heller ikke forestille sig en udvikling, hvor selve frygten for terror ikke ville give anledning til alle de sikkerhedsforanstaltninger og al den overvågning, vi trækkes med i dag.

Men det historisk kontingente (altså det, der ikke var en nødvendighed, men politiske valg, der kunne have været anderledes) var måske, at krigen mod terror ikke blev rene punktoperationer eller ren efterretning, men en blanding af egentlige krige og dunkle midler. Det var, som om George W. Bush ville genopføre den kolde krig i stedet for at få et enigt verdenssamfund til at isolere terrorismen. Nu var det ikke længere ondskabens imperium, men ondskabens akse, der var fjenden. De, der ikke er med os, er imod os. Og den store konfrontation var også ledsaget af en ideologisk overbygning: den idealistiske, neokonservative forestilling om, at man med magt kunne bringe demokrati til Mellemøsten og dermed for alvor fjerne terrortruslen ved dens rod.

Det viste sig at være betydeligt sværere, end man havde troet. I dag er USA en kæmpe i knæ, der belært af Irak og Afghanistan næppe vil gå i krig i lang tid fremover.

Og gennem 00erne kom USA til at trække store veksler på den sympati, der havde ombølget landet lige efter den 11. september: manipulerede efterretninger, tortur, Abu Ghraib, hemmelige fængsler. Både de forståelige reaktioner og de gode hensigter kom til at stå i et tvivlsomt tvelys.

Men det er let at være bagklog. Havde man dengang alene satset på at fange Osama bin Laden med de omkostninger, det måtte have for afghanerne, og i øvrigt ladet Saddam Hussein præsidere over Irak, ville det måske være blevet udlagt som både kynisk og risikobetonet. Der er ingen nemme løsninger i historien.

Polarisering blev imidlertid nøgleordet for det årti, der kom efter den 11. september. Hvor 90erne på mange måder havde været et optimistisk årti præget af den amerikanske filosof Francis Fukuyamas tanker om historiens (fredelige) afslutning, blev det nu i stedet Samuel Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød, der satte dagsordenen. Selvom det kan være svært at rekonstruere, hvordan det helt gik til, blev den 11. september i vide kredse fortolket som meget mere end et terrorangreb. Det var første store træfning i en kultur- eller religionskrig mellem islam og Vesten. Heller ikke på det idémæssige plan lykkedes det at isolere begivenheden som terrorisme. Og det fik store konsekvenser.

Religion blev pludselig smidt ind på den politiske arena, den blev en kampfaktor. Det hed sig, at islam som sådan, i sin essens, var uforenelig med det moderne demokrati. Mens kristendommen omvendt var den religion, der historisk ikke alene havde vist sig forenelig med den moderne verden, men måske ligefrem havde haft en afgørende andel i at skabe den.

Kristendommen blev dermed brugt i en kulturel og politisk mobilisering som en beredskabsideologi, samtidig med at det blev pointeret, at kristendommen netop var den religion, der frem for nogen kunne skelne mellem religion og politik. Det var ikke nogen helt nem øvelse.

Det er nok blandt andet denne forestilling om en religionskrig, der har affødt den særdeles krasse og aggressive religionskritik, der også blev et kendemærke for 00erne. Det er religionen, der er problemet. Det er den, der laver al balladen. Religion er roden til alt ondt, og jo mere religionen kommer ud af det offentlige rum, jo bedre bliver alting. Skingerheden bredte sig, og polariseringen avlede hele tiden nye polariseringer.

Når det ufattelige sker, har vi mennesker en instinktiv trang til at forklare og forstå det. Vi kan ikke acceptere, at det er uden for kategori, for så kan man måske ikke gøre noget ved det, forhindre, at det sker igen.

En måde at gøre det ufattelige fatteligt på er at se den ekstreme handling som repræsentativ for langt flere personer end dem, der er involveret i at udføre den. Eller se den som konsekvent udtryk for en bestemt ideologi. Eller for en forråelse af debatten. Eller som fortvivlelsens selvhjælp i forhold til påtrængende problemer.

Men det har en stor pris at forklare det ekstreme. Reelt kommer vi til at lade ekstremismen tage magt over sindene, fordi store dele af den normale tilværelse, det være sig idéer, problemer eller befolkningsgrupper, bliver inddraget i ekstremismens heksecirkel som en forklaring på den.

Et eller andet sted er det nok hele udviklingen efter den 11. september, Jens Stoltenberg har i tankerne, når han så konsekvent prøver at inddæmme konfrontationens og polariseringens selvantændelse. Tiden vil vise, om det lykkes for ham og Norge at lave en anden type fortælling.