Jeg går omkring i min have og ser, hvad sommeren har gjort. Birketræerne er blevet endnu højere, og ellekrattet endnu tættere.
Bortset fra nogle spredte lyde fra naboens høns er her helt stille. Traktorerne har gjort deres arbejde. Der er høstet, pløjet og sået, og marken står allerede grøn igen. De sløve plovspand over agres felt er overhalet for længst. Kartoflerne, som jeg var med til at samle op i kurve, da jeg var dreng, ligger i plasticposer i supermarkedet – uberørt af menneskehånd.
Jeg går omkring i min have og overvejer, hvilke træer der skal falde for min motorsav i år. Så snart bladene er væk, går jeg i gang.
Af en eller anden sentimental grund føler jeg mig lidt beklemt, når saven når i bund, og træet vælter uigenkaldeligt til jorden. Hvad er det, jeg har gjort? Jeg, der ikke kan sætte et blad på en nælde. Ikke noget særligt. Det vælder op alligevel med skud og små træer alle steder i en helt ustyrlig frodighed. For hvert træ, der faldt, kommer der nyt overalt. Det kunne jeg lære af!
Lær mig, o Skov, at visne glad
som sent i Høst dit gule Blad;
et bedre Forår kommer.
Der grønt mit Træ skal herligt stå
og sine dybe Rødder slå
i Evighedens Sommer.
Adam Oehlenschläger havde sit hyr med døden og måtte gå i lære i efterårets skov. Den kunne minde ham om, at der ikke bare ville komme endnu et forår, men at selve evigheden var at øjne i efterårets forfald. Og at forfaldet vil komme, er der slet ingen tvivl om. Har man én gang valgt livet, er der ingen vej tilbage, som Frank Jæger bemærker:
Vi, der vælger livet,
går en dag på tværs af vejen,
ender i et efterår.
Vi får regnen, natten, landet
trykket ind mod vore hjerter,
mens vi går.
Jeg går omkring i min have og låner ord af Jørgen Gustava Brandt:
Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
rigt og bredt går livet ned
i evighed.
Men det er Thorkild Bjørnvigs ahorntræ, som jeg også har stående i min have, der virkelig oplyser mig. Hans digt ”Ahorntræet” begynder sådan:
Længst staar nu Ahorntræet gult;
hver Morgen Taage, hele Dagen
et Strejf af Kulde under Heden,
(…)
alt sært og luftigt, gennem-glødet
af Afsked; Afsked uden Smærte.
Men så sker der noget:
Da hører jeg en Stæreflok,
et heftigt Sus af mange Vinde –
paa én Gang staar det gule Træ
optændt af Jubel! (…)
med dette vilde Skrig i Øret
véd jeg, at Glæden overlever,
tag blot min Glæde med – langt fra
at I behøver den, men Glæden
skal samles med al Fryd som findes.
Glæden findes midt i efteråret, hvor bladene på jorden lyser. Jeg står og ser mit ahorntræ og mindes min ungdom, hvor jeg, som Søren Ulrik Thomsen, tung af efterår befandt mig i storbyen og ventede på, at noget skulle ske:
I kaffebaren med cigaret og cola
i frost over fodgængerovergangen
i biografens dybrøde foyer
i flugt med hænderne for ansigtet
vi venter på nogen
i flyvende efterår på Oktober Boulevard.
Jeg gik ad Oktober Boulevard, og jeg gik med ind i Johannes Jørgensens drøm ”om øde/Skove i høstlig Regn” og følte hans sødt, desperate efterårsklaustrofobi:
Som var mit Liv kun en Vandren
ad veje i dryppende Regn –
som stænged mig evigt inde
de røde Risbøges Hegn.
Men nu går jeg omkring i min have, hvor bøgen er gulbrun, og der hænger sortlilla klaser af bær på hver en hyldegren. Jeg plukker et Ingrid Marie-æble og sætter mig ved bordet, som endnu ikke er sat ind for vinteren. Og så gentager jeg versene, som jeg netop har nævnt. Jeg vil indprente mig ordene.
Skoven skal lære mig at ældes med ro og værdighed. Ahorntræet, hvis blade nu lyser op på jorden, skal huske mig på glæden. Hvorfor skulle jeg give afskeden det sidste ord i denne række af oktobers svanesange? Jeg tager en bid af det modne æble, der sprænger syrlig-sødt og sprødt imellem mine tænder, og ved, at alting har sin tid, og at dette er min.
Omkring den første dag i hver måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned.