Der er i årenes løb kommet et stort antal udgivelser på dansk af den chilenske nobelpristager Pablo Neruda (1904-1973). I 2014 udgav The Pablo Neruda Foundation et sidste værk af digteren, hvor man havde gennemtrawlet Nerudas efterladte papirer og fundet en snes hidtil upublicerede digte, skrevet i stilehæfter og notesbøger og på servietter og kvitteringer. ”21 digte om kærlighed og andet”, som nu også er udkommet på dansk, er i sagens natur en blandet landhandel, der ikke har et helhedspræg som de tidligere oversatte storværker, ”Elementære oder”, ”Den store sang” og ”Kaptajnens vers”. Til gengæld har opsamlingsheatet en force i, at man finder vidt forskellige digte af Neruda, således at man efter læsningen af de 21 digte får et mangefacetteret og ikke modsætningsfrit billede af digteren.
Et digt tematiserer Nerudas ”urolige, uglade og umodne ungdom” med ”de hårde slag og den bitre elskov” og ”et skummelt hængedynd”, hvor Neruda var voldsomt optaget af og fordybet i de store franske dekadencedigtere, Baudelaire, Rimbaud og Lautréamont. Neruda beskriver i digtet, hvordan hans vej som poet har gået fra at være ”fra sans og samling/ diende ved bogens bryst” til at ”gå ad den slagne vej/ søge brødet, huset at bo i og kvinden/ som alle og enhver”.
Nerudas vej fra det indadvendte og sofistikerede til det udadvendte og folkelige ligner talrige andre digteres, blandt hvilke man i dansk sammenhæng kunne nævne Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø og Per Højholt. Og ligesom disse danske forfattere i en forsimplet og forvrænget selvrefleksion afskriver deres egen ungdomsproduktion, der vitterlig er af central betydning for forfatterskabernes udvikling, kan man betvivle, om Neruda var blevet den digter, han var, uden at have lært en hel del af Baudelaire og co.
Af kuriositeter i værket finder man et digt, hvor kommunisten Neruda, der var en hyppig gæst i Sovjetunionen, priser de tidlige 1960’eres store helte, kosmonauterne, samt et digt, hvor Neruda udtrykker raseri over en af modernitetens andre fænomener, nemlig telefonen. Derudover er der en håndfuld af de to digttyper, som man kunne kalde Neruda-classic. Det gælder henholdsvis kærlighedsdigtene, som vi kender fra ”Kaptajnens vers” og de whitmanske, folkelige hymner til det chilenske folk og landskab fra ”Den store sang” og ”Elementære oder”.
Indledningen til et af sidstnævnte pragtstykker lyder:
”Condillera/ klædt i sne,/ Andes/ klædt i hvidt,/ mit fædrelands/ vægge,/ så megen/ stilhed,/ omgiver/ viljen, kampene/ i mit folk./ Foroven bjergenes/ skinnende sølv,/ forneden den grønne torden/ af oceanet./ Trods alt/ sætter dette folk/ hakken i de hårde/ ødemarker/ sejler på/ de lodrette bølger/ og sent på dagen/ tager det/ sin guitar,/ og går syngende ud ad vejen./ Aldrig/ lod mit folk sig standse.”
Afsluttende kan det siges, at ”21 digte om kærlighed og andet” er en smuk bog, hvor man har gengivet en række af Nerudas håndskrevne tekster, således at man fornemmer det præg af en organisk flydende strøm, som denne poesi har. En mindre vellykket ting er noterne, der rummer adskillige gentagelser af de samme formuleringer samt faktuelle fejl, som når man får at vide, at ”poetas malidos” er en betegnelse fra slutningen af 1900-tallet.