Det er onsdag eftermiddag på Nordsjællands Efterskole, og solen rødmer allerede så småt over sin nedgang over den smukke natur med rimede marker og nøgne træer, der står som kunstfærdige skulpturer i landskabet.
Her er overraskende stille, når man tænker på, at dette er det nærmeste, man kommer på en landsby fuld af teenagere. Lidt fjern latter hænger mellem husene, men ellers er her tyst som på et plejehjem.
”Du er kommet på et heldigt tidspunkt. For lige nu sidder de fleste på deres værelser og læser eller er på nettet eller ude at gå, men andre gange kan de godt vise, at der skam mildt sagt er lyd på unge i den alder,” siger Jesper Oehlenschläger og griner, inden han viser ind til sit forstanderkontor bag en glasdør, hvor der også er dækket op til Jan Dufke, der er forstander på Skovbo Efterskole – og medforfatter til bogen ”Alle unge vil gerne lykkes”.
”Det er mere end en titel. Det er en pædagogik og en livsfilosofi, der forpligter. For hvis man først har sagt, at alle unge gerne vil lykkes, må man også erkende, at der er et potentiale i ethvert ungt menneske, og at det er vores opgave at få potentialet frem i den enkelte,” siger Jan Dufke.
Jesper Oehlenschläger nikker.
”Ja, selv bag et genstridigt teenagevæsen ligger en drøm om at lykkes. Det bliver vi ved at holde fast i. For mig bliver det også et kompas i de rigtig svære situationer, og når unge til tider kan opføre sig irriterende og ugennemtænkt. For bag unges adfærd ligger netop altid en drøm om at slå til, og det giver også håb for dem, der ikke engang lader til at synes, at der er noget at stå op for. Og vi skal hjælpe med at tænde det håb.”
De to efterskoler har begge et kristent værdigrundlag, men mens Skovbo Efterskole især modtager elever fra frikirkemiljøet, er der flere elever, der kommer fra Indre Mission eller Dansk Oase på Nordsjællands Efterskole.
Alligevel fandt de to forstandere hurtigt et værdifællesskab og begyndte at kalde sig åndsfæller, da de lærte hinanden at kende for et par år siden.
Jan Dufke har over 20 års erfaring som efterskoleforstander. Jesper Oehlenschläger har selv kun få års erfaring som forstander, men på de år har han til gengæld vendt udviklingen og reddet skolen, lyder det rosende fra Jan Dufke.
Selvom Jesper Oehlenschläger er ny i forstanderfaget, er han dog heller ikke nogen ny leder. Han kom således fra en stilling som ledende sognepræst i Karlslunde Strandkirke, ligesom han tidligere har udgivet bøger og holdt kurser om ledelse og dannelse.
”Der er meget skønt at sige om at være præst, også på det sted, hvor jeg var. Men her står man med mennesker, der står lige midt i den vigtigste del af deres dannelsesrejse, og det er liv og død for dem. Måske skal jeg være præst igen, men jeg havde lyst til at være i et direkte dannelsesarbejde med mennesker,” forklarer Jesper Oehlenschläger, der også oplever, at der er meget, der spænder ben for unges drømme i dagens samfund.
”De vil gerne lykkes, men der er mange ting, der gør, at det ikke sker. Det handler for eksempel om at være borger i et præstationssamfund. Selvom rigtig mange unge faktisk scorer 12-taller, fortæller de, at det ikke er noget særligt. Et 12-tal er simpelthen blevet den nye bestået-karakter for nogle unge. Og det er ekstremt pressende for unge mennesker, hvis de på den måde konstant skal levere og præstere, så det næsten kun kan gå galt, fordi de unge mennesker bliver stressede af at føle, at de har ansvaret for deres egen lykke,” siger Jesper Oehlenschläger, mens Jan Dufke tilføjer:
”Vi advokerer for at få ånden tilbage i uddannelsessystemet, så det ikke kun handler om at få gode karakterer, men at udvikle en god karakter. Og det er et dannelsesprojekt, der er blevet forsømt i mange år, så man kun fokuserer på at skabe mennesker, der er gode til noget, i stedet for at skabe gode mennesker,” siger Jan Dufke og tilføjer:
”Tidligere kaldte man jo også de humanistiske videnskaber for åndsvidenskaber. Det var dengang, man stadig talte om at opbygge de unges karakter, men nu snakker man mere om, at de unge skal gøres nysgerrige og få udvidet deres kompetencer, og det er også fint. Men da man tog kristendommen ud af folkeskolens formålsparagraf, forsvandt en del af det etiske formål også, så man mistede fokus på, hvad er det for nogle egenskaber, som vi har brug for vokser frem i mennesker, og der trækker vi på en rig skat som kristne skoler med en kristen baggrund og et kristent bagland.”
Jesper Oehlenschläger ligner en mand, der er klar til at sige amen.
”Ja, vores opgave er jo faktisk at danne fremtidens samfundsborgere. Og vi er trætte af at blive mistænkeliggjort, fordi vi er religiøse. Det er helt urimeligt at skulle mistænkeliggøres på den måde, som fri- og efterskoler bliver i øjeblikket. For alle skoler har værdier. De bøger, man læser, og de lærere, man ansætter, har alle sammen et verdensbillede og en måde at forstå tilværelsen på. Vi er her med stolthed og glæde. Og vi vil gerne favne menneskelighed og åndelighed på samme tid,” siger Jesper Oehlenschläger, mens Jan Dufke har sit eget bud på, hvorfor religion bliver opfattet som farligt, mens samfundet på andre områder har styret mod frisind.
”Regnbuen er blevet grå, fordi mangfoldigheden er blevet ensartet. For man vil kun have sin egen mangfoldighed, og den skal helst ikke have noget med religion at gøre. Vi lever i en postsekulær verden. I 1970’erne mente Løgstrup (dansk filosof og teolog, red.), at sekulariseringen var slået fuldt igennem, men det gik bare ikke sådan. For da flyene fløj ind i de to tårne i New York, sendte de samtidig religionen ind i debatten igen. Men de unge, der går på efterskole nu, er alle sammen født efter 11. september 2001, så de har aldrig hørt om religion som andet end fundamentalisme og fare. Og det er et problem, at man i Danmark ikke længere har noget sprog for religion, men vil have religion ud af det offentlige rum, som Anders Fogh Rasmussen som statsminister gjorde sig til fortaler for,” siger han, mens Jesper Oehlenschläger bakker op:
”Der er en grund til, at vi udsendte vores bog på Black Friday. For samfundet buldrer løs med materialisme, forbrugerisme og væksttænkning, mens vi er blevet åndeligt fattigere. Men her fortæller vi eleverne om Grundtvig og Kold og lærer dem at synge fællessang, og her taler vi om ånd, og det vil vi have lov til.”