Måske er det i sig selv en pointe, at denne anmeldelse kommer lidt sent i forhold til bogens udgivelsesdag forleden – hvis det da ikke bare er en dårlig undskyldning. Forklaring følger.
Journalisten og redaktøren Lasse Jensen har udgivet sine erindringer, der som minimum kan siges at overholde det bibelske bud om ikke at sætte noget lys under en skæppe.
Han fortæller først og fremmest om sin karriere i en periode med store forandringer i medielandskabet herhjemme. Fra sin begyndelse som journalistelev ved det radikale Middelfart Venstreblad, over opgaverne som udenrigsreporter i DR, chef for TV Avisen, souschef på TV 2 Nyhederne og senere igen som fri fugl og i 14 år stemmen og redaktøren bag radioprogrammet ”Mennesker og medier” på DR P1.
Det handler rigtig meget om den ”halvstuderede røver” Lasse Jensens karriere, om en generation af forkælede journalister, om intriger særligt i DR og om politisk magt og magtmisbrug, om kønsroller og forfængelighed.
Kort sagt ikke en historie, man skal læse, hvis man lider af klaustrofobi. For lige så befriende rigtig god journalistik kan være, lige så indelukket og kvalmefremkaldende kan journalistmiljøet i almindelighed og det københavnske journalistmiljø i særdeleshed være. Alfahannerne, sådan betegner Lasse Jensen sig selv og nogle af sine nære kolleger, drak tæt i 1970’erne og 1980’erne, alt imens der blev bagt utallige rævekager særligt i DR og i konkurrencen mellem DR og TV 2.
Han lærte dog også meget tidligt at efterleve ”den britiske koloniregel” om aldrig at drikke før solnedgang og heller aldrig gå beruset i studiet.
Det formildende træk ved Jensens bog er imidlertid, at han er helt opmærksom på sin egen og miljøets ulidelighed og kynisme. Ligesom han er ærlig om sin forfængelighed – ”jeg er og var som mange af mine fagfæller langt mere modtagelig for ros end kritik”, som han skriver. Han er bevidst om egne svagheder som for eksempel konfliktskyhed og tv-mediets forførende virkning på selvforståelsen.
På bogens omslag kalder forfatteren og kollegaen Tom Buk-Swienty den for en ”selvbiografi med internationalt format – en medrivende indre og ydre rejse”, og det er alligevel ikke helt forkert. For Lasse Jensen er en glimrende fortæller med stort sprogligt overskud.
Dertil kommer, at bogen rummer en spændende refleksion over medieudviklingen, som ikke hidtil har stået langt fremme i andre omtaler af værket – derfor den indledende passus om, at denne sene anmeldelse trods alt kan have en berettigelse.
Lasse Jensen var som chef for TV Avisen i begyndelsen af 1980’erne en af drivkræfterne bag idéen om at flytte journalistikken tættere på borgerne. I kølvandet på ungdomsoprøret og autoriteternes fald skulle borgerne selv kunne komme til orde. De politiske autoriteter skulle stilles hårdere til regnskab.
Selv er han vokset op i en kommunistisk familie, men da han som ny TV A-chef blev spurgt om sit politiske ståsted, forklarede han, at han havde bevæget sig ind på midten. Det fik den daværende formand for SF, Gert Petersen, til at forære ham en bog, hvor han på titelomslaget havde skrevet ”Til min ven Lasse Jensen. Du må standse den bevægelse. Den kan ende helt galt.”
Spørgsmålet er, om det er endt ”helt galt”? Som redaktør for radiomagasinet ”Mennesker og medier” reflekterede han i stigende grad kritisk over mediernes udvikling. Tvivlen var begyndt at nage. Den personcentrerede formidling blev begyndelsen på en voksende mistillid mellem politikere og befolkning, som siden har ført til både Brexit og valget af Donald Trump til amerikansk præsident. De digitale medier har gjort journalistikken borgernær i en grad, så de gamle medier er ved at dø, måske fordi de lukkede sig om sig selv. Har journaliststanden udviklet sig til en særlig klasse med egen ideologi og egne privilegier, spørger han med henvisning til et skrift af den svenske samfundsforsker Olof Petersson fra 1994.
Interessant, at Lasse Jensen, der som TV A-chef var en varm tilhænger af at få brudt DR’s monopol, i dag kan se, at tv 24 timer i døgnet ikke nødvendigvis er lykken. At malstrømmen af information og desinformation gør det svært at skabe overblik. Og at selvom god journalistik handler om konflikt, handler den også om ”sameksistens, dialog og endelig langsomme fremskridt,” som Lasse Jensen sagde i sin tale, da han i 2009 modtog Publicistprisen.
”Engang var mediehavet noget, man kunne navigere i, trods storme og dårlig sigt. Nu risikerer man at drukne i det,” skriver han.
Egentlig en meget ædruelig analyse, som i sig selv er de fire stjerner værd, bogen nu får efter den vel lange læse- og betænkningstid.