Prøv avisen
Interview

Eftertiden fik først sent øjnene op for omfanget af Leonardo da Vincis geni

Interessen for Leonardo da Vincis kunst og opfindelser er enorm her i 500-året for hans død. Her ses turister i Uffizi-gallerierne foran en Leonardo-statue. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ifølge tysk historikers nye bog hindrede Leonardo da Vincis mange talenter den italienske maler i at lave flere kunstværker. I hele 2019 markeres 500-året for Leonardo da Vincis død

I april 1476 kom maleren Leonardo da Vinci i offentlighedens søgelys i den italienske by Firenze. En anonym person havde anmeldt kunstneren samt tre andre mænd til myndighederne og beskyldt dem for alle at have et homoseksuelt forhold til en ung mand.

Firenzes regering, kaldet Signoria, lagde vægt på, at byen udadtil virkede som et fromt samfund. Utallige munke og nonner levede inden for bymuren, og deres tilstedeværelse samt knoglerne fra de mange helgener i Firenzes kirker skulle gerne være med til at holde al ondskab borte fra byen.

Men ifølge flere præster var netop homoseksualitet roden til meget ondt.

”Lovgivningen gav myndighederne i Firenze ret til offentligt at kastrere homoseksuelle eller brænde dem ihjel. De homoseksuelle havde samme funktion som jøder og hekse: Man gav dem skylden for, at der fandtes sult, prisstigninger, epidemier og krige,” siger den tyske historiker Bernd Roeck, der lige har udgivet bogen ”Leonardo”.

Hvis Firenze havde grebet til en af de drastiske straffesanktioner, ville eftertiden være gået glip af en række storslåede kunstværker, og vi ville aldrig have fået indblik i den genialitet, der udfoldede sig i Leonardo da Vincis hjerne. Men i stedet for at ty til skalpel eller bål valgte Signoria en mere moderat vej: Leonardo da Vinci sad fængslet nogle dage, men slap ellers med livet i behold.

”Når hele verden i år kan markere 500-året for Leonardos død, så skyldes det ikke mindst, at Firenze var en særlig åben og liberal stat under renæssancen. Man sagde, at Firenze var en ’città di parlare avida’, altså en sludrende by. Befolkningen talte gerne og parlamenterede om alt muligt. Man førte diskussioner om Gud og verden og om den såkaldte ’Firenze platonisme’. I det hele taget slog den skarpe tone over for anderledestænkende først rigtigt igennem i Europa med Luthers reformation og den katolske kirkes modreformation. I højrenæssancen, altså i tiden før Luther, var man vant til, at meninger kunne afvige fra normen, og det nød Leonardo da Vinci godt af. Det var en anden verden end i det 16. århundrede, hvor man gik langt mere snæversynet frem over for personer, der adskilte sig fra mængden,” siger Bernd Roeck.

Leonardo da Vinci var på mange måder et kontroversielt menneske, og det var ikke kun hans forkærlighed for mænd, der kunne have bragt ham på kætterbålet.

Han troede heller ikke på Gud, og dét var mindst lige så livsfarligt dengang.

”Heldigvis vidste de fleste mennesker slet ikke besked om hans kætterske holdninger. I renæssancen havde malere status som håndværkere og indtog ikke vigtige positioner ved hoffet, og derfor interesserede ingen sig for, hvad Leonardo da Vinci mente om politik eller religion. Man vidste ikke besked om hans skrifter, hvori han beskrev verden set ud fra en naturvidenskabelig vinkel, som ikke levnede plads til en kristen gud. Derfor var højst hans nærmeste omkreds klar over, at han ikke var troende,” siger Bernd Roeck.

Til gengæld fandtes der allerede på Leonardo da Vincis tid eksperter, der kunne se, at hans kunst var usædvanlig, og i deres øjne var det i orden, hvis han opførte sig lidt excentrisk.

Han gik gerne klædt i lyserødt tøj, var parfumeret, og omgav sig med heste, hvilket dengang var et statussymbol på linje med nutidens dyre biler.

”Han blev betragtet som et særdeles behageligt menneske med høflige manerer, og ved de offentlige fester var han en stor entertainer, der var god til at underholde folk. Han holdt derimod de fleste af sine opfindelser skjult for offentligheden, så længe han levede,” siger Bernd Roeck.

Der skulle derfor gå lang tid, før verden begyndte at få et rigtig indtryk af, hvor alsidigt og stort geniet Leonardo da Vinci virkelig havde været.

”Så sent som i 1860 skrev den schweiziske kunsthistoriker Jacob Burckhardt i bogen ’Die Kultur der Renaissance in Italien’, at man kun kunne ane det uhyre omfang af Leonardo da Vincis personlighed. Rent faktisk var det først i 1960’erne, da man i det spanske nationalbibliotek faldt over en konvolut med Leonardos skrifter – dokumenterne er sidenhen blevet betegnet som ”Codex Madrid” – at man begyndte at forstå omfanget af Leonardos genialitet, for eksempel at han kendte og beherskede alle skridt, der var nødvendige for at bygge maskiner,” siger Bernd Roeck.

Leonardo da Vinci har efterladt sig flere tusinde sider notitser, skitser for opfindelser og tegninger, men til gengæld kun få malerier. Bernd Roeck er overbevist om, at Leonardo da Vincis mange talenter ofte spændte ben for, at hans geni rigtigt kunne folde sig ud.

”Vi ville sikkert have haft flere storslåede malerier fra ham, hvis ikke han havde lidt af en form for adhd. Når man læser hans papirer igennem, er det tydeligt, at han havde svært ved at koncentrere sig. Han forsøgte at løse ét problem, men blev distraheret af tankerne om et andet problem. Ofte var han slet ikke herre over sine tanker. Dertil kom, at han var perfektionist, hvilket også hindrede ham i at gøre ting færdige.”

Bernd Roeck betragter det som et stort held, at Leonardo da Vinci levede i renæssancen og ikke i det efterfølgende 16. århundrede, hvor Europa ifølge den tyske historiker oplevede et åndeligt og intellektuelt tilbageskridt.”

”I renæssancen begyndte en udvikling, hvor folk blev mere og mere åbne og tolerante over for alt, hvad der var anderledes. Desværre blev denne udvikling afbrudt af Reformationen og modreformationen, hvor Europa oplevede en eskalation af alt religiøst, som endte i en række frygtelige religionskrige med Trediveårskrigen som højdepunkt.”

”Under renæssancen var man begyndt at betragte de tre store monoteistiske religioner kristendom, jødedom og islam, som ligebyrdige religioner, og dét er for mig et udtryk for, at man dengang var på vej til at nå til en vidunderlig erkendelse af, at religion bør spille en underordnet rolle i en stat. I dag kan renæssancens afslappede syn på religion fungere som en advarsel til os om ikke at lade religion dominere et samfund, sådan som man ser, at det stadig sker i flere tilfælde i Mellemøsten. Derudover kan vi lære af Leonardos tid, at vi skal udvise tolerance og åbenhed, at homoseksualitet ikke er en sygdom, og at enhver har ret til at blive lykkelig på sin egen måde,” siger Bernd Roeck.