Egne veje til Rom

Historiker og samfundsdebattør David Gress udsender i dag sine erindringer, hvor han blandt andet fortæller om sin konvertering til katolicismen

David Gress har rod i både USA og Danmark og har aldrig rettet sig efter, hvad eliten mener er "de rigtige meninger".
David Gress har rod i både USA og Danmark og har aldrig rettet sig efter, hvad eliten mener er "de rigtige meninger". . Foto: Bo Amstrup.

Ganske vist siger man jo, at alle veje fører til Rom. Men at de også skulle gøre det for den klassiske filolog, historiker, samfundsdebattør – med en hel del mere – David Gress, var alligevel ikke at forvente. Skønt han som søn af forfatteren Elsa Gress voksede op i et miljø, hvor kristendommen var komplet fraværende, konverterede han til Romerkirken. Han blev – og er – katolik.

David Gress har imidlertid altid, med titlen på sin store, komplekse og stofrige erindringsbog, der udkommer i dag, gået "Egne veje". Han genkender ikke sig selv i ret meget af, hvad der i såvel Danmark som USA gælder for "de gode meninger og de rigtige holdninger". Det har han aldrig gjort.

Han har rod i begge lande, er en mand med to nationaliteter: Hans far var amerikaner, og David Gress har boet næsten 20 år i USA. Han er en borgerlig intellektuel, en konservativ, der til stadighed har været i opposition. Hvad enten man er enig med ham eller ej – uden tvivl får han mange til at slå mindst syv kors for sig – må man anerkende hans format.

Tidligt vendte han sig mod totalitarismen i alle dens udgaver, herunder den kommunistiske. Studenteroprørets krav om samfundsrelevante studier eller endog studier som redskaber for revolutionen gav ham kuldegysninger. Og det er ham stadig ubegribeligt, hvordan "en generation af unge, der i egen bevidsthed var mere oplyst og mere kritisk end nogen tidligere, kunne falde for en så umenneskelig og ødelæggende ideologi som marxismen". Med dette grundsyn er det måske ikke så overraskende, at han forholder sig særdeles positivt, om end ikke ukritisk, til Tidehverv. Aktuelt tager han sig til hovedet over forestillingen om, at mennesker har magt til at kontrollere klimaet, og taler i den forbindelse om "det grønne vås". I det hele taget har han det ikke med at pakke sine synspunkter ind i venlige forbehold.

Bogen er ikke just en vel- disciplineret beretning om et liv. Kronologien må underlægge sig diverse sidespring – som faktisk ofte viser sig at være "hovedspring" – polemik og lærde betragtninger. Man må finde sig i, at David Gress intet forsøg gør på at skjule sin store lærdom og belæsthed. Om det private er han overvejende diskret.

En undtagelse er hans ret indgående beskrivelse af sit problematiske, både positive og negative, forhold til stedfaderen, den amerikanske maler Charles Clifford Wright. Om sin mor, Elsa Gress, skriver han derimod med en varme, der ikke anfægtes.

Til det mest interessante hører afsnittet om rejsen til kristendommen, en rejse, der vel begyndte med den bibelhistorie, den totalt uforberedte David Gress mødte i skolen. Sammenfattende noterer han, at Gud gjorde ham "mør på mange små og forunderlige måder".
SE TEMA: Bøger

Yderligere bemærker han, at han tilsyneladende bevægede sig ad "en rent intellektuel, ræsonnerende vej". Og dog var der ikke tvivl om, "at noget eller nogen bearbejdede mig, skønt jeg var for genert til at kalde denne nogen for Jesus Kristus eller Helligånden, selvom det naturligvis var ham".

Elsa Gress forstod ikke, hvorfor sønnen blev kristen. Men umiddelbart inden hun døde af kræft, havde hun en oplevelse, der – forekommer det – mere end tangerede det religiøse: Hun mærkede en hånd på sin skulder, samtidig med at det blev sagt til hende, at hun ikke skulle frygte noget. For hun var i gode hænder. David Gress tolker oplevelsen som "Guds signal om, at hun havde lov at give slip og gå over til en anden tilværelse".

Det er gribende læsning.

grymer@k.dk

David Gress: Egne veje. 460 sider. 198 kroner Forlaget Cepos. Udkommer i dag.