Indre Mission udgjorde det religiøse fundament i Egon Clausen barndomshjem

Forfatter Egon Clausens nære forhold til sin oprindelige hjemstavn ligger dybt indlejret i hans bog "Vestenvind"

Forfatter Egon Clausen har netop udgivet bogen "Vestenvind". - Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Forfatter Egon Clausen har netop udgivet bogen "Vestenvind". - Foto: Mikkel Møller Jørgensen. .

Egon Clausen, tidligere redaktør i DR samt en produktiv og alsidig forfatter, er født og opvokset i Hemmet i Vestjylland, men har boet det meste af sit liv i København.

Kærligheden til hjemstavnen har han imidlertid bevaret. Den er det dybeste lag i hans bog ”Vestenvind” bestående af essays fra de seneste 10 år – et enkelt er lidt ældre. Med henblik på den foreliggende udgivelse er alle tekster gennemskrevet på ny. Og i bogen ledsages de af en lang række af Clausens akvareller og tegninger. Hans talent inden for dette felt er oplagt.

I en smuk passage mindes han, hvordan han i en alder af 15 år blev bevidst om, hvad hjemegnen – opfattet i en større sammenhæng – betød og betyder for ham. Det var, da han vågnede en blæsende nat i marts, stod op, åbnede tagvinduet og stak hovedet ud i mørket. Og et sted derude hørte han vingeslag, formodentlig fra en flok gæs. Lyttende stod han, mens verden voksede for hans ører.

”Det var, som at høre kloden trække vejret, og hele Vestjylland, de store heder, Ringkøbing Fjord, vestenvinden og de våde engdrag langs Hemmet Bæk var med. Det var stort og uforglemmeligt. Sådan bliver man bundet til sin hjemstavn, og det bånd er stærkt. Det holder, så længe, jeg lever”.

Egon Clausen fremhæver ikke sin fortidige hjemstavn på bekostning af sin nuværende. Han er ikke nostalgiker, men realist. Det er et træk, der går gennem hele bogen.

Udgangspunktet er en rejse fra Charlottenlund nord for København, hvor han bor i dag, til Vestjylland. Men den skildres ikke – hvad man ellers nok kunne forvente – som en rejse fra centrum til periferi: Hver egn har sit eget centrum og sin egen historie. For Clausen er dette en vigtig pointe.

Charlottenlund betegner han som et pragtfuldt sted. Men vestjyden i ham må supplere med en tilføjelse: Blandt beboerne i det pragtfulde finder man ”direktører, jurister og kontorchefer af den slags, der bestemmer over land og rige, og som har været med til at beslutte, at lokalsamfund ud over hele landet skal ændres på radikal vis. Så rådhuse blev sat til salg, skoler blev nedlagt, butikker i tusindvis blev forladt og jernbanestationer blev degraderet til billetautomater”. Egon Clausen besøger denne virkelighed og beskriver den i al dens livløse tristhed.

Bogens komposition er ret vidtfavnende – med eksempler på forfatteren som spids debattør. Det, der for alvor gør bogen vedkommende, er dog de tekster, hvor vi kommer tættest på hans personlige vestjyske relationer – hvad vi gør blandt andet i ”Sidste sommer i Hemmet”, hvor han belyser sit forhold til kristendom og kirke.

Indre Mission udgjorde det religiøse fundament i hans barndomshjem. Senere kom han på kritisk afstand af folkekirken, som – fandt han – blev mere og mere indelukket og fordømmende. Derfor meldte han sig ud. Årene gik. Men sagen viste sig at være mere kompliceret end som så. Når han holdt foredrag i kirkelige kredse, oplevede han, at han følte sig hjemme i disse sammenhænge. Det udløste nogle overvejelser, som resulterede i, at han på et tidspunkt vendte tilbage til folkekirken som medlem. Og da var denne – som han så det – blevet en anden end den, han forlod.

Clausen lader teksten slutte med dette spørgsmål: ” (..) hvorfor skulle det tage så lang tid, og hvorfor skulle det være så svært for mig omsider at komme hjem igen?”

Egon Clausen: Vestenvind. Essays. 212 sider. 300 kroner. Forlaget Læselyst.