Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Egyptens store forfatter skriver fermt, men også firkantet om revolutionen i 2011

4 stjerner

Med ”Jeg løb mod Nilen” har den Bogforum-aktuelle forfatter Alaa al-Aswany skrevet en stor, ambitiøs kollektivroman om det egyptiske forår, der varede så kort og kostede så dyrt

”Disse tusindvis af mennesker, der samlede sig på Tahrir-pladsen og andre pladser i Egypten, er det sande folk – det folk, som alle taler om, men som ingen kender.”

Sådan skriver den revolutionære Mazen i et brev til sin elskede Asma, og de er begge del af det omfangsrige persongalleri i Alaa al-Aswanys ”Jeg løb mod Nilen”, der beskriver tiden umiddelbart før og efter den 25. januar 2011, hvor tusinder af egyptere gik på gaden for at protestere mod præsident Hosni Mubarak og mod korruption, politivold, urimelig lovgivning og knægtet ytringsfrihed.

Utilfredsheden og vreden kulminerede på Tahrir-pladsen i Kairo, hvor demonstranterne tog ophold og siden blev angrebet af myndighederne. 840 blev dræbt, 6000 såret og utallige udsat for tortur, før Mubarak blev væltet, og det egyptiske forår – der blev del af det omfattende arabiske forår – kunne blomstre.

Men glæden blev kort, for allerede i 2013 vendte hæren sig mod den demokratisk valgte Muhamed Mursi, og året efter var general Abdel Fatah al-Sisis ved magten – og vold, korruption og ufri presse atter hverdag.

Det er dén store og i sidste ende tragiske historie, al-Aswany forsøger at skildre, og han har gennem hele forfatterskabet, der blandt andet tæller den internationale gennembrudsroman ”Yacoubians hus”, stået på folkets side. Det har fået konsekvenser. I dag lever han i eksil i USA, og flere af hans bøger er forbudt i Egypten.

Det gælder også ”Jeg løb mod Nilen”, og man forstår hvorfor: Kritikken og væmmelsen ved ”stærke ledere” og islamismens overhoveder, og kærligheden til det frihedssøgende folk, er udtalt i beskrivelsen af snart sagt hver eneste karakter. Der er Ashraf, som aldrig har fået den karriere, hans talent berettiger til, fordi han nægter at fedte for magthaverne. Der er general Alwany, der hver morgen står op og ser porno for at kunne gå i seng med sin smældfede hustru og derefter kører på arbejde, hvor han ser til, at torturen er tilpas grusom. Der er generalens datter, Dania, som er forelsket i den gode Khalid, der er søn af en vognmand.

Det er bare et mindre udsnit af karaktererne, og ved at drage så mange temperamenter og socialklasser ind i fortællingen lykkes det al-Aswany at væve et billede af en såvel lykkelig som ulykkelig tid, hvor demonstranter bliver dræbt, men håbet om en anden tilværelse er lyslevende. Og romanen fungerer særlig godt i beskrivelserne af den gennemgribende korruption og det allestedsnærværende magtmisbrug, der til sidst bliver for meget for folket.

Som da generalens svoger gerne vil købe en attraktiv grund, og generalen ringer administratoren op og understreger, at hans svogers bud bestemt ikke skal behandles anderledes end de andre byderes. Men søreme om ikke svogeren kort efter tilbydes grunden, og generalens rolle i sagen beskrives sådan:

”Han henvendte sig til den ansvarlige og bad ham om ikke at give ham særbehandling. Hvad mere kunne han have gjort?”

Korruptionens dobbeltbundede sprog tales flydende af generalerne og af alle andre i magteliten – af politikerne, af de islamistiske overhoveder – og blandt dem er ægte kærlighed en sjældenhed. Det er den imidlertid ikke blandt dem, de undertrykker. For Ashraf, den mislykkede skuespiller, er det for eksempel forholdet til hushjælpen Ikram, der forvandler sig til en fin og sart kærlighed efter en lang periode med rene seksuelle ydelser.

Der er i det hele taget meget sex i ”Jeg løb mod Nilen”, der på den måde blander lyst og nød, og hvis titel stammer fra et af de autentiske vidnesbyrd om tortur, voldtægt og henrettelser, som al-Aswany har indlejret i romanen.

Det er voldsomt, det er bevægende, og det er dygtigt gjort. Når ”Jeg løb mod Nilen” alligevel ikke er suveræn litteratur, sådan som forskræppet har lydt, skyldes det den ferme, men også lidt mekaniske måde, hvorpå karaktererne bringes i spil, og lidt for tydeligt er tandhjul i den store fortællemaskine.

Al-Aswanys had til magthaverne og kærlighed til folket er også et litterært problem. Der savnes simpelthen nuancer, når de fattige og undertrykte så ofte er varme, livfulde og gode, og de rige og de magtfulde mest af alt er kolde og kyniske.

Men al-Aswany kan i dén grad skrive, og Victoria Westzynthius’ oversættelse fra fransk er klar og flydende. Så vil man have et kunstnerisk bud på, hvordan triumfen har blandet sig med tragedien i nyere egyptisk historie, er ”Jeg løb mod Nilen” afgjort et sted at vende sig hen.

Læs interview med Alaa al-Aswany i avisen i næste uge.