"Den brede befolkning er blevet grundigt træt af alle magt-elitens slidte fraser om, at der ikke er noget unaturligt eller ulovligt ved dette eller hint, for eksempel kapitaloverførsler fra Kaupthings fonde". Citat fra "Hvidbogen – krisen på Island" side 137.
Vi befinder os i Reykjavik år ét efter den finansielle nedsmeltning, og som man kan se på ovennævnte citater fra Einar Már Gudmundssons nyeste udgivelse "Hvidbogen – krisen på Island", så er den lille nations nulevende nationalforfatter nummer ét mere end bare almindeligt gram i hu. Han er vred på de såkaldte finansvikinger, hvis eventyr har efterladt en nation, der er gældsat til op over Heklas rygende top. Han er vred på politikerne, der lod det ske, og han er vred på den internationale valutafond, der efter hans mening holder hans land i en skruestik med minimale muligheder for bevægelse.
Og ja. Det virker nærmest bizart at tale med forfatteren til poetiske værker som "Ridderne af den runde trappe", "Universets engle" og "Navnløse veje" og så sidde og diskutere nationaløkonomi, neoliberalisme, nationalbankdirektører og økonomisk nedtur med meget stort N.
På sin vis foregriber Einar Már Gudmundsson selv interviewsituationen omkring tre fjerdedele inde i "Hvidbogen", hvor han beskriver en køretur med en af sine venner. Her fabulerer han over, at de pludselig sidder i en jeep og kaster om sig med ord som "ballastinvestor", "krydsejerskabsrelation" og "short sale". Begreber, som den ellers særdeles ordrige forfatter ikke havde haft det store kendskab til blot en håndfuld år tidligere.
Men der er kommet en finanskrise imellem, og her endte Gudmundsson blandt andet via sine skriverier i en rolle som folkets talsmand. Og det er disse essays, kronikker og avisindlæg, der ligger til grund for "Hvidbogen – krisen på Island".
– Mange henvendte sig til mig i forbindelse med det, jeg skrev om krisen. De oplevede, at jeg kunne sætte ord på, hvad de tænkte, og hvad de oplevede, og pludselig fandt jeg mig selv i rollen som en slags folkets bugtaler. Samtidig synes jeg, at magthaverne har haft ordet alt for længe i den her debat om krisen, og her vil jeg gerne blande mig både som almindelig borger og som forfatter, siger Einar Már Gudmundsson.
"Det er pengematadorerne lige meget, om man slet ikke ønsker deres tilstedeværelse. De kommer bare masende ind ad døren og giver sig til at plyndre løs. Bagefter bliver deres gæld væltet over på os, vores børn og vores børnebørn." (Side 64)
Både i bogen og i interviewet bliver der skudt med skarpt mod magthaverne. Gudmundssons pointe er – i meget grove træk – at profitten i de gode år blev privatiseret og endte i lommen på de såkaldte "ekspansionsvikinger", imens regningen, der nu skal betales, er blevet nationaliseret, så det er den almindelige islænding, hans børn, børnebørn og oldebørn, der hænger på regningen.
– Problemet er, at meget af det, ekspansionsvikingerne foretog sig, var lovligt. De kunne flytte værdierne fra et firma over i et andet og så lade det gamle gå konkurs og efterlade regningen til staten og befolkningen. Nu er opgaven så at få lovgivet og fundet løsninger, så det ikke kan gentage sig. Her er vi havnet i en fundamental krise mellem magthaverne – finansmændene og politikerne – som forsøger at opretholde det gamle system, og en befolkning, som vil have ændringer, men som mangler alternativer til neoliberalismen, siger Einar Már Gudmundsson.
I hans øjne er det selve neoliberalismen, der er den store skurk. Den sørger for muligheden for at privatisere alt fra naturressourcer til fiskekvoter og det nationale telefonselskab. Mulighederne for liberalisering har været der, og finansfolk og politikere fra stort set samtlige partier har bakket op omkring det uhæmmede frie marked.
– De har privatiseret alt og taget de værdier, som befolkningen har bygget op gennem årene, og så har man ødslet pengene væk og efterladt tomme selskaber. Neoliberalismen afløste på mange måder de sociale holdninger, der var i velfærdsstaten med dens socialdemokratiske idealer. Og jeg tror ikke bare, det er i Island, det er sket. Hos os ser du bare konsekvenserne i ekstrem grad. Island er endt som et slags laboratorium, hvor en hel verden har kunnet se, hvor galt det kan gå.
"Hvis befolkningen opførte sig ligesom regeringen, skulle vi nu, hvor gælden regner ned over os, bare smide vores regninger ned i en tønde og så holde pressekonference bagefter." (Side 30)
Regningen til den islandske befolkning er som landets nationaldigter og nobelpristager Halldór Laxness' forfatterskab: Stor. Den materielle optur for hr. og fru Island skete nemlig for lånte penge, og efter det økonomiske kollaps er både renten og arbejdsløsheden skudt i vejret, hvilket ikke gør det lettere at komme af med sin privatgæld. Befolkningen, der gladeligt hoppede med på vognen, har dog, som Gudmundsson ser det, også været mere naiv, end godt er.
– Når en ung mand, der siden sin konfirmation er blevet bombet med tilbud fra sin bank, får kørekort og så låner penge til en stor bil, så er det jo, man kan spørge, hvorfor hans forældre ikke har rådet ham anderledes, eller hvorfor han ikke selv kunne se, at han egentlig ikke havde råd til sådan en bil – og hvad skal han i det hele taget med en stor bil. Det var, som om ungdommen var forblændet af forretningsfolkene og helt havde mistet realitetssansen, siger han.
Realitetssansen er ifølge Einar Már Gudmundsson efterhånden ved at vende tilbage til atlanterhavsøen. Nok har historien om, at de islandske kvinder igen er begyndt at mødes i strikkeklubber, og det faktum, at det at være offentligt ansat ligefrem kan være en "score-replik" i nattelivet, måske ikke helt samme glans over sig, som dengang avisernes erhvervstillæg handlede om islændinge, der opkøbte stormagasiner og drog på dyre aviseventyr i Danmark. Men det gamle ordsprog om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – heller ikke et nationaløkonomisk kollaps – holder endnu.
– Det er ikke bare en tom kliché at sige, at der er kommet noget positivt ud af krisen. For meget af det, der brød sammen, var jo bare en boble af materialisme – det var jo det rene ingenting. Disse værdier, som byggede på grådighed, har det svært i Island i dag, og samtidig oplever vi, at folk, der er blevet arbejdsløse inden for forskellige områder, går sammen for at finde nye idéer til at komme ud af krisen. Men der er også flere, der står i kø for at få hjælp hos eksempelvis de kirkelige organisationer, så vi kommer ikke foreløbig til at glemme, hvad det økonomiske kollaps har betydet, siger han.
"Man har talt om uagtsomt landsforræderi, og der verserer endeløse skandalehistorier, men man foretager sig slet ingenting, der bliver ikke truffet nogen politiske beslutninger, der bliver ikke foretaget lovændringer, nej, lovene bliver tværtimod brugt til ingenting at gøre." (Side 15)
Island har en voldsom natur. Her er vulkaner, klipper, varme kilder, høje vandfald og dybe kløfter. Med krisen, kollapset og "køkkentøjsrevolutionen", hvor befolkningen gik på gaden i vinterkulden og støjede med gryder, pander, grydelåg og -skeer blev der skabt en ny kløft – mellem politikerne og befolkningen.
Da skandalerne begyndte at rulle, blev befolkningen rystet over, at de kunne have valgt et Alting, der handlede så uansvarligt. Og Altingspolitikerne blev overraskede, da protesterne begyndte at tage form. Det ene ord tog det andet, demonstrationerne blev flere, og ordene blev hårdere, indtil daværende statsminister Geir Haarde slog en streg i lavastøvet, da han kaldte den demonstrerende del af befolkningen for "rakkerpak".
– Det var nærmest som Østtyskland. Regeringen sad på toppen, omringet af partifæller, rådgivere og politikere fra de andre partier, der stort set var enige. I sådan en situation ved alle, hvad hinanden siger og mener, så det bliver også til en slags teater, hvor politikerne er skuespillere. De forsøgte længe at undgå befolkningen og blev overraskede, da de så til sidst mødte de almindelige mennesker, der sad med problemerne og faktisk havde gennemskuet det hele, siger Einar Már Gudmundsson.
Som han ser og skriver det, så bliver det mere end almindeligt vanskeligt at bygge bro over kløften mellem befolkningen og politikerne. Politikerne er ikke interesserede i at ændre meget på hverken det nuværende system eller på lovgivningen – og de modsiges ikke af en samlet front i befolkningen.
– Omkring "køkkentøjsrevolutionen" skød der organisationer og debatgrupper op som paddehatte, mange af dem forsvinder måske nu, nogle fortsætter som små grupper. Situationen i den sammenhæng er meget uklar, og vi står derfor med en rådvild befolkning, siger Einar Már Gudmundsson.
Selv er han ikke politisk aktiv, selvom hans taler, hans avisindlæg og "Hvidbogen" kunne forlede en til at tro noget andet. Har man læst bare et par stykker af hans romaner, er man dog ikke i tvivl om, at hans sympati ikke ligger hos folk med store villaer, lyseblå skjorter og helikopterlandingsplads i baghaven. Og trods sin rolle som talsmand for en vred og skuffet befolkning kunne han ikke forestille sig selv som politiker. De politiske dagsordener mangler simpelthen elementer som historien, drømmen, vi drømte i nat, og kærligheden.
– Virkeligheden er mere mangfoldig, end magthaverne vil gøre den til. Jeg oplever det system, som lægger hovedvægten på det materielle, som et meget snævert system. Jeg har altid været optaget af folk, der har måttet kæmpe imod virkeligheden eller kæmpe for at komme ind i virkeligheden. Det være sig sindssyge, alkoholikere, fattige eller børn. Og mange af de moralske værdier, jeg kæmper for, er efterhånden flyttet ud blandt de mennesker, der står lidt uden for samfundet. Der sker simpelthen mere i de miljøer, end der gør i de politiske partier, siger han.
Så trods hans rolle som talsmand for omkring 300.000 vrede efterkommere af de "rigtige" vikinger er det stadig mere poesien end politikken, der trækker i Gudmundsson. Og titlen "Hvidbogen" er da heller ikke hentet fra det utal af politiske og analytiske hvidbøger, der udkommer.
– De islandske politikere udgiver selv en hvidbog om, hvad der gik galt. Min bog hedder på islandsk "Den hvide bog", og det peger tilbage til The Beatles' "Hvide Album" fra 1968, siger Einar Már Gudmundsson.
fiirgaard@kristeligt-dagblad.dk
"Hvidbogen – krisen på Island" er netop udkommet på Informations Forlag.