Havregrynskugler
Mangen en barnehånd har gennem årene æltet sig gennem den brune og grynede masse, der, når den trilles til kugler og rulles i kokos, bliver til de havregrynskugler, vi kender så godt.
I dag er det rent overskud at have en dåse havregrynskugler stående i køleskabet – men faktisk blev de opfundet i en mangeltid. Af kulturhistoriker Dorthe Chakravartys bog ”Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen” fremgår det, at hittepåsomme husmødre i årene 1940-1945 opfandt både marcipan og trøffelkonfekt lavet på gode danske havregryn. Den ægte vare, altså rigtig marcipan og chokolade, var stort set umulig at få fat i. Men selvom der var rationering, stod der stadig sukker, smør (eller svinefedt) og forskellige slags essens på hylderne hos købmanden.
I nutidens opskrifter er det rom, espresso, vanilje eller appelsinsaft, der giver havregrynskuglerne smag. Datidens ”havregrynskonfekt”, som havregrynskuglerne originalt hed, blev lavet med kakaoerstatning, kaffeerstatning, et skvæt vin og mandelessens. Konfekten havde desuden den fordel, at den kunne laves klar helt uden tilberedning på komfuret. Så slap den enkelte husmor for at skulle tænke på sit forbrug af el og gas, der også var rationeret.
Julestokken
Julestokke, med deres røde og hvide striber, er inkarnationen af jul. Men deres oprindelse er lidt af et diskussionsemne. Historikerne er til en start enige om, at sukkerstænger var det helt store nummer i Europa og især Tyskland i 1600- og 1700-tallet. Og det er også et faktum, at immigranter i 1800-tallet bragte sukkerstængerne til USA og her gav dem de karakteristika, de har i dag; pebermyntesmag og røde striber.
Herfra tager legenderne over: Der findes en historie om en tysk kordegn i Kölns katedral, som tilbage i 1670 gav sine kordrenge sukkerstænger for at holde dem i ro under julens midnatsmesse. Men det behagede ikke kirkens øverste, der mente, at slik ikke hørte hjemme i en kirke. Så den kvikke kordegn fik den idé at give sukkerstængerne form som en hyrdestav, så de passede til højtiden.
En anden forklaring går på, at en sukkerkoger i staten Indiana, USA, på et tidspunkt blev så træt af den verdsliggjorte jul, at han opfandt bolsjestokken, som vi kender den. Den skulle få folk til at besinde sig på det, julen rent faktisk handler om, altså Jesu fødsel.
Det hvide skulle symbolisere Jesu renhed. Det hårde, at han er fast som en klippe. De røde striber, tre smalle og én bred, for Jesu sår og for det blod, der blev udgødt på Golgata. Og sidst, men ikke mindst: formen som en stav til den hyrde, der henter lammet hjem fra sit vildspor.
Marcipangrisen
I 1800-tallets bondekultur var slagtningen af julegrisen noget af det, der blev set allermest frem til, fortæller Annette Hoff, seniorforsker ved Den Gamle By i Aarhus.
”Det har kun været det bedre borgerskab, der havde marcipangris, og den var først og fremmest et symbol. Bønderne spiste den rigtige gris, for dem var julegrisen helt central. Alle familier på landet så frem til den ferske julemad, og det er klart, for man havde ikke køl og frys, så fersk kød kunne ikke holde sig ret længe. Derfor stod den også på saltede, tørrede og røgede ting resten af året,” siger hun.
I det ikoniske københavnske konditori La Glace har man fremstillet marcipangrise til salg siden 1870. Der er flere bud på, hvordan mandelgaven er opstået: Én forklaring er, at borgerskabet har taget model efter den franske helligtrekongerstradition med kongekage (galette des rois), hvor man støber en lille kongefigur ind i en kage, som én af selskabets gæster så er så heldig at få.
Men der findes også kildemateriale, der viser, at bønderne på landet i 1700- og 1800-tallet havde en tradition med at gemme en nød i sødgrøden, og den, der så fandt nødden, vandt et kys af pigen på gården.
Frugtflæsk
Den blævrende bløde form for vingummi med frugtsmag, dækket med sukker, deler vandene. Især yngre generationer, som er vokset op med en sejere form for vingummi har det svært med frugtflæsket, mens mange i den ældre generation har et nostalgisk forhold til denne type slik. Frugtflæsket bruges også i Tyskland, hvor det kaldes for ”Speck”, men findes også længere sydpå og stammer sandynligvis fra Mellemøsten. I Tyrkiet har man en lang tradition for en lignende sliktype, det, der her i Vesten er blevet kaldt ”turkish delight”. Det er slikstykker med en klæbrig konsistens, ofte med en parfumeret smag af rosenvand eller orangeblomst.
Herhjemme har vi traditionelt spist det såkaldte kvædebrød, der fremstilles ved at koge pulp af den sursøde kvædefrugt og sukker sammen til en tyk geleret masse, lade den størkne og skære den i mundrette bidder, som trilles i sukker.
Kvædebrødet var populær konfekt i 1800-tallets Danmark, og allerede i 1504 optræder kvæder i dronning Christines hofholdningsregnskaber. Det stammer sandsynligvis fra Syden og spises faktisk i hele verden. I Italien går det under navnet ”cotognata”. I England har man ligeledes en lang tradition for kvædebrød, der hedder det bare ”quince cheese”, kvædeost.
Brændte mandler
Det er svært at ignorere den helt fortryllende duft af brændte mandler, der breder sig over mangen en dansk gågade her ved juletid. De er faktisk et relativt nyt fænomen, som sandsynligvis er kommet til Danmark omkring 1960’erne, måske fra Mellemøsten, hvor traditionen for at dække mandler med sukker er lang og stolt. Til gengæld er den danske tradition for nøddespiseri op mod jul meget lang, forklarer Bettina Buhl, madhistoriker og museumsinspektør ved Det Grønne Museum.
”I den selvforsynende kultur på landet i 1700- og 1800-tallet har nødder været noget helt særligt, man stort set kun brugte som konfekt op mod jul. Man havde ’nedplukkedag’ på gårdene i september, hvor madmoderen gav børn, piger og karle fri, og så gik man ud for at samle nødder,” siger hun.
Men på et tidspunkt blev nedplukningen så omfattende, at kongen måtte gå ind og lave regler for, hvad der måtte samles. Det blev til, at man måtte samle, hvad man ”kunne have i hat og handske” af nødder, fortæller Bettina Buhl.8