Ejendommelig, men lettere kedelig naturlyrik

Morten Chemnitz er en særegen stemme på den danske lyrikscene, men i længden bliver hans tekster for monotone

Inden for litteraturvidenskaben har denne opmærksomhed vist sig i fremvæksten og udviklingen af beslægtede retninger som nymaterialisme og økokritik, mens den for litteraturens vedkommende bl.a. er kommet til syne i en ny bølge af vigtig og relevant økopoesi.
Inden for litteraturvidenskaben har denne opmærksomhed vist sig i fremvæksten og udviklingen af beslægtede retninger som nymaterialisme og økokritik, mens den for litteraturens vedkommende bl.a. er kommet til syne i en ny bølge af vigtig og relevant økopoesi.

I de seneste år har vi i den litterære offentlighed oplevet en fornyet interesse for naturen, miljøet og klimaet.

Årsagerne hertil er mange, men den mest åbenlyse er selvfølgelig, at vi befinder os midt i en enorm og uoverskuelig krise, der gør det nærliggende – hvis ikke ligefrem nødvendigt – at undersøge og diskutere menneskets selvforståelse og relation til det ikke-menneskelige.

Inden for litteraturvidenskaben har denne opmærksomhed vist sig i fremvæksten og udviklingen af beslægtede retninger som nymaterialisme og økokritik, mens den for litteraturens vedkommende bl.a. er kommet til syne i en ny bølge af vigtig og relevant økopoesi, der – med vidt forskellige strategier og æstetikker – direkte eller indirekte kan siges at markere en afstand til eller et opgør med den dualistiske, antropocentriske tankegang, der placerer mennesket i centrum og øverst i hierarkiet.

Det drejer sig bl.a. om en flok af unge danske lyrikers værker, som Amalie Smiths ”I civil” (2012), Theis Ørntofts ”Digte 2014” (2014), Sigurd Buch Kristensens ”De danskes Øer” (2014), Lea Marie Løppenthins ”Nervernes adresse” (2014), Signe Gjessings ”Ud i det u-løse” (2014) og ”Blaffende rum nænnende alt” (2015), Glenn Christians ”Gran Canaria” (2015) og Liv Sejrbo Lidegaards ”Fælleden” (2015).

Til denne strømning hører også Morten Chemnitz’ stilfærdige, neddæmpede og anti-antropocentriske naturlyrik i debuten, ”Inden april” (2013) og i efterfølgeren ”Bindingerne”. Er der så sket noget på de tre år? Tja. Digtene er blevet længere, mere prosalyriske, men ellers er alt mere eller mindre ved det gamle.

Vi har stadig at gøre med en ovevejende minimalistisk, nærmest restriktionsbaseret æstetik, hvor hvert af de 47 prosadigte i bogens to dele gentager og varierer det samme begrænsede ordmateriale, der særligt fordeler sig på tre grupper: naturelementer (regn, bregner, græs, træer, blade, vand, hav, sol, vind etc.), farveadjektiver, gerne sammensatte (grågul, blåsorte, gråsorte, rødgrå, hvidblå, rødbrune, hvidgrøn etc.) og ikke mindst forholds- og bindeord (i, foran, omkring, under, over, imellem, og etc.).

Og vi møder fortsat et sensibelt, lyrisk jeg, der spiller en særdeles tilbagetrukket rolle. ”Jeg går i de nedfaldne blade og imellem”, lyder første sætning i bogen, men ellers er det kun ganske få gange, at dette jeg stikker næsen frem. I stedet får vi altså en poesi, der afdæmpet og sanseligt, uden store armbevægelser og metaforer, registrerer og beskriver landskabet og naturen med særlig fokus på alle de forbindelser, sammenkoblinger og relationer – bindinger kunne man også sige med bogens eget ord – der hele tiden er på færde.

Det lyder f.eks. sådan her: ”De matgrønne blade i de lave havtorn nedenfor skrænten. Ind over engen. I/ regnen som omgiver regnen. I de gentagne fald fra askens blade også. Foran/ den gulgrå bark. De hvidlige dråber udskilte fra det grønne. Ned imod græsset./ Og bag de bredt flossede blade som vender sig i blæsten. Med regnen udenom./ I det tæt omslyngede tjørnekrat også. Som vinden står ind imod. Som over/ de fladt rundede sten med den gule skrænt ned til. Den lerede klint hen/ foran vandet. Med den vedvarende blæst som gennemløber det blågrønne/ vand i dybe furer. Og med solen med i det. I det hvide øverste af de knuste/ bølgekamme. Indover før kysten. Som med det hvidgrønne græs. Og som/ skråner for vinden. Om i de skiftende hældninger hen foran solens hvidlige lys.”

Der er ingen tvivl om , at Chemnitz således kan skrive gode digte og flotte linjer, ligesom det er tydeligt, at vi her har at gøre med en yderst talentfuld forfatter, der med sin poesi har udviklet en ejendommelig og interessant stemme i dansk lyrik.

Men når det er sagt, så savner jeg lidt mere vildskab, lidt mere afveksling måske. For selvom bogen er organiseret over en udvikling fra vinter (første del) til sommer og begyndende efterår (anden del), er det i høj grad ensformigheden, der står tilbage.

Polemisk formuleret: Har man læst én tekst af Chemnitz, har man læst dem alle. Den dvælende og nærmest meditative stil, der møder læseren igen (og igen), bliver i længden lettere monoton, trættende. Problemet er med andre ord ikke så meget de enkelte digte som værket i sin helhed.