Prøv avisen

Ejersbo får DR-pris to år efter sin død

DR Romanprisen tilfalder Jakob Ejersbo, der døde i 2008. Forfatteren får prisen posthumt for bogen "Liberty", som er sidste bind i hans Afrika-trilogi

Næsten to år efter sin død er forfatteren Jakob Ejersbo blevet hædret med DR Romanprisen på 25.000 kroner.

Ejersbo får prisen for sin roman "Liberty", som han næsten havde gjort færdig, da han døde af kræft, 40 år gammel, i sommeren 2008.

Johannes Riis, forlagsdirektør hos Gyldendal, og Jakob Ejersbos ven og litterære sparringspartner Christian Kirk Muff tog mod prisen.

"Liberty" er sidste bind i Ejerbos såkaldte Afrika-trilogi, der desuden består af bøgerne "Eksil" og "Revolution".

Vinderbogen blev udpeget af en jury, der består af fem medlemmer af DR Roman-klubberne, som 20.000 danskere er med i. Dels på bibliotekerne, dels gennem Danmarks Radios digitale bogklub.