Prøv avisen

Ekko af nye nuancer i Mellemøstkonflikten

Det nyeste nummer af filmmagasinet Ekko byder på et scoop: en dokumentarfilmsinstruktør fra den palæstinensiske flygtningelejr i Libanon, Ain El-Helweh. Foto: Ekko

A World Not Ours. Instruktion: Mahdi Fleifel. 93 minutter. Følger med marts-nummeret af Ekko.

Fem ud af seks stjerner

Filmmagasinet Ekko er altid en fornøjelse at læse. Med en række stærke faste skribenter og redaktionens aldrig svigtende evne til at spotte tendenser på tværs af tidens aktuelle biograftitler er bladet med et oplag på godt 10.000 eksemplarer uomgængeligt for den filminteresserede.

I det nye nummer er der blandt andet artikler om den forbløffende mængde virkelig gode amerikanske film, der lige nu vises på de danske lærreder: Nebraska, 12 Years A Slave, Hende og Coen-brødrenes nyeste, Inside Llewyn Davis.

LÆS OGSÅ: Den virkelige historie om slaven fra Oscar-vindende film

Det er jo nærmest en ny miniguldalder for USAs filmindustri, vi bevidner, og Ekko sætter gode ord på de nævnte kvalitetsfilm. Vi hører også om, hvorfor og hvordan provinsen fylder meget i tidens danske film, og om den nye Mikael Persbrandt-film Mig ejer ingen, som Henrik Wivel anmelder her i avisen ved premieren den 10. april.

Scoopet i det nye nummer er imidlertid fra en helt anden del af verden, nemlig fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, Ain El-Helweh. Hertil er den danske dokumentarfilminstruktør Mahdi Fleifel, der boede i lejren indtil slutningen af 1980erne, hver sommer rejst hjem for at besøge venner og familie.

I filmen samler han 20 års optagelser til et stærkt dokument om den palæstinensiske tragedie. Drømmen om at vende tilbage til de steder i det nuværende Israel, hvorfra tusinder flygtede og blev fordrevet ved Israels oprettelse, lever i bedste velgående hos den gamle palæstinensiske flygtningegeneration.

Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at vi på film får dokumenteret, at den yngre generation ser anderledes på sagen og ikke automatisk skyder skylden for det palæstinensiske folks situation på jøderne. Fatah-ledelsen og Arafat-styret bliver i filmen af instruktørens barndomsven udsat for hård kritik, og det gør virkelig indtryk at se, hvordan desperationen over den eksistentielle udsigtsløshed i lejren parres med en konkret kritik: Hvis ikke de palæstinensiske ledere havde været korrupte og uduelige, kunne en aftale med Israel måske være indgået for længe siden.

I et interview med Lars Movin i magasinet lægger Mahdi Fleifel ikke skjul på sine holdninger: Israel kom og stjal palæstinensernes hjemland. Så enkel er historien nu ikke, men det er filmens store styrke, at den så at sige er klogere end sin instruktør og føjer mange nuancer til konflikten. Herunder altså en skarp Arafat-kritik, der betyder, at filmen ikke kan vises i de palæstinensiske områder.

Det er trist, men typisk for den tilspidsede situation, men så må man glæde sig over, at A World Not Ours er vist nærmest i hele den øvrige verden og har modtaget et væld af priser. Og nu kan Ekkos læsere altså også kigge med på den musikalsk boblende og menneskevarme film, der er blevet beskrevet som Woody Allen møder Kafka i en palæstinensisk flygtningelejr.

bach@k.dk