Prøv avisen

Eksamensbeviset er måske ikke så vigtigt

"Generelle kvalifikationer" synes at være en tanke, der er helt forladt i nutidens uddannelsestænkning, skriver Nils Gunder Hansen. Foto: Iris.

Uddannelse ses som nøglen, der kan åbne en bestemt lås. Men verden er stor, og der er mange døre

Under en pause i undervisningen kunne jeg høre de studerende diskutere forårets udbud af kurser. Hvad skulle man vælge? Noget, der lød spændende, eller noget, der ville se godt ud på cvet?

Jeg har før lagt mærke til, at nutidens studerende har adopteret alt det, uddannelsesminister Morten Øster-gaard og Dansk Industri hele tiden siger: jo mere erhvervsrettet, jo bedre. Da jeg for nogle år siden skulle have et kursus midtvejsevalueret af de studerende, sagde de, at de var glade for at læse Hal Koch, K.E. Løgstrup og Julius Bomholt, de følte, at de blev klogere på livet, og at de blev bedre som mennesker, men det var jo ikke noget, der battede på eksamensbeviset. Arbejdsgiveren ville hæfte sig mere ved, at de havde deltaget i et kursus i Projektledelse for humanister.

LÆS OGSÅ: Man skal da ikke være følsom for alvor

Jeg blev overrasket over, at de studerende tænkte så instrumentelt omkring deres uddannelse. Jeg blev også lidt bekymret, fordi de så optimistisk antog, at en arbejdsgiver virkelig ville nærstudere deres eksamensbevis: Bomholt? Tja, bum bum Projektledelse? Bingo!.

Forstå mig ret. Jeg hylder princippet om, at uddannelser skal være erhvervsrettede. Jeg har selv tilbragt over halvdelen af mit arbejdsliv uden for universitetet, i dagspressen, og jeg elsker, når gnisten kan springe mellem undervisningslokalerne og verden udenfor. For tiden kører jeg et kursus i skriftlig kommunikation og formidling for BA-studerende fra fag som dansk, litteratur- og medievidenskab, og jeg har haft et par tidligere kolleger inde at vende som gæsteforelæsere, den ene er featurejournalist på et stort dagblad, den anden er kommunikationschef i et ministerium.

De studerende var glade for forelæsningerne, men jeg møder også stadig en instrumentel attitude helt ned i detaljen. En studerende forklarede mig, at hun gerne ville ansættes i forlagsbranchen, hun ville i hvert fald ikke være journalist, og derfor var hun lidt træt af, at vi gjorde så meget ud af de journalistiske genrer. Hun havde brug for at øve sig på de genrer, der var relevante på et forlag. En anden studerende var så begejstret for den ministerielle forelæsning, at han spurgte gæsteforelæseren, hvilken uddannelse man skulle have for at blive ansat i hans ministerium. Hvortil forelæseren forklarede, at de skam havde folk med vidt forskellige uddannelser ansat.

I min ungdom talte man om generelle kvalifikationer. Det gjorde ikke noget, at man havde taget en lang brødløs uddannelse som litterat eller antropolog, for samtidig med at man var blevet meget klog inden for et bestemt fagområde, havde man erhvervet analytiske og refleksive færdigheder, der kunne bruges i mange forskellige sammenhænge. Og sådan gik det da også i min generation af humanister, hvor de færreste blev ansat til det, de havde uddannet sig til.

Tanken om de generelle kvalifikationer synes helt forladt i nutidens uddannelsestænkning. Man taler om uddannelser, som om de er nøgler til ganske bestemte låse. Hvis man vil ind ad en bestemt dør, og den er låst, så skal man have nøglen til at låse den op. Det er, hvad videregående uddannelse går ud på. Det er, hvad Morten Østergaard og Dansk Industri bilder nutidens unge ind, og desværre synes tankegangen at have tag i dem. Når det afgørende ved studier er, at de er erhvervsrettede, så må ethvert erhverv vel også have et studium, der passer til det som nøgle til en lås.

Men sagen er jo, at en stribe humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser kun kan være erhvervsrettede på et vist generelt niveau, fordi der er så potentielt mange forskellige jobs, den type kandidater kan havne i. Også fremtidige jobs, vi ikke i dag kan forestille os.

Man bliver ikke en bedre forlagsmedarbejder af at fravælge journalistik. Jo bedre og mere varieret man skriver inden for forskellige genrer, formater og tidshorisonter, jo mere kvalificeret er man inden for alle slags skriftlig kommunikation. Dette er den simple sandhed bag filosofien om de generelle kvalifikationer. Jo mere man kan på et vist generelt niveau, jo flere steder kan man bruges. Og så gør det heller ikke noget, at man kan sætte kommaer, siger en forlagsredaktør af mit bekendtskab.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hveranden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv