Eksistenserne bag front- linjen

Matilde Kimer har begået en fremragende fortælling om Ukrainekrigen, og hvad den gør ved menneskers liv

5 stjerner

Matilde Kimer, DR’s ruslandskorrespondent, var ”live” igennem fra Maidan-pladsen i Kiev på P1 Morgen hos Mette Walstad Vestergaard. Pludselig må hun afbryde interviewet. Ukrainekrigen bryder bogstavelig talt ud om ørerne på hende.

Hvad den dag sidenhen bringer, ved Matilde Kimer ikke den morgen. Men det ved vi i dag. ”Krigen indeni” er fortællingen om hvad den dag udartede sig til. For Ukraine. For Europa. Og for Bogdan, Anna og Matilde, hvis skæbner hver især defineres den dag og frem til i dag.

Dagen er sidenhen blevet til ”Maidan-massakren”. Ukrainske indenrigsstyrker skød og dræbte demonstranter på Maidan-pladsen. Og satte gang i en række skelsættende begivenheder. Regimeskifte i Kiev, Krim, krigen i Østukraine – den nye øst-vest konflikt. Men nede i konflikten lever og agerer mennesket. ”Krigen indeni” drives frem af tre karakterer og deres skæbner.

Anna er vokset op i Sovjet. Var Sovjet ikke brudt sammen, ville hun og hendes mand i dag være en pæn familie i det bedre sovjetborgerskab. I stedet tilhører de det postsovjetiske borgerskab. De driver sammen en succesfuld parfumevirksomhed. Og er i det daglige optaget af det gode familie- og middelklasselivs velsignelser. Og er drevet af almindelig ordentlighed i omgangen med deres medmennesker.

Bogdan er glødende nationalist. Opildnet fra barnsben. Og søgt ind i den voldssubkultur, der er en del af den politiske scene i Ukraine. Han er trænet og skolet i et miljø, der har elementer som vi kender fra hooligan-miljøet, rocker-miljøet, bz-miljøet og radikaliserede miljøer.

For begge er Maidan-massakren et år nul. Fra da af drives deres liv videre af konflikten. Og begge ender ude ved fronten i Østukraine. I forskellige roller. Vi er med på deres rejse, lærer dem empatisk at kende på egne præmisser.

Vi lærer gennem dem de politiske og historiske dagsordeners dybe kompleksitet i Ukraine. Anna og Bogdan går kompromisløst ind i den samme kamp. Men er ikke drevet af samme drøm. Begge vil af med den korrupte elite. Anna vil et borgerligt-liberalt system efter europæisk forbillede. Bogdan et nationalt rent Ukraine, bygget på stærke nationale værdier. Det kommer eksempelvis til udtryk i et spørgsmål, om kommunistpartiet skal forbydes. Bogdan er med til at tage initiativ til og rasere kommunisternes hovedkontor. Og tage bo der en tid på bedste bz-manér. Anna skriver på sin Facebook-side:”Hvad er det nu for noget … Vi skal jo vise, at vi er bedre!”.

Matilde Kimer giver os fortællingen om Ukrainekrigen. Ridser selv de historiske linjer op, der eksempelvis viser den dybe kompleksitet, der ligger omkring Krim, omkring Vestukraine og Donbass. Historisk vanskelige problematikker, man nødvendigvis må forstå nuancerne i.

Matilde Kimer siger selv, at hun er optaget af, hvad krigen gør ved mennesket. Jeg ser hende først som sidst optaget af mennesket, af Næsten. Og at krigen er den scene, der stiller mennesket tydeligere. ”Krigen indeni” er en fremragende fortælling – både om krigen i Europa og om mennesket, det postsovjetiske menneske. For det er Anna og Bogdans skæbne – at være postsovjetiske mennesker. Og at kæmpe videre i ruinerne af det sovjetiske imperiums sammenbrud, som har givet Europa den nuværende krig.J