Eksperimenterende berliner-roman

Japansk-tyske Yoko Tawada har fået international opmærksomhed for sin satiriske roman om tre generationer af isbjørne

Eksperimenterende berliner-roman

Modermælk, sukkerknald, snefnug. Farven hvid har en særlig tiltrækningskræft for isbjørnene i denne roman, og den snor sig gennem skriften som et poetisk greb i en fortælling, der ellers kan forekomme lidt forstilt.

Yoko Tawada flyttede som ung fra Japan til Tyskland, og hun har valgt at give stemme til et meget tysk fænomen, nemlig isbjørnen Knut, 2000’ernes mediedarling i Berlin Zoo.

”En isbjørns erindringer” handler faktisk om hele tre generationer af isbjørne. Først følges bedstemoderen, der optræder med en trehjulet cykel i cirkus, så hendes datter Toska og datterens særlige forhold til isbjørnepasseren Barbara, og til sidst følges Knut, Toskas søn.

Fortællingen er på alle måder meget konstrueret. Bedstemoderen er fra Moskva, men indbydes til konference i Berlin og lander i Schönefeld. Her overfaldes hun af nynazistiske drenge og vil derfor rejse til Canada, som måske vil modtage hende som politisk flygtning. Hun tilhører jo et etnisk mindretal, som en ung kvinde har fortalt isbjørnen.

Hun suges gennem en bog ind i en ny tilværelse i Canada for derfra at søge tilbage til Østtyskland. Her bliver isbjørnedatteren Toska cirkusartist som sin mor og får op gennem 1990’erne stor succes med nummeret ”Dødskysset”, hvor hun med sin tunge tager en sukkerknald ud af munden på mennesket Barbara.

De indbydes til at optræde i hele verden, men forbydes i USA på grund af sundhedsbestemmelser. Knut bliver som bekendt også en stjerne, men uden at gøre andet end at lege. Sidste del af romanen om Knut er lidt diffus, men at bruge ham som figur skaber opmærksomhed og er nærmest et meta-mediestunt for ”En isbjørns erindringer”.

Fortællingen leger med læserens orientering, for eksempel er bedstemor isbjørn jegfortæller i første del og indgår i verden, uden at der løftes et øje. På den måde eksperimenteres med en synsvinkel, der er i en anden krop end den menneskelige, men især bruges konstruktionen til at stille skarpt på aktuelle samfundsrelevante emner.

Blandt andet tænker isbjørnen om sig selv i skoletiden: ”Jeg var den eneste hvide og kraftige pige mens alle andre piger var slanke og brune. De havde korte næser og brede pander. Jeg kunne se stoltheden i deres skuldre.”

De andre elever er brune bjørne, bliver det klart, og da hun jamrer over at være anderledes end dem, svarer et menneske, der gør rent på skolen, at ikke alle bjørne er brune bjørne, hun skal blive ved med at være, som hun er.

Her og gennem hele romanen berøres på denne måde spørgsmål om mindretal, farve og desuden om national identitet, og i sin fortælling trækker Tawada på flere litterære traditioner.

Dels eventyrets og fabelens, hvor dyr kan være hovedpersoner og hjælpe til at pointere nogle simple livsanskuelser som i tilfældet med bedstemoderen i skolen. Dels en politisk-satirisk tradition, som den kendes hos for eksempel George Orwell i hans ”Animal Farm”.

”En isbjørns erindringer” bliver dog aldrig rigtig bidende, er mere legende, lidt flagrende, og stærkest, hvor den er mest poetisk og æterisk.