Eksperimenterende forsøg på systemkritik er bedst, når forfatteren tier stiller

Jacob Skyggebjerg vil bruge autofiktion til systemkritik af psykiatriens hjælpeløshed, men bogens ansvarsløshed virker selv ret apatisk

Det er paradoksalt nok journalen, som Jacob Skyggebjerg ikke selv har skrevet, men dog selv indarbejdet i eget kunstværk, der fungerer bedst. Det er tindrende hverdagspoesi fra et hjælpeløst system. –
Det er paradoksalt nok journalen, som Jacob Skyggebjerg ikke selv har skrevet, men dog selv indarbejdet i eget kunstværk, der fungerer bedst. Det er tindrende hverdagspoesi fra et hjælpeløst system. – . Foto: Fryd Frydendahl/Gladiator.

Jacob Skyggebjerg (født 1985) er tilbage med et umiskendeligt stykke autofiktion, hvor hans jeg ikke er til at skelne fra bogens. Det er sikkert et fornuftigt genrevalg, idet Skyggebjerg ikke bare havde stor succes med ”Vor tids helt” i 2013, der havde nogle af de samme træk, men også har et tydeligt ikke-fiktivt opgør at tage med det psykiatriske system. ”Hjælp” er i denne sammenhæng nemlig ikke et udråb, men et sarkastisk ment navneord: Den ”hjælp” (nu med lille h), han modtog over fem år som en behandlingsdom for forsøg på vold mod en politibetjent efter en bytur i Vejle i 2007.

Næsten to år senere fik han dommen og blev derefter indlagt et hav af gange over fem år – selvom fortælleren tydeligvis mener at være blevet uskyldigt dømt. Han endte med behandlingsdommen, fordi han bildte systemet ind, at han var psykisk syg, for at slippe for at komme i fængsel.

Alligevel forsikres det i bogens indledning, at ”på det tidspunkt, da alle de her ting skete, kunne jeg ikke handle anderledes”. Med andre ord et hæmningsløst forsvar for egen fejlfrihed, men åbenbart ikke for menneskets frihed til at handle anderledes.

Hovedpersonen bliver vitterligt udsat for meget, og fortællerens stædighed er til tider forståelig i mødet med socialstatens trang til at knuse menneskers virkelyst. Eksempelvis når psykiatrien som en meningsløst institutionaliseret godhed indlægger fortælleren ved tvang, hvorved han mister sin bolig, og derefter storsindet tilbyder at hjælpe ham med at skaffe ham en bolig.

Eller når han påpeger ansattes uværdige måde at tale til voksne mennesker, som om de var børn (hvem, der har været i kontakt med socialstaten, kender ikke dette grænseløst amoralske fænomen?), men dernæst har fået at vide, at enkeltpersoner ikke bør omtales ”i særdeles nedladende og devaluerende sætninger”.

Bogen er opdelt i tre typer tekst. Lange beskrivelser fra ét af opholdene på en lukket afdeling i Viborg, kursiveret tekst fra forskellige perioder i løbet af de fem år samt citater fra Skyggebjergs journal, som han har fået aktindsigt i.

Det er paradoksalt nok journalen, som Skyggebjerg altså ikke selv har skrevet, men dog selv indarbejdet i eget kunstværk, der fungerer bedst. Det er tindrende hverdagspoesi fra et hjælpeløst system, bygget af udannede og tilsyneladende eksistentielt uerfarne moralister, der dybest bare vil høre fortælleren overgive al magt til systemet. Nøjagtig i udtryk som kravet om, at hans ”devaluerende sætninger” skal ophøre. Hvem taler sådan?

Sådan fungerer bogens udstilling af systemet bedst. Til gengæld er den passivt-aggressive bedrevidenhed i Skyggebjergs prosa lige så åbenlys som systemets. Bogen er tydeligvis tænkt som reel systemkritik og ikke bare fiktion, og forskellen mellem ”organisk væsen og maskine” bliver iscenesat, men fortællerjeget er ikke væsensforskelligt fra systemet.

Det tror heller ikke på det enkelte menneskes frihed: Hovedpersonen har selv spillet psykisk syg. Han er selv blevet genindlagt efter at have skrevet et digt om glæden ved ”at vide/ at selv et pansersvin kan lide”, i anledning af en dræbt politibetjent. Og han indkaldes på et tidspunkt igen, fordi han glemmer obligatoriske møder. Stædigheden er forståelig, men at hævde, at han ”ikke kunne handle anderledes”, er en besynderlig forlængelse af systemet, ikke dets modsætning, fordi den personlige ansvarsløshed tydeligvis dyrkes. Bogen kunne have fået en anden nerve, hvis jeget havde prøvet med pælen i kødet snarere end de evige smøger i kæften.

Skyggebjerg er tidligere blevet hyldet for sit overrumplende billedsprog, men det er næsten udrenset fra ”Hjælp”. For det meste er teksten holdt i en nøgtern, men let manisk stil, der skal give indtryk af pacificeringen, og til tider lykkes en slags prægnant afmagt: Som når systemet giver én noget, og man slæber sig frem af sit hundehul og ”labber gul suppe i sig af en bulet blikskål”, eller følelsen af, at ”hvis noget er en vitaminindsprøjtning, så er det at komme ned på en gågade efter at have siddet seks uger med en lille flok galninge på fjerde sal”.

Problemet er, at der i vanlig Gladiator-stil tillades ordflom, sådan at denne prægnans flyder ud i en alt for lang bog, hvor kun journalerne bliver en poetisk lise. Problemet er også, at bogens hovedtema i form af mødet mellem menneske og system flyder ud, når mennesket i sin selvbestaltede hjælpeløshed ikke virker synderligt forskellig fra samme socialstats indbildske tilbud om – ”hjælp”.