Prøv avisen

Ekspert: Det personlige ansvar drukner i diagnoser

Flere livsvilkår bliver til lidelser som for eksempel sexafhængighed. En farlig tendens, advarer professor

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, overvejer at føje en stor sexlyst til den voksende liste over afhængighedssygdomme. Det skriver Politiken lørdag.

Men tendensen med de mange nye sygdomme som sexafhængighed kan være problematisk. Ifølge professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann kan det personlige ansvar ende med at forsvinde blandt de mange diagnoser.

- Vi stiller jo typisk diagnoser for forhold i livet, som mennesker netop ikke har magt over. Og jo mere vi inkluderer under den hat, desto mere mister vi fornemmelsen for, at vi faktisk kan gøre noget ved vores eget liv, siger Svend Brinkmann til Ritzau.

- Det kan være, vi bruger for megen tid og for mange penge på sex. Det kan være, vi spiser for meget. Det kan være, vi er for uansvarlige med vores penge. Og i det øjeblik, at det bliver til psykiatriske diagnoser, opstår der en form for ansvarsforflygtigelse.

Han fremhæver desuden, at der er en økonomisk samfundsbelastning ved at opfatte flere og flere livsproblemer som psykiatriske lidelser, der skal have diagnoser.

- Når noget bliver til en diagnose, kommer det over i sundhedsvæsnet, hvor det pludselig bliver et samfundsmæssigt anliggende at hjælpe og behandle.

- Her kan man godt spørge, om det er rimeligt at gøre alle mulige problemer og forskellige former for menneskelige tilstande til sygdomme, siger Svend Brinkmann.

Psykiatere vurderer i dag, at omkring en fjerdedel af danskerne opfylder kriterierne for mindst én psykisk sygdom i løbet af et år.

- Jeg er begyndt at kalde det for "diagnosesamfundet". Det er et samfund, hvor vi igennem det filter, som de psykiatriske diagnoser udgør, filtrerer vores oplevelser af, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at have problemer i livet.

- Jeg tror, at det kan føre til, at vi mister fornemmelsen for grundlæggende eksistentielle og moralske anliggende i tilværelsen, siger Svend Brinkmann.