Ingen får nogensinde igen det samme forhold til klovne, nonner eller kastanjedyr, når de har set gyserfilmene "It" fra 2017, "The Nun" fra 2018 eller Søren Sveistrups Netflix-gyserserie "Kastanjemanden" fra 2021. Og et besøg hos svigerforældrene eller de hollandske ferievenner vil for altid virke mere skræmmende efter "Get Out" fra 2017 og Christian Tafdrups "Speak No Evil", som netop har haft premiere.
Gyserfilm er uhyggelige, men især de seneste fem år har de også været uhyggeligt populære. Netop i 2017 passerede genren for første gang en årlig omsætning på en milliard dollars, og gysernes samlede markedsandel i filmens verden blev med ét fordoblet fra cirka 5 til cirka 10 procent om året. I de to coronaår 2020 og 2021 nåede den endda op over 12 procent, og Mathias Clasen, som er lektor ved institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet og forsker i gyser-genren, mener, at der er en direkte sammenhæng mellem verdenskrisen og den kraftigt stigende interesse for gys. På den baggrund kan det ses som perfekt timing, at "Speak No Evil" kommer netop som Rusland har invaderet Ukraine.
"Det er betegnende, at gyserfilmene slår alle rekorder netop i en tid, hvor virkeligheden er uforudsigelig og skræmmende. Det bekræfter efter min opfattelse, at gys ikke er noget, vi mennesker især opsøger i fredelige tider, hvor vi har overskud. Det er derimod en genre, vi i usikre tider opsøger som en form for forberedelse på verdens usikkerheder, en coping-strategi," siger Mathias Clasen, som akkurat er i gang med et forskningsprojekt om, hvordan mennesker bruger såkaldt rekreativ frygt til at håndtere kriser i det virkelige liv.
Thomas Alrik Sørensen er psykolog og hjerneforsker ved Aalborg Universitet. Han konstaterer, at menneskehjernen arbejder på en måde, så den hele tiden prøver at gemme de informationer, som ruster os til at håndtere fremtidige trusler og problemer. Derfor giver det grundlægende god mening at skrækfilm vinder frem i skrækkelige tider.
"Der er et paradoks i, hvorfor vi underholder os med at se gyserfilm, når det er ubehageligt. Men genren gør brug af elementer som intens musik og nervepirrende effekter, som engagerer publikum i handlingen. Men jeg tror ikke, det skal ses alt for bogstaveligt som en forberedelse til virkeligheden. Der er trods alt ikke meget, der tyder på, at vi får brug for at kunne håndtere at blive jagtet af en øksemorder," siger Thomas Alrik Sørensen.
Han tilføjer, at det at se gyserfilm virker meget forskelligt på mennesker. For nogle er det udelukkende ubehageligt, mens andre måske har erindringer om at have set skrækfilm sammen i en gruppe af unge og forbinder oplevelsen med kammeratskab og et adrenalin-kick som det, der udløses af de vildeste rutsjebaner i Tivoli.
Men inden for gyserfilm-genren er der en udvikling i gang, hvor gyserfilm bliver mere kunstneriske frem for blot en tur i underholdnings-rutsjebanen, påpeger Mathias Clasen, som vurderer, at Christian Tafdrups nye film kan blive et "nøgleværk" for en bred anerkendelse af gyserfilm som seriøs kunst i Danmark.
"Man kan sige, at to svaler, 'Kastanjemanden' og 'Speak No Evil', gør ingen sommer for gysergenren i Danmark. Men de to aktuelle danske værker flugter med en international udvikling, hvor der er en stigende anerkendelse af genren," siger han.
Mathias Clasen uddyber, at der også langt tilbage i historien har været lavet gyserfilm med meget på hjerte rent kunstnerisk, også i Danmark. Carl Th. Dreyers "Vampyr" fra 1932 er en klassiker, og Ole Bornedals "Nattevagten" fra 1994 ses som genrens genfødsel på dansk i nyere tid. Men en del af den nye udvikling er, at gyserfilm går endnu tættere på en genkendelig virkelighed.
I mange af de klassiske filmfortællinger er det onde repræsenteret ved vampyrer, varulve, zombier og andre fantasivæsener, men nogle af de markante nye film klarer sig helt uden sådanne monstre. I Jordan Peeles "Get Out", som vandt en Oscar for bedste manuskript i 2018, er der kun en ung sort mand, som skal på weekend hos sin hvide kærestes forældre, og i "Speak No Evil" er der bare en dansk familie, der skal besøge nogle bekendte i Holland, påpeger Mathias Clasen:
"De nye film viser, at gysergenren kan meget mere end bare at give publikum svedige håndflader og pludselige chok. De bruger gys som et af virkemidlerne til at fortælle historier, som behandler væsentlige og aktuelle sociopolitiske emner som for eksempel racespørgsmål."