Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Eksperter: Disse litterære tendenser kommer vi til at se i den kommende bogsæson

Johannes Baun, Anne-Marie Mai og Martin Glaz Serup. Foto: Leif Tuxen/Polfoto/Polfoto

På tærsklen til en ny bogsæson har Kristeligt Dagblad bedt tre litterære eksperter om at tage et kig i den litterære spåkugle. De spår et år med mere autofiktion, familiefortællinger og litteratur, der zoomer ind på det lille, enkelte menneske i en verden af store omvæltninger og kriser

Anne-Marie Mai, professor i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet

”Det, jeg især lægger mærke til ved den kommende bogsæson, er, at der er en række spændende udgivelser på vej af forfattere som Ida Jessen, Hans Otto Jørgensen, Ida Marie Hede, Cecilie Lind og Peder Frederik Jensen. Mange af dem forlænger nogle af de temaer, der har været vigtige de seneste sæsoner: Det er blandt andet historier, der kredser om familien og fortiden, som Ida Jessens bog ’Doktor Bagges anagrammer’, der følger op på den historiske skildring ’Den nye tid’ fra 2015. En anden forfatter, jeg hæfter mig ved, er Hans Otto Jørgensen, der kommer med en bog med titlen ’Revolutionær’. Noget af det, der er Hans Otto Jørgensens styrke, er, at han er god til at væve det historiske og det personlige stof sammen på en meget original måde. Det er to af de bøger, der ser ud til at tage fat i både det historiske og i Ida Jessens tilfælde familien, og det har vi set som en stærk tendens i de seneste sæsoner.

Jeg tror også, vi kan vente os skildringer af sociale problematikker fra den verden, vi befinder os i. Peder Frederik Jensen kommer til februar med en ’dommedagsmonolog’ om individet og samfundets forfald, mens der også kommer en ny bog fra Jacob Skyggebjerg, som er kendt for at tage fat i sociale problematikker, dystopiske scenerier og undergrundsmiljøer. Et andet tema er kulturmøder, blandt andet med Selma Rosenfeldt-Olsen, der kommer med en bog om en ung kvindes oplevelser i det tidligere DDR, mens lyrikeren Luca Engberg Talamona debuterer med digtsamlingen ’Alcatraz’ om mødet mellem italiensk og dansk kultur. Kulturmøder, kulturudveksling og kulturkonflikter er temaer, der også har spillet en væsentlig rolle de senere år. På den måde synes jeg, at det ser ud, som om de bøger, der udgives i den kommende bogsæson, tager temaer op, som vi har set de senere år, mens de samtidig forhåbentlig bidrager med nye vinkler og nye former for skildringer.

Personligt håber jeg, at vi den kommende sæson får flere bøger, der tager fat på de svære temaer om sygdom og sundhed. Vi har haft rigtig stærke udgivelser de senere år, blandt andet med Maria Gerhardts ’Der bor Hollywoodstjerner på vejen’ om sin kræftsygdom og sidste år med Klaus Lynggaards bog ’Personfølsomme oplysninger’.

Disse alvorlige, tragiske og store emner har vores forfattere haft et stærkt greb om. Samtidig er 2017 det store børnebogsår, hvor vi fejrer 50-årsjubilæet for en række fantastiske udgivelser, blandt andet af Cecil Bødker og Ole Lund Kirkegaard i 1967. De viste helt nye veje og rykkede børnelitteraturen i en helt ny retning, som mange forfattere siden har fulgt, udviklet og fornyet. Det store halvtredsår håber jeg vi får fejret med nogle helt nye, stærke børnebøger, der på samme måde som dengang udvikler børnebogslitteraturen. Jeg glæder mig også til at se det manuskript af Peter Laugesen, der har været bortkommet i næsten 40 år, men som mirakuløst blev fundet igen. Det udkommer på Asger Schnacks forlag, der også fejrer Dylans nobelpris med en genudgivelse af Klaus Høecks 1970’er-digte, ’Dylan forever’, nu på både dansk og engelsk.”


Johannes Baun, litteraturredaktør på Weekendavisen

”Jeg tror, det er svært at nagle en tendens på et halvår, idet tendenser har længere bølgegange. Men jeg tror, at der er to ting, der især kommer til at fylde noget: Den ene er hele spørgsmålet om det autobiografiske, som på en måde er gået fra at være en eksklusiv kunstnerisk strategi til at være et naturligt førstevalg for virkelig mange forfattere. Det er en tendens, og det betyder også, at der er rigtig mange, som nærmest bliver forargede, når spørgsmålet om autofiktion kommer op, fordi man ikke rigtig gider det længere. Det er så selvfølgeligt, at man kan spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet skal tale om det.

En anden ting, som jeg synes ligner en tendens, er en fuldstændig opløsning af gængse genrer, som vi ser især i den smallere og mere eksperimenterende ende af litteraturen. Det er en voldsom sammenfatning af alle mulige genrer, hvor man kaster alle typer tekster ind i en bog, der kan være ganske tynd, og kalder det et sammenhængende værk, mens det samtidig virker, som om det bevæger sig i 117 retninger på én gang. Der tror jeg, man vil se en større respektløshed eller utålmodighed i forhold til genrebegreberne eller, hvis man skal være meget kritisk, en mangel på sortering.

Og så tror jeg, der er en modreaktion, hvor forfattere, der sådan set er vilde nok, kommer til at skrive mere traditionelt. Det bedste bud lige nu er Merete Pryds Helle, der netop har modtaget De Gyldne Laurbær for en meget skøn, rig og kunstnerisk stærk, men egentlig ret traditionelt fortalt historie. En forfatter som Ida Jessen arbejder også ekstremt formbevidst inden for en mere klassisk ramme. Formbevidstheden har hun sådan set tilfælles med mere formeksperimenterende folk, men hun vælger en mere klassisk ramme og siger ’jeg kaster mig ikke over 17 genrer, jeg fokuserer på én og arbejder stilistisk ekstremt stærkt med den’.”


Martin Glaz Serup, forfatter, ph.d. og medgrundlægger af den litterære blog Promenaden

”Hvis jeg skulle prøve at sige lidt om, hvor jeg tror, at den danske litteratur bevæger sig hen i 2017, kunne et bud på et par overskrifter blandt andet være ’verden’ og ’patos’. Forstået på den måde, at forandringerne i den store verden på en meget direkte måde vil bryde ind i den lille. Flygtningekrise, europakrise, økologikrise og USA’s krise bliver måske ikke omtalt direkte med navns nævnelse, men stemningen vil være klar: Etiske og moralske overvejelser omkring hvad ’jeget’ har med ’resten af verden’ at gøre, og hvilket ansvar ’jeg’ i givet fald har og ikke har. Jeg spår, at en vis passivitet eller apati får stemme i måske særligt poesien.

Poesien, der oplever et veritabelt popstjerneagtigt højdepunkt i de her år, vil fortsat være vældig politisk på mange forskellige måder. Samtidig tror jeg også, at det vil være ’patetisk’, forstået på den måde, at den ikke vil være bange for de store følelser, for klichéerne, højstemtheden og for at være ærlig. Patosen tager afsæt i det individuelle rum, i intimsfæren.

I forlængelse af interessen for omverdenen lader det til, at post-koloniale perspektiver vil få stadig mere plads i litteraturen herhjemme. Det er en bevægelse eller bevidsthed, der længe har været der internationalt, men som først for alvor har fået luft, tanke og stemme i Danmark de seneste par år med temaer som Afrika, Grønland, Jomfruøerne, hvidhed og repræsentation.

Jeg vil tro, at vi også vil se en masse såkaldte konceptuelle og autobiografiske strategier i brug. Det er der sikkert mange journalister og forskere, der fortsat vil have en fest over. Men de overser, at ’opfindelsen’ af de strategier allerede er mere end en litterær generation gamle. Når de bliver anvendt i dag, er det ikke så meget for at være med på det nye eller for at gøre opmærksom på de greb i sig selv. For forfatterne er det bare blevet naturlige redskaber fra værktøjskassen, på samme måde som for eksempel metaforer er det. Endelig tror jeg, at vi fortsat vil se en del bredere, realistisk funderet prosa, der handler om familieliv, kønsroller, ensomhed og begær, som det udfolder sig i det fiktive og reelle Danmark i 2000’erne og 2010’erne.”