Eksplosioner åbner til evigheden på kunstmuseet i Lemvig

Voldsomme kræfter er til stede i Anita Houvenaeghels kunst. Eksempler kan nu opleves på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor de vises samtidig med en i denne sammenhæng mindre relevant Johannes Larsen-udstilling

Anita Houvenaeghel arbejder med religiøse motiver i et næsten abstrakt sprog, og på den nye udstilling kommer man godt rundt i hendes produktion. Her ses ”Opstandelsen” fra 2007. –
Anita Houvenaeghel arbejder med religiøse motiver i et næsten abstrakt sprog, og på den nye udstilling kommer man godt rundt i hendes produktion. Her ses ”Opstandelsen” fra 2007. – . Foto: Museet for Religiøs Kunst.

Uanset hvor længe man er på en udstilling, kan man føle, at man forlader den for tidligt. På vej væk tænker man på alle de detaljer og pointer, som man blev ved med at se dukke op – og på, hvad man yderligere kunne have oplevet, hvis man var blevet endnu længere.

Måske man så havde oplevet lige netop det, der havde givet billederne den fulde mening for én.

Tanker som disse blev denne gang udløst af farvernes danseglæde på udstillingen ”Anita Houvenaeghel – Genklange” på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, hvor den vises samtidig med ”Johannes Larsen. Fugle på træk gennem kunst og lyrik”, produceret af Faaborg Museum. Begge udstillinger kredser om forholdet mellem billede, ord og musik, mest udfordrende og grænsebrydende på den første og helt traditionelt på den anden.

Anita Houvenaeghel arbejder med religiøse motiver i et næsten abstrakt sprog, i en virkelighed, hvor voldsomme kræfter er til stede, destruk- tion sammen med skabelse. Man er vidne til eksplosioner, eller til tiden efter eksplosioner. Et åbenbart nødvendigt led i et lidenskabeligt forsøg på at slippe fri af for eksempel barndommens klaustrofobiske rum, der fremtræder som et pulterkammer med et kaos af væltede minder. Uhyggeligt, deprimerende, men ikke kun det. Man ser åbninger ud mod en anden verden.

Anita Houvenaeghels ”Kalligrafisk maleri” fra 2015. –
Anita Houvenaeghels ”Kalligrafisk maleri” fra 2015. – Foto: Musset for Religiøs Kunst

Det er som at få et glimt af evigheden. Eller er det at overfortolke? Et billede med en antydet korsfæstelse som centralt motiv viser, at det er det nok ikke. Bag og over Jesus på korset hvælver himlen sig, et befriende syn omgivet af mørkets kræfter, der slår en truende ring omkring det trodsigt håbefulde. Synet af dette er brudt frem med tydelig, sejrende kraft. Det er et meget stærkt billede.

Det samme er et andet opstandelsesbillede, der skildrer kampen mellem lyset og mørket i netop det øjeblik, hvor den når sit klimaks. Korset går til ved det. Knækker sammen. Og så alligevel ikke. Man oplever voldsomheden i fødselsstunden. Afslutningen, som beskrives, er først og fremmest en ny begyndelse. Man trækkes dybt ind i den.

En tilsvarende nærhed oplever jeg ikke over for de billeder, hvor Houvenaeghel ellers meget udfordrende har offertanken i forgrunden – med hentydninger til brødets og vinens funktion i den kristne gudstjeneste. Et stort værk med denne tematik, ”Efter nadveren”, viser et stykke kød, der ligger lysende i et rum af mørke. Og dér bliver det for mig liggende.

I en vægtekst – formodentlig skrevet af kunstneren – læser man om ”magiske ukendte rum, der befinder sig dybt i mit indre”. Det er de rum, billederne fører beskueren ind i.

I en anden tekst læser man om mødet mellem jord og himmel, ganske konkret, det drejer sig om fysiske fænomener som lys og skygge. Men det drejer sig tillige om ”noget andet”. Man fornemmer det guddommeliges nærvær også i de værker, der har udgangspunkt i det nordiske landskab.

Meget er på færde hos Houvenaeghel. Tyngden i hendes udtryk er svævende let.

Anita Houvenaeghels ”Kalligrafisk Landskab” fra 2015. –
Anita Houvenaeghels ”Kalligrafisk Landskab” fra 2015. – Foto: Museet for Religiøs Kunst

Af en særegen effekt er de billeder, der er blevet til i et tværkunstnerisk samarbejde med violinisten Karen Humle. Udstillingen indeholder videoptagelser fra en performance, hvor sidstnævnte spiller, samtidig med at Anita Houvenaghel skaber sine såkaldte musiske billeder – for det meste udført med få farver. Man aner i de ophængte eksempler den situation, de er blevet til i. Den udløsende spontanitet.

Man betragter billederne, mens man lytter til musikken. Man kan være i tvivl om, hvor den egentlig kommer fra. Fra billederne eller fra violinen? Og hvor kommer billederne fra? Er de mon malet med en violinbue?

Som et kuriosum vises enkelte af kunstnernes meget tidlige værker. Blandt motiverne er kolonihaver og en børnefødselsdag. Det er nydelige og sikre arbejder. Men det er ikke dem, man ønsker sig tilbage til, når man modvilligt forlader udstillingen med alle dens rigdomme.

En ganske anden verden kommer man til, når man fortsætter til Johannes Larsen-udstillingen. Dens omdrejningspunkt er de træsnit, som kunstneren i årene 1911-1913 udførte til Steen Steensen Blichers digtsamling ”Trækfuglene. Naturconcert” (1838). Udgaven med Larsens illustrationer regnes for et hovedværk i dansk bogkunst.

Man ser ”Fugle på træk gennem kunst og lyrik” omgivet af en diskret lydkulisse i form af Blicher-sange. Men også fugledigte af nutidige digtere er repræsenteret. Udstillingen er en strammet version af den, der sidste år blev vist på Faaborg Museum.

Johannes Larsens ”Bur med kanariefugle” fra 1910. –
Johannes Larsens ”Bur med kanariefugle” fra 1910. – Foto: Faaborg Museum

Jeg undrer mig over, hvad Johannes Larsen skal på Museet for Religiøs Kunst. Hvis der var noget, Larsen ikke var, så var det religiøs. Skal ordet hæftes på hans kunst, bliver det i en så bred betydning, at det mister mening. Men naturligvis er det rigtigt, hvad Gry Hedin indleder en katalogtekst med at fastslå: ”En fugl er ikke bare en fugl, og når fugle fortolkes, får de sjæl.”

Jeg ved ikke, hvad Johannes Larsen havde sagt til begrebet ”flyvende sjæle”. Hos mig – der holder meget af Larsens kunst – slog hans fugle i denne sammenhæng ikke ned.

Jeg måtte melde alt optaget – af Anita Houvenaeghels sprængninger ind til det religiøse med dets pludselige grænseløse udsigter.

Jeg ser mig stadig tilbage efter dem. Larsen må vente til en anden dag, et andet sted.