I 2012 udkom en af de mærkeligste bøger, man har set på dansk, nemlig Anne Carsons ”Nox”. Værket er en leporello, hvilket vil sige en bog, hvor de 196 sider er foldet sammen og lagt i en æske, og mellem bogens fortløbende tekst er der anbragt et mylder af forskellige materialer i form af håndskrevne sedler, gamle familiefotos, leksikale artikler og citater fra antikkens litteratur.
Anne Carsons værk ”Oven vande” er som ”Nox” blevet oversat og udgivet af en ihærdig trio af avantgardistisk orienterede tidligere forfatterskoleelever, nemlig Pejk Malinovski, Peter Højrup og Martin Larsen. Vi har som med ”Nox” at gøre med et avanceret bogobjekt, for det drejer sig om en æske med 22 hæfter af varierende længde, i hvilke man finder alle mulige teksttyper såsom oversættelser, digte, lister, noter, dramamanuskripter og essays i en skøn uorden.
At give et overblik over Carsons rodekasse er en vanskelig opgave, og i pagt med den avantgardistiske optik, hvor alle autoritative værk- og genrebegreber står for fald, er forestillingen om, at man ikke kan sige noget endegyldigt og samlende om ”Oven vande” også i digterens ånd. Når Carsons tekster er mest effektfulde, benytter digteren sig af i hvert fald to æstetiske strategier.
Den ene består i tråd med den konceptualistiske poetik i, at bestemte, oftest ikke-litterære, tekstfragmenter approprieres fra en fremmed kontekst og indsættes i et litterært værk. Et blændende eksempel på dette er én af de 22 tekster med titlen ”Åbenhjertighed”, hvori der optræder uddrag fra en brevveksling mellem den berømte science fiction-forfatter og ”seksuelle socialist” H.G. Wells’ kone Jane Wells og en af mandens ”mange kvinder”.
Det fortælles: ”Jane holdt rede på deres op- og nedture, havde dem lejlighedsvis til te, sendte dem lykønskningstelegrammer, når de ventede H.G.’s horeunger, og modtog deres sympatitilkendegivelser, når hun blev syg. ’Sikke syg du har været … sikke ked af det jeg blev … sikke glad jeg er …,’ skrev Rebecca West. Jeg gad vide, hvor længe Jane Wells stod og granskede dette brev, før hun fandt sin blyant frem og tilføjede et par vage understregninger og udråbstegn, der gør det til en helt anden slags dokument.”
Blandt andre montage- eller readymade-agtige guldklumper i Carsons værk finder man en håndfuld oversatte digte af den fransk-canadiske digter Émile Nelligan, der tilbragte hele sit liv indlagt på et psykiatrisk hospital, men hvis digte er foruroligende gode, så at man tænker på, om han ikke burde have en plads i den ekspressionistiske verdenskanon mellem digtere som Georg Trakl og Edith Södergran.
Den anden æstetiske strategi i ”Oven vande” består i en slags – med Bertolt Brechts udtryk – verfremdungseffekt, hvorved der forstås, at der i teksterne springes mellem hudløs empati og distanceret refleksion. En tekst hedder ”Faldende onkel” og fortæller indfølt og tænderskærende om en onkel Harry, der er eneboer og langsomt går fysisk og psykisk i opløsning, mens teksten, der er sat op som et ”foredrag”, hele tiden afbrydes af et kor, der iført ”Gertrude Stein-masker på pinde som hele tiden svippes op og ned (unisont) på signal”, fremkommer med en strøm af absurdistiske metakommentarer til foredraget.
Der er kort og godt adskillige fantastiske fund i Anne Carsons rodekasse, som dog også rummer en række tekster, som med deres indforståede referencer og sproglige fragmentering er overordentligt vanskeligt tilgængelige. At der er passager og et par af de 22 hæfter i Carsons værk, som jeg ikke fatter en bønne af, skal dog ikke afholde mig fra at anbefale ”Oven vande” som et værk, der indeholder flere digteriske eksperimenter og et større oplevelsespotentiale, end man er vant til i dansk litteratur.