Prøv avisen
Bog

Bjørn Wiinblad var eksponent for livsglæden

5 stjerner
Bjørn Wiinblad var på dansk grund en blandt meget få kunstnere, som opererede i feltet mellem kunst og design – noget, der blev set ned på i hans tid. Den nye bog om ham er et fremragende redskab til at erkende og måske også anerkende Bjørn Wiinblads bidrag til kunsthistorien. – Foto: Poul Petersen/Ritzau Scanpix

Ligegyldigt kitsch eller kompleks og dyb kunst? Fremragende bog kulegraver for første gang Bjørn Wiinblads samlede indsats

Var Bjørn Wiinblad (1918-2006) eneren, som svigtede sit kunstneriske potentiale i sin endeløse hang til at behage? Og bør han af den grund forblive ude i kulden, hvor smagsdommerne for mange år siden parkerede ham? Eller fortjener han tværtimod at komme ind i varmen på grund af sine værkers renhjertede uskyld, harmoniske skønhed og deres evne til at sprede livsglæde? Denne diskussion holdes svævende igennem hele Heidi Lauras gennemresearchede bog, som også inddrager nogle nye æstetiske teorier.

Forfatteren er kulturjournalist ved Weekendavisen, og takket være hendes grundige og læseværdige bog fremtræder Wiinblads kunst nu langt mere kompleks end hidtil antaget. Samtidig viser forfatteren, at Wiinblads hang til skønhed og paradisisk harmoni bidrog til at give ham den brede, folkelige anerkendelse, især fordi efterkrigstidens forslåede befolkning havde behov for ”helende” og livsbekræftende kunst.

Bogen bevidner yderligere, at Wiinblad ikke var nogen ener, som han ellers ofte opfattes som, men tværtimod en dansk eksponent for nogle udbredte, internationale tendenser. Hans orientalsk inspirerede kunst med snabelsko, haremsbukser og figurerne med de karakteristiske runde ansigter, trekantede næser og mandelformede øjne bliver i bogen ført ind under begrebet ”det nuttede”. Et begreb, som den amerikanske kulturforsker Sianne Ngai opererer med. På amerikansk betyder ordet zany det skøre, pjattede, syrede og frenetiske, som også er en dækkende betegnelse for den populære japanske ”prikkunstner” Yayoi Kusama.

Bjørn Wiinblad var på dansk grund en blandt meget få kunstnere, som opererede i feltet mellem kunst og design – en grænsedragning, som i dag betragtes som både futil og forældet, og som mange unge og yngre kunstnere af den grund for længst har krydset ind over. Men i Wiinblads langt mere puritanske samtid, hvor der var vandtætte skotter mellem kunstarterne, forventedes det af kunstnerne, at deres værker skulle yde vanetænkningen modstand, og at de konstant udviklede nye kunstneriske formverdener. Det var faux pas at krydse gamle spor og at producere direkte til markedet – og endnu værre at underminere kunstværket som originalt unikum. Wiinblads kunst trodsede begge dele: Den var dels masseproduceret, dels tilbød den publikum og køberne en eskapistisk og eksotisk vej ud af den grå hverdag. Hans værker fremstod som pynt og nips med et menneskeligt ansigt, men de fungerede samtidig som nyttegenstande i form af vaser, skåle, platter med videre. Det var ikke engang design, snarere dekoration – eller om man vil: unika i mængder.

Bjørn Wiinblad voksede op på det ydre Østerbro i et oplyst, socialdemokratisk hjem, hvor det var kutyme, at mændene blev uddannet som typografer. Denne håndværkertype blev betragtet som arbejderklassens intellektuelle, og både hans far og hans farfar var da også efter læretiden endt som journalist og chefredaktør. Bjørn Wiinblad, som var homoseksuel, bøjede sig for familiens krav og gennemførte typografuddannelsen, inden han blev optaget på Kunstakademiet. Kun den allernærmeste kreds – minus forældre, bedsteforældre og fjernere bekendte – var bekendt med hans seksuelle tilbøjelighed. Livet igennem dækkede han diskret over dette, hvilket i mine øjne forklarer en væsentlig del af hans sødmefulde ”flugtkunst”, der oplagt også fungerede som sublimering.

Man savner her og der nogle næranalyser, der kunne afsløre denne anden og – skulle man tro – mere smertefulde side af Wiinblad, som i en snerpet tid ikke kunne realisere ”det almene”. I stedet fokuserer hun på motiverne og stilen, og her får vi faktisk meget forærende, ikke mindst via bogens mange billeder, som vi jo selv kan analysere. Med hensyn til billedsiden er jeg særligt imponeret over Wiinblads unikke butik i Pistolstræde i Københavns indre. Et på én gang elegant, organisk og luftigt indrettet rum – i delikate, diskrete farver. Det er ødselt og samtidig stramt. En totalinstallation, som udtrykker et moderne rokokounivers.

De færreste benægter Bjørn Wiinblads sikre hånd og visuelle talent. Han var en ”all round”-kunstner, der excellerede suverænt i keramik, porcelæn, gobeliner, skulpturer, møbler, tekstiler, med videre. Det lykkedes ham at nå ud i verden, især til Japan og USA, som havde et særligt blik for hans kunst. Selvom han havde stor kommerciel succes, var han dog på ingen måde interesseret i bare at tjene penge. De var et middel til at opnå en ekstravagant og uhyre gavmild livsførelse. Han udlevede i praksis sin egen paradisiske motivverden og indrettede sine mange hjem med en opulent skønhed.

Samtaler med nutidskunstnere som Tal R, Louise Hindsgavl og Julie Nord i bogens slutning udvider vores forståelse af Bjørn Wiinblad set gennem nutidens prisme. Til gengæld kommer der lidt for meget design-reportage over besøg hos eksempelvis amerikanske samlere. Her mister bogen pusten.

Det er en kendt sag, at mange unge og yngre kunstinteresserede, der ikke oplevede 1970’erne og 1980’erne, hvor Wiinblad kom ud i kulden, i dag møder hans kunst langt mere fordomsfrit end deres forældres generation. Med DR’s tv-portræt af kunstneren i 2013, Erik og senere Henrik Rosendahls relancering af mange af Wiinblads designs, samt også Rosendahls istandsættelse af Wiinblads ikoniske ”Det blå hus” i Lyngby, hvor han havde haft atelier og bolig, samt ikke at forglemme den store Wiinblad-udstilling på Arken i 2015, er tiden moden til at genoverveje Wiinblads bidrag til dansk kunst. Den nye bog er et fremragende redskab til at erkende og måske også anerkende Bjørn Wiinblads bidrag til kunsthistorien.

Bjørn Wiinblad var en ”all round”-kunstner, der excellerede suverænt i keramik, porcelæn, gobeliner, skulpturer, møbler, tekstiler og meget andet. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix