”For han ved ikke hvad han gør” viser, at der er strømstyrke i Bibelens gamle tekster

Bogen ”For han ved ikke hvad han gør”, som er et ekstrakt fra radioprogrammet ”Jeppesens bibelskole”, byder på vittig, uærbødig og seriøs bibellæsning

Selvom Michael Jeppesen bedyrer, at han ikke tror på Gud, så fremmer bogen ”For han ved ikke hvad han gør” sympati og interesse for kristendommen. – Foto: Leif Tuxen.
Selvom Michael Jeppesen bedyrer, at han ikke tror på Gud, så fremmer bogen ”For han ved ikke hvad han gør” sympati og interesse for kristendommen. – Foto: Leif Tuxen.

”Jeppesens bibelskole” var et radioprogram, der blev bragt på Radio24syv i en periode på fire år. Her læste journalist Michael Jeppesen og filosof Rasmus Ugilt sig gennem Bibelen fra Første Mosebog til Johannes’ Åbenbaring. Bogen ”For han ved ikke hvad han gør” er et ekstrakt fra radioprogrammet, og kvaliteten er forbløffende god.

De to herrer har nemlig en forfriskende tilgang til et emne, der jo ellers er forfattet hele biblioteker om. Forfatterne er ikke hæmmet af nogen eksegetisk tradition, de trækker i stedet på billeder fra samtiden:

”Der er noget lottomillionær over Gud. Vel at mærke den lottovinder, som slet ikke kan finde ud af at være millionær, og for hvem rigdommen i stedet bliver en bestandig kilde til ulykke.”

Guds problem er, at han ikke kan få mennesker til at arte sig, som han ønsker, og menneskenes problem er, at Gud ikke altid er til at regne med. Skiftevis er han rasende og godmodig, uduelig og idérig, ligesom han både straffer og velsigner i samme ombæring i Det Gamle Testamente. Og det er selvfølgelig her, bogen begynder.

Selve Skabelsen finder forfatterduoen ræson i. De noterer sig, at når Gud siger, at jorden skal frembringe levende væsener, så betyder det jo ikke, at Gud sad og konstruerede mammutter eller kløer til katte. Det var jorden selv, der frembragte herligheden, og er det ”ikke netop det, evolutionslæren fortæller os?”.

Kronen på skaberværket er mennesket, hvilket forfatterne finder løfterigt og lystigt:

”Vi skal feste i samvær med Gud for at fejre ham og for at give ham selskab. Det fortæller meget om Gud, at det er fest, det hele handler om.”

Det er dog ikke fest alt sammen. Pacta sunt servanda – aftaler skal holdes. Men det bliver de ikke i Bibelen. Her aftegnes menneskelivet som en broget affære, blandt andet fordi Guds skabninger er udstyret med en fornægtelsesmekanisme og jævnt hen overser de røde flag. Og så bliver Gud gram i hu, uden at det nødvendigvis får konsekvenser. Guds opdragelse af mennesker i Første Mosebog minder nemlig i høj grad om moderne forældreskab, hævder Jeppesen og Ugilt. Ligesom forældre anno 2021 forhandler Gud også alt for meget og magter ikke at skabe de trygge rammer, der bliver forherliget i pædagogikken. Der er således trøst at hente i Bibelen, for den giver os en god forklaring på, hvorfor forældreskab er så svært.

Et af højdepunkterne i bogen er forfatternes fortolkning af Samsons kærlighedsforhold til Dalila, der foregriber Jesu død på korset, for ”ligesom det kristne budskab i korsfæstelsen netop er, at Guds død kan blive til hans genkomst, lykkedes det også Samson at vende nederlag til sejr.” Da håret er vokset ud, besejrer den tilfangetagne Samson for sidste gang filistrene.

Der er også en fortræffelig læsning af Prædikerens Bog, hvor de to forfattere gør op med billedet af Gud som en slags billetkontrollør, der efter vilkårlige principper udpeger dem, der skal smides af toget:

”Af og til er den mest generøse gave, man kan give, at man lader den anden være i fred – det gælder også, hvis man er Gud.”

Helt anderledes er det med de gammeltestamentlige profeter, hvis forkyndelse sammenlignes med håbløs parterapi, hvor manden konstant bedrages, og hvor han raser og smækker med døren, men alligevel konstant vender tilbage og angler om forsoning.

Og det kan jo ikke blive ved i længden, skriver forfatterne, der finder det genialt, at Gud til slut sender sin søn til jorden for at klare ærterne. I kapitlerne om Det Nye Testamente sammenligner Jeppesen og Ugilt forsøgsvis Jesus med Greta Thunberg, men de ender vistnok med at kassere sammenligningen, for ”det er ikke hende, der inviterer kulminearbejderne på middag. Hun siger ikke: ’Tilgiv dem, far, for de ved ikke, hvad de gør’, men ’Straf dem, for de er falske og selv skyld i deres ulykke’”.

”For han ved ikke hvad han gør” viser, at der er strømstyrke i Bibelens gamle tekster, og at de har noget at sige os, uanset hvor man står. For selvom Jeppesen og Ugilt bedyrer, at de ikke tror på Gud, så fremmer deres bog sympati og interesse for kristendommen. Forfatterne indrømmer da også undervejs, at de ikke kan lade være med at holde af Gud, og mange læsere vil uden tvivl også holde af Jeppesen og Ugilts vittige, uærbødige og seriøse bibellæsning.