Shuggie Bain vokser op i 1980’ernes Glasgow som søn af en smuk og fordrukken mor og en fraværende og notorisk utro far. Familien bor hos morforældrene i en nedslidt lejlighed i et alment boligbyggeri, der emmer af fattigdom, misbrug og forfald. Mor Agnes har aldrig for alvor fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, far Shug kører taxa om natten, og deres eneste fælles barn, Shuggie Bain, forsøger med barnets forunderlige logik at forstå verden omkring sig – ikke mindst sine forældre, sig selv og sin skæve seksualitet, der tidligt afslører sig som rettet mod hans eget køn.
Det er benhård og forarmet socialrealisme, skotske Douglas Stuart skriver frem i sin prisbelønnede debutroman. Den vrimler med fortabte sjæle, der får trukket tænderne ud til deres 15-årsfødselsdag, der søger tilflugt i hver en tilgængelig favn og drikker hver en slat alkohol, de kan finde, der martres af skyld og skam over deres elendige liv og deres manglende formåen.
Som mormor Lizzie siger til sin datter:
”Uanset hvad det kræver, må du holde ved, Agnes, selv hvis det ikke er for din egen skyld, selv hvis det kun er for deres. Hold ved. Sådan gør en mor.”
Men hvor gerne Agnes end vil holde ved for sine børns skyld, lykkes det aldrig helt, hun forsvinder igen og igen i druk og tvivlsomme mandlige bekendtskaber og ikke mindst Shuggies drømme om et andet liv, om at blive helt ny, løber som en flosset rød tråd igennem romanen.
Som for eksempel her, hvor Shuggie spørger sin mor, hvilken slags mand hun gerne vil have, at han skal være, når han bliver voksen:
”Agnes tænkte sig om. ’Afklaret.’ Hun sjaskede hans hår tilbage igen. ’Mindre bekymret at se på.’ Han rynkede ansigtet sammen til en tankefuld knude. ’Jeg ved ikke rigtig. Jeg vil bare gerne være sammen med dig. Jeg vil gerne tage dig med et sted hen, hvor vi kan være helt nye’.”
Douglas Stuart synes at have en helt særlig adgang til såvel barnets enfoldige forståelsesverden som til sproget, omend den skrappe læser godt kunne få lyst til at sætte en enkelt sætning eller to i parentes, da forfatterens trang til pointering sine steder er lige ved at punktere de ellers så klare udsagn eller pumpe dem så meget op, at de er lige ved at sprække af betydning.
Man kunne også mene, at der er for mange scener, der minder om hinanden, at for mange billeder hober sig op, men tilsammen skaber de en knugende stemning af håbløshed, der ikke lader sig forløse – som en af naboerne på et tidspunkt siger: Kun en tåbe spilder tiden med at håbe – og af en næsten umulig kærlighed mellem en uformående mor og hendes smerteligt ansvarlige unge søn.
Men man hænger på, samtlige små 500 sider, fordi hver eneste sætning – eller i hvert fald næsten – synes at lægge et nyt lag på den erkendelse, Shuggie Bain må gøre sig i den ekstremt læseværdige og vigtige coming of age -roman, Douglas Stuart har skrevet.
