At Lydia Sandgren i 2020 modtog den fornemme Augustpris for årets bedste svenske skønlitterære værk for sin over 700 sider lange debutroman ”Samlede værker” kan hverken undre eller overraske.
Den 34-årige debutant er på mange måder et imponerende bekendtskab. Romanen er spækket ikke blot med klassisk akademisk lærdom, men også tænksomme og indfølende kommentarer til de liv, der beskrives. Det mærkes, at forfatteren selv har studeret musik og filosofi og i dag er psykolog, og at hun er bosat i det Gøteborg, som hun beskriver med så megen indlevet lokalkendskab.
Dertil kommer, at der i den grad er tale om en bog til tiden. Lydia Sandgrens skriveform er ikke nyskabende, men hun mestrer sin genre perfekt. Man er både godt oplyst og underholdt ikke mindst på grund af en ganske raffineret gåde, hvis indhold lidt efter lidt afsløres på den sidste tredjedel af bogens (måske lidt for) mange sider.
Der er tale om en slags moderne familiekrønike. En mand, Martin Berg, hvis kone forlod ham og de to børn, Rakel og Elis, uden varsel for 15 år siden, er i en slags midtvejskrise. Mest centralt i fortællingen står dog det livslange venskab mellem Martin og hans gymnasiekammerat, den senere internationalt berømte billedkunstner Gustav Becker. Mellem disse to og Martins ungdomskæreste og senere hustru, den gådefulde og senere så gådefuldt forsvundne Cecilie, består et ubrydeligt venskab. Beskrivelsen af de to unge mænds gymnasie- og studietid med dens uudtømmelige trang til spiritus og smøger fylder meget.
Det samme gør, og det er helt bestemt langt mere interessant, beretningen om de voksne mænds tilværelse, både når de er sammen, og når de, som årene går, mere og mere lever og arbejder hver for sig.
Romanen er en på sine steder ætsende fremstilling af en selvoptaget, alkoholiseret og selvdestruktiv billedkunstner og en svag, drømmende og selvbedragerisk mand, der aldrig bliver den digter, han drømmer om, men derimod forlægger. Han bliver desuden sin begavede og karrierebevidste hustrus hjælpsomme ægtemand, lige indtil den dag, hun uden varsel forsvinder ud af hans og børnenes liv for aldrig at vende tilbage igen.
Martin Berg forvinder aldrig dette tab. Cecilie bliver en drøm blandt alle de andre uforløste og selvbedrageriske drømme i hans liv.
Den forsvundne Cecilie har været vennen Gustav Beckers yndlingsmotiv gennem hele hans kunstneriske karriere. Og på fremragende – og efterhånden meget kostbare – malerier lever hun i sine børns bevidsthed, men efterhånden også kun der.
Datteren Rakel, der, som sin mor, er en usædvanlig sprogbegavelse, og som også fra hende har arvet al den koncentrerede målrettethed, som faderen ikke er i besiddelse af, begynder som voksen en eftersøgning af sin mor. Og ganske tilfældigt på grund af en oversættelsesopgave fra tysk kommer hun på sporet af den så gådefuldt forsvundne.
Gennem Rakel giver Lydia Sandgren et lige så præcist og inciterende billede af sin egen generation, som hun giver af Rakels forældres, der må formodes tidsmæssigt at stemme overens med forfatterens egen familiehistorie.
Lydia Sandgren behersker sproget smukt og nuanceret. Det fornemmes også gennem den i øvrigt glimrende oversættelse til dansk.
At denne debutant er tænksom og velbegavet udover det almindelige er hævet over enhver tvivl. Dertil kommer en stor faglig indsigt over et meget bredt felt. Alt sammen meget imponerende og meget interessant, men også ganske tidstypisk.
Hvad der virkelig fanger læseren ind, er først og sidst den sproglige præcision. Den fornemme detaljerigdom i karakteristikken af de enkelte hovedpersoner, så de står knivskarpe for læserens øje. Den suveræne vekslen mellem tider, steder, miljøer og personer med hver deres særlige atmosfære og karakteristika.
Det tog Lydia Sandgren 10 år at skrive ”Samlede værker”. Det bliver spændende at se, hvordan og hvornår hun lader høre fra sig igen.