Prøv avisen
Teater

Elegant ”Anna Karenina” er kærkommen eskapisme

5 stjerner
Rikke Lylloff og Claus Riis Østergaard ses her i ”Anna Karenina”. Foto: Emilia Therese

Odense Teaters Tolstoj-satsning er opslugende som en poetisk Hollywood-film og bruger de bedste af teatrets virkemidler

Kunsten er et udtryk for, hvad der optager og bekymrer os, og der er for tiden en tendens til, at teatret vil politisere som aldrig før. Men nogle gange er det også befriende at opleve kunst, der trækker dig ind i en anden verden og lader dig glemme din egen tid og dit eget sted. Sådan et stykke kunst er Odense Teaters ”Anna Karenina”.

I Helen Edmundsons bearbejdning fra 1992 af Lev Tolstojs roman udspiller handlingen sig i hulrummene mellem intime metadialoger ført af Anna og godsjeren Kostya Ljóvin. De to er sat sammen i et ikke-sted i en ikke-tid uden for historien, hvori de endnu ikke har mødtes.

Herfra springer de ind og ud af handlingsforløb, opsummerer i datid og fortæller i nutid, mens nye karakterer kommer på scenen klar til at fortsætte fortællingen.

På denne måde har man nedkogt romanen til en række udvalgte episoder – fra næsten tusind sider og et utal af karakterer til et fortættet kammerspil med psykologisk intensitet.

De to hovedpersoner er så forskellige, at de belyser hinandens styrker og svagheder. Kostyas historie handler om kærlighed, man må arbejde hårdt for, og glæden ved det simple liv på landet.

Annas historie handler om hendes fyrige utroskab, der leder til, at hun må forlade sin tørre mand og også sin elskede søn. Hun vil være mere end bare mor og trofækone. Hun vil ikke nøjes. Da hun endelig sidder i Italien, en falden kvinde ved sin elskers side, og hverdagen indfinder sig, vender rastløsheden tilbage. Hun bliver hyklerisk, skinsyg og sindssyg. Hun er ikke stærk nok til at modstå presset fra de russiske sociale normer, kirkens moral, sin egen usikkerhed og sin mands hævnbegær.

Det er et dygtigt hold, der står bag. Instruktør Jacob Schjødt har senest instrueret ”Jordens søjler” på Østre Gasværk og Reumert-vinderen ”Lad den rette komme ind” på Odense Teater i 2016. Han har format og store ambitioner på dansk teaters vegne. Skuespillerne her er velinstruerede og fører en naturlig stil. Rikke Lylloff, som spiller Anna, har flammende rødt hår, en uforlignelig elegance og stor autoritet.

Og nu vi er ved elegance, er det på sin plads at nævne Rikke Juellunds kostumer og scenografi. Fra loftet hænger en række flytbare paneler med gulvlange, hvide frynser. Florlet, men alligevel vægtigt. Med frynserne har man skabt et slør, en transcendental portal, mellem tider og steder. De lange hvide snore er som fangarme, der klæber sig til karaktererne, når de passerer igennem. Bagved aner man spøgelsesagtige skikkelser. Lydsiden leverer ekkoer fra fremtiden.

Kostumerne modsvarer scenografien i skønhed. Kvinder snøret ind i satin og højhalsede blonder og ranke mænd i uniformer. Rikke Lylloff fejer ind på scenen i den ene imponerende kreation efter den anden. Et gys går gennem salen, da hun smider sin gulvlange, blågrå kjolefrakke og afslører en sort robe med venetianske blonder. Hendes Vronskij, spillet af flotte Martin Bo Lindsten, entrerer scenen gennem en sky af dis, som en anden Mr. Darcy. Derpå begynder de deres parringsdans. Det er romantik af næsten episke proportioner.

Hele første akt er opslugende, men anden akt er præget af forudsigelighed og taber fart og kant i takt med, at kærligheden smuldrer. Måske er problemet, at iscenesættelsen er lige så lang, som den er smuk?

Selvom ”Anna Karenina” ikke er foruden nutidsrelevans, er det også bare et historisk romantisk drama, man kan nyde for det, det er. Som en poetisk Hollywood-film, der bruger de bedste af teatrets virkemidler.