Art deco er frem for alt 1920'ernes og 1930'ernes designmæssige dominant. Der var ikke meget, som i de to tiår ikke var inspireret af art deco-æstetik. Art deco er derfor tæt forbundet med forestillingen om ”de brølende 1920'ere” med letsind, dekadence og formforenklet modernitet.
Stilen har de seneste tiår på hver side af det ny årtusinde fået en renæssance, og restauranter fra Hongkong til Hollywood Hills er indrettet i gennemført art deco.
Og har man eksempelvis set Baz Luhrmanns filmatisering fra 2013 af F. Scott Fitzgeralds roman ”Den store Gatsby” har man fået art deco for alle pengene, endda i 3D. Simili naturligvis, men ikke desto mindre et udtryk for en vedvarende fascination af en stil og en kunstretning, der hører til de mest elegante i nyere historie.
To store udstillinger (jeg har haft den glæde at have set dem begge) har været med til at skabe nyt fokus på art decos betydning. I 1989 vistes i Bruxelles ”Art deco i Europa - Dekorative tendenser i kunsthåndværk og kunstindustri til 1925”.
Udstillingens fokus var således på design og anskuede art deco som en slags videreudvikling af art nouveau og den forsirede stilvilje omkring år 1900. I 2003 vistes udstillingen ”Art deco 1910-1939” i London, og her blev fokus flyttet videre fra design til malerkunst.
Elementer fra art deco stortrivedes i tidens malerkunst, tænk eksempelvis den polske maler Tamara de Lempickas kvindeportrætter og herhjemme på Gerda Wegeners. Begge er udtryk for art deco som dekadence og udsøgt stilbevidsthed.
I forlængelse af tidens fascination af art deco har de to kuratorer, kunsthistorikeren Vibeke Petersen Gether og kunstneren Nils Erik Gjerdevik, set på art deco-stilens nedslag i dansk arkitektur, design og frem for alt billedkunst. De har sammen iscenesat udstillingen ”Cool moderne” på Gl. Holtegaard.
At de for tiden ikke er alene om den interesse, kan ses også på udstillingen ”Forvandlinger”, der i øjeblikket turnerer rundt i landet, og som også rummer kunstnere med hang til art deco som Axel Salto, Poul Henningsen, Svend Rathsack, Johannes C. Bjerg og William Scharff. Flere af disse er også med på Gl. Holtegaards udstilling.
Udstillingen er raffineret iscenesat. For at kompensere for, at 1700-tals arkitekten Laurids de Thurahs fornemme Gammel Holtegaard ikke ligefrem er et stykke art deco-arkitektur, er husets interiør farvesat med metalliske fartstriber, som udstillingens genstande vises på baggrund af, og som udstillingens malerier grupperer sig på. Det er æstetiske renfærdigt og effektfuldt.
Trods nogle enkelte udblik til arkitekturhistorien med skitser til Holger Jacobsens juvel ”Stærekassen” og Kay Fiskers frapperende danske pavillon til Verdensudstillingen i Paris 1925 - hvor art deco for alvor brød igennem - koncentrerer udstillingen sig om maleri og skulptur.
Her vises malerier og plakater af blandt andre Olaf Rude, Franciska Clausen, Axel Salto, Erik Stæhr-Nielsen, Jais Nielsen, Rita Kernn-Larsen og Georg Jacobsen, og skulpturer af blandt andre Jais Nielsen, Johannes C. Bjerg, Jean Gauguin, Adam Fisher og Svend Rathsack.
Som det fremgår af navnene - der også kunne have indbefattet Stefan Viggo Pedersens malerier og Rudolph Tegners 1920'er-skulpturer - har art deco en del tilfælles med den klassicerende eller klassiske modernisme fra perioden.
Altså en kunst, der tog udgangspunkt i antikkens form-idealer og kombinerede dem med modernismens. Ligesom art deco også indoptager elementer fra tidens kubisme, futurisme, vitalisme og ekspressionisme - og arkitektonisk fra funktionalisme og bauhaus. Ikke så lidt!
Art deco er således et stilkonglomerat, men af den virkelig paradoksale slags. For design- og kunstretningen er samtidig så fuldkommen stilren i udtrykket. Ja, for undertegnede noget af det ypperste, der er frembragt i det 20. århundrede. Strømlinjet og metallisk glinsende som en amerikansk limousine, eksotisk og sensuel som Josephine Baker i bananskørt.
Læg dertil det androgyne look og den suveræne rytmiske udfoldelse af energi. Det er, som om både malere og billedhuggere synkronsvømmer igennem deres værker og vinker til deres publikum. Der er masser af parallelle linjer, masser af fart og energi og en glæde ved livets hastighed og flirtende flygtighed.
Udstillingen på Gl. Holtegaard får gestaltet en del af art decos vitale væsen med udblik til den øvrige verden, herunder den stærke svenske kunstner GAN (Gösta Adrian-Nilsson) og plakater fra Frankrig.
Det må nødvendigvis blive en udstilling med løs forkant og bagkant, fordi art deco ikke krystalliserer sig i en givent øjeblik, men vokser ud af epokens øvrige tendenser og indoptager dem i sit væsen og sin form. På samme måde forsvinder art deco heller ikke igen lige pludselig, selvom en verdenskrig lagde stilen og dens skaberglæde i ruiner.
Der er ikke meget intakt og helstøbt art deco-design tilbage i Danmark, med ”Stærekassen” som mirakuløs undtagelse. Men der er masser af løsrevne genstande, møbler, malerier, lamper, skulpturer og bordservice, som har levet et langt efterliv.
Det er dejligt, når nogen samler alle disse ting og lader dem mødes igen. Vi venter stadig på den helt store art deco-manifestation i dansk design- og kunsthistorie, men den kommer visselig en dag.
