Elegante prosa-mestre fra Herman Bang til Henrik Wivel

Er man dansk litteraturkritiker, hører man enten hjemme hos Georg Brandes eller Herman Bang, lyder det i ny bog med portrætter af 11 danske prosaister

John Chr. Jørgensen studerer arven efter Herman Bang. –
John Chr. Jørgensen studerer arven efter Herman Bang. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Forfatteren Agnes Henningsen fik engang foretræde for Herman Bang, men blev skuffet, da han havde besøg af en fyr, han kaldte Pete. Hun hævnede sig på denne forstyrrelse i sine erindringer: ”En sydlandsk Herre drev gennem Fløjlsportieren med et Par lange dovne Skridt som en dyr Hund,” skrev hun.

Kristeligt Dagblads egen Henrik Wivel beskrev på et tidspunkt den lille havfrue ved Langelinie som ”et udtryk for, hvordan tidsånden artede sig mest flydende og graciøst”.

Feministen Lise Sørensen karakteriserede slutningen på romanen ”Jørgen Stein” af Jacob Paludan som ”et postulat om eksistensen af mirakler”, mens kritikeren Kai Friis Møller om professoren Vilhelm Andersen noterede sig, at denne ”beviselig har fået sig selv til at læse mere dansk litteratur, end der er.”

Det, disse sproglige perler har tilfælles, er ifølge litteraten John Chr. Jørgensen, at de deres forskellige aggressivitetsniveauer til trods er skrevet af nogle af dansk prosahistoriers største elegantierer – og at de rummer flere betydninger, end man lige skulle tro. Fra Kai Friis Møllers dybe dolkestød til Henrik Wivels evne til at bruge ”havfruens særtræk, graciøsitet” til at forbinde hende med ”strømninger i samtiden”, som Jørgensen skriver. Fangede læseren mon Jørgensens egen evne til at lade havfruen ved vandet tale om strømninger i tiden?

Så elegant går det for sig i Jørgensens nye bog. Et uelegant, men sandt ordsprog siger, at når man leger med afføring, får man selv noget på tøjet. Når John Chr. Jørgensen leger med lagkage, sker lykkeligvis det samme. Han studerer arven efter Herman Bang og Georg Brandes og følger den op til Henrik Wivel og Hans Hertel. Det er, som om han frivilligt har banket hovedet ned i kagen. Der er flødecitater ud over hele bogen, og Jørgensen er dygtig til at skumme, som i tilfældet ovenfor, når han udlægger, hvorfor Henrik Wivel er en stor prosaist.

Bogen er delt op i 11 portrætter af store stilister, og tesen er, at de kan ses i lyset af traditionen efter enten Brandes eller Herman Bang. Herman Bangs impressionistiske, beskrivende stil eller Georg Brandes’ agiterende, engagerende prosa. Hvis John Chr. Jørgensen havde stolet på ordsprogets visdom og dermed vidst, at han ville få rigeligt med lagkage på skjorten, kunne bogen have undgået det rodede præg, den har fået, fordi han vil fastholde dette ”Bang eller Brandes”-skema. Det viser sig hurtigt temmelig meningsløst: ”Ingenting, pyntet op med guirlander”, som Jørgensen selv beskriver opfattelsen af Valdemar Koppels Politiken.

Politikens seriemorder Kai Friis Møller kan Jørgensen ikke indordne efter dette skema, og han står derfor for sig selv. På trods af, at det er alment kendt, at han begyndte som Brandes-løjtnant, men samtidig hellere drak fransk bourgogne end dansk kaffe med fløde. Det frankofile tilskriver Jørgensen Herman Bang-traditionen, men Georg Brandes kalkerede jo sin stil over den franske kritiker Hippolyte Taine.

Forfatteren Knud Sønderby kan Jørgensen heller ikke indordne med det argument, at Sønderby skrev reflekterende, stillestående prosa, mens Bang-traditionen var fortællende. Man fornemmer nok, at disse kategorier er pisket på sur fløde.

Heldigvis er både de portrætterede og den portrætterendes ord så søde, at det ikke ændrer afgørende ved læseoplevelsen og bogens indsigter. Af sidstnævnte sætter to sig især igennem.

For det første er elegant prosa præget af sikkerhed: ”Ekvilibristisk stofbehandling og stilistisk konsekvens” kalder Jørgensen det. Dette karakteristikum udelukker den fornemmende, tøvende ”jeg føler, og jeg tænker”-form, som mange kritikere af denne signaturs egen generation er begyndt at lægge for dagen. Muligvis af mangel på elegantierens format. Konsekvensen af Jørgensens studie er, at læseren i dag sjældent får lagkage på tøjet, når han leger med den famlende pens udtalte behov for at skrive om egne tvivlsfølelser i første person.

For det andet har Politiken i det 20. århundrede ofte været anset som Danmarks vigtigste kulturavis. Det er nærmest samtlige af de portrætterede, der har været forbi organet for den højeste oplysning. Det er, som om det er Politiken, der altid bedst har forstået, at både kritik, journalistik og kronik er selvstændige kunstarter. De kan med fordel skummes af den dygtige publicist. Man kan jo begynde med at kaste John Chr. Jørgensens bog i hovedet på sig selv.