Ørkenens hvidlige vidder, kjortlernes brændende mønstre, de eksotiske fugles flugt. Kvindernes hårde skønhed mod landskabets sprukne, tørre skorper, som kameraet giver et både konkret og mytisk skær. For alt eroderer, slår sprækker i denne både poetiske og brutale elegi. Hvis kapitalismens yderste potens var en spådom, kunne ”Trækfugle” være profetien skrevet i sved og blod. En voldelig og næsten meditativ undersøgelse af, hvad der sker, når et samfund står på kanten af den nye og gamle verden. Traditionernes ubrydelige bånd mod dollarens altovertrumfende magt.
”Trækfugle” åbner for nye erkendelser af Colombias voldelige undergang under narkoens forbandede åg. Den matriarkalske wayuu-stamme lever i pagt med naturen, forfædrene og ånderne i slutningen af 1960’erne. Rigdom bliver målt i høveder, og lændeklæder er til fint brug. Høj social status indebærer retten til at bære stammens talisman. Drømme tydes, og varsler læses af de ældre kvinder. Men heller ikke disse traditionens frontbærere kan se sig fri af den korrumperende mulighed for magt, der langsomt siver ind i samfundet fra nord.
”Trækfugle” er delt op i den traditionelle tragedies sange og gennemsyret af spaghettiwestern-æstetik. Skæbneberetning og fuglevarsler over for ryttere galopperende mod ensomt beliggende huse og brutale nedskydninger i skumringen. Men i filmens begyndelse er der ingen grund til mord.
Foran de lerede huse gør Rapayet (José Acosta) kur til Zaida (Natalia Reyes). Men medgiften på geder, køer, æsler og halskæder kræver mere kapital, end lidt kaffehandel og whiskysmugling indbringer. Så Rapayet begynder at sælge marihuana til amerikanerne. Det starter næsten blidt, troskyldigt, med nye tiders naive tro på fremskridt. Dog formindskes værdien af kvindernes nedarvede visdom, i takt med at indsatserne bliver større. Teltene bliver til murede ørkenforts, den rituelle bemaling til læbestift og røde negle.
”Lad ikke guldet stråle stærkere end vores sjæle,” messer den gamle mand, det græske kor, siddende på en sten i ørkenen. Men vi kender slutningen. Vi ved, at Colombia går under, bukker fuldstændig under.
Volden og poesien, billedernes panoramaperspektiv og det massive dyk ned i kulturhistoriens tragedier gør ”Trækfugle” til en voldsomt stor film, selvom den forbliver i en enkelt families fortabelse. For identitetstabet, overgivelsen til penge, til magt, til teknologi, er intet samfund fremmed. Og den menneskelige splittelse mellem etik og social opstigning hører ikke kun ørkenstammer til.
”Trækfugle” er instrueret af Ciro Guerra, der stod bag den magisk-realistiske og mere krævende kapitalismekritik ”Slangens favntag”. Med sig har Guerra debutanten Cristina Gallego. Og den kvindelige og maskuline erfaring er fornemt sammenflettet i et narrativ, der formår uforudsigeligt at udfolde en klassisk tragedie. De kloge koner er ikke mere hjertens rene end de unge knøse. Ingen kan modstå magt. Syndefaldet hører alle samfund til.