Musiklitteraturen har forbløffende få cellokoncerter efter barokken. Haydn skrev ganske vist et par stykker, men hverken Beethoven eller Mozart skabte noget værk i denne genre, selvom man skulle mene, at den måtte have ligget godt for dem. Den tjekkiske nationalkomponist Antonin Dvorak skrev en mesterlig cellokoncert, men som helhed har der været betydeligt længere mellem snapsene, når det gælder celloen, end hvad angår klaver- og violinkoncerter.
Men Edward Elgar komponerede i forlængelse af Første Verdenskrig en cellokoncert, som ganske vist ikke blev nogen succes ved førsteopførelsen i 1919. Men næsten et halvt århundrede senere fik den et skelsættende løft, da den engelske cellist Jacqueline du Prè i 1965 i en alder af 20 år på det nærmeste gjorde den til sit signaturværk.
Kan man sige noget tilsvarende om den dansk-svenske cellist Andreas Brantelid? I hvert fald fik han i en alder af blot 14 år sin debutkoncert med netop Edward Elgars cellokoncert – ved den lejlighed optrådte han sammen med Det Kongelige Kapel. Det er efterhånden 19 år siden, og nu har Brantelids mesterskab på sit instrument nået en sådan højde, at det er svært at forestille sig nogen fremføre værket med større autoritet end netop Brantelid. Vi oplevede alle facetter af værket i Tivolis Koncertsal – ikke alene det elegiske, som har givet værket så stor popularitet, men også det hymneagtige og storladne, ja, i finalesatsen med de mange skiftende tempobetegnelser en overraskende livfuldhed. Brantelid gennemførte det hele med et stort og selvfølgeligt overskud.
Bifaldet var varmt, og som dacaponummer fik vi en lille serenade af den russiske komponist Alexander Glazunov, udsat for strygekvartet plus cello, in casu fire strygere fra husorkestret Tivoli Copenhagen Phil. Aftalt spil? Ja, naturligvis, men af den slags publikum uvægerligt måtte sætte pris på.
Den tyske dirigent David Afkham havde allerede vist sin klasse under orkesterledsagelsen i Elgar-koncerten. Efterfølgende gjaldt det – uden anden pause end dacaponummeret – Brahms’ storslåede første symfoni, som komponisten først søsatte i 1876 i en alder af 43 år. Denne tøven skete i ærbødighed for Beethovens 9. symfoni, der i midten af 1800-tallet stod som en nærmest uoverstigelig klippe for enhver håbefuld komponist.
Brahms klarede udfordringen i en grad, så man har kaldt den første af hans fire symfonier for ”Beethovens tiende” – en tradition, der efterhånden er blevet en kliché og ikke mindst sigter på finalesatsen, som Tivoli-symfonikerne og Afkham fremlagde med et herligt, sine steder måske for heftigt ”drive”.
Men koblingen mellem Elgar og Brahms viste sig at være bomstærk.