Uffe Ellemann-Jensens bog om fodnoteperioden i 1980ernes danske udenrigspolitik har været ventet med spænding. Ville den tidligere udenrigsminister - der også har en fortid som pressemand - med journalistisk præcision bringe en afsløring eller to, der afgørende ville ændre vort syn på denne lidet glorværdige periode?Svaret er nej. Der er ingen sensationelle afsløringer i "Fodfejl". Derfor kan hans mange modstandere fra dengang ånde forholdsvis lettet op, hvilket sikkert vil bekomme adskillige af dem ganske vel. Hans ærinde har været et andet end at bringe sensationer til torvs. Nemlig at skrive en samlet fremstilling af fodnoteårene 1982-88 og få sat begivenhederne ind i en bredere international sammenhæng, for - som han selv fremhæver det - at lære af historien og forhindre gentagelser. Det er der kommet en glimrende bog ud af.
Uffe Ellemann-Jensen har skrevet en vigtig bog om en væsentlig periode i nyere dansk politisk historie. Der er på ingen måde tale om nogen neutral fremstilling, hvilket heller ikke ville passe til forfatterens temperament. "Fodfejl" er hans version af, hvad der skete og hvorfor. Det betyder nok også, at ovennævnte lettelse blandt hans politiske modstandere bliver med visse forbehold. Han er nemlig overordentlig hård ved de socialdemokratiske politikere, først og fremmest tidligere statsminister Anker Jørgensen og den udenrigspolitiske ordfører Lasse Budtz, der fremkaldte fodnoteårene og de mange sikkerhedspolitiske dagsordener i Folketinget. "Dagsordenerne og fodnoterne undergravede Danmarks sikkerhed", skriver han uden omsvøb. Og han tilføjer, at "vi svigtede vore allierede", fordi den danske kurs svækkede NATO-alliancen og svækkede USAs forhandlingsmuligheder over for Sovjetunionen i Den Kolde Krigs sidste tid. Så barsk er dommen, og derfor skal bogen nok udløse debat. Fodnoteperioden drejede sig konkret om 26 dagsordener, som Folketingets dengang såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal fik vedtaget. Dagsordenerne tvang den borgerlige regering til at fremlægge bestemte synspunkter internationalt, selvom regeringen meget ofte var lodret imod. Den noget akavede parlamentariske situation opstod, fordi Det Radikale Venstre - der støttede regeringens økonomiske politik - stemte sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjen i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Mest vidtgående var, at regeringen måtte tilbagekalde løfter om bevillinger til opstillingen af amerikanske mellemdistanceraketter i Europa. Opstillingen var tidligere blevet vedtaget af samtlige NATO-lande, inklusiv Danmark. Opstillingen blev vedtaget af den foregående socialdemokratiske regering. Så partiet skiftede holdning, efter det var kommet i opposition og ved hjælp af det alternative flertal i Folketinget fik mulighed for at genere regeringen. Også på andre områder skiftede Socialdemokratiet holdning. Ellemann-Jensen og daværende forsvarsminister Hans Engell blev tvunget til på NATO-møder at tage forbehold overfor vigtige dele af den vestlige strategi over for Kreml. Fra tid til anden måtte man fra dansk side gribe til at sætte fodnoter i officielle mødeerklæringer, og deraf opstod begrebet fodnoteperioden. Ellemann-Jensen skriver levende om, hvordan det krympede sig i ham, når han blev tvunget til i NATO at fremlægge holdninger, han så inderligt var imod. Derimod kniber det mere, når han skal delagtiggøre sine læsere i regeringens interne overvejelser. Grundsynspunktet var, at den økonomiske politik - som der var flertal for - havde førsteprioritet. Derfor slugte man ydmygelserne, selvom det gjorde ondt. Flere gange fremhæver han imidlertid, at der var en livlig debat internt i regeringen, og han skriver direkte, at han selv ved adskillige lejligheder ønskede at sætte hælene i og sige stop. Dén debat ville vi gerne have læst mere om. Anderledes direkte er han i beskrivelsen af det dårlige forhold til Hans Engell. Han noterer uden omsvøb, at han "ikke stolede på forsvarsministeren". Heri er der dog intet nyt. Det var kendt allerede dengang, og det blev iøvrigt ikke bedre senere, da de to mænd var kommet i opposition. Snarere tværtimod. De fleste – også blandt socialdemokraterne – er i dag enige om, at fodnoteperioden var meget skadelig for Danmark. På plussiden tæller, at udenrigspolitikken blev bragt ud fra en snæver ekspertkreds og pludselig fik bred interesse. Men det rører ikke ved, at nationale interesser blev ofret på den indenrigspolitiske kampplads. Derimod vil der med statsgaranti ikke være bred enighed om en af Ellemann-Jensens konkluderende pointer, nemlig at dette med at bruge udenrigspolitikken til indenrigspolitiske fremstød er noget nær et latent problem hos Socialdemokratiet, når det vandrer i opposition.Han skriver, at Jens Otto Krag misbrugte sikkerhedspolitikken og i sin tid generede VKR-regeringen 1968-71 på spørgsmålet om amerikanske atomvåben på Grønland, selvom han vidste bedre. Og han skriver ligeledes, at Mogens Lykketoft i dag misbruger Irak-politikken til egen fordel i stedet for at tænke på landets interesser. Begge dele vil vække debat. Ingen tvivl om det, så her svigter forventningerne til forfatteren ikke. Han er præcis i kritikken og nådesløs i tonen. I synet på sine socialdemokratiske modstandere er Ellemann-Jensen på ingen måde blevet rundere med årene. Meget sigende er bogen om fodnoteperioden selv forsynet med en række fodnoter i form af små personkarakteristikker og sagsresuméer. De letter læsningen og fremmer givetvis forståelsen, men der er desværre flere fejl imellem. Eksempelvis stod glasnost ikke for frihed men åbenhed, og Svend Auken blev ikke væltet i 1991 men først året efter. Forhåbentlig bliver disse mindre fejl rettet til en eventuel senere udgave.
Uffe Ellemann-Jensen: Fodfejl - Da Danmark svigtede under Den Kolde Krig. 380 sider. 299,00 kr. Gyldendal.
ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk