Else Marie Bukdahl samler sit livs optagethed om billedhugger i grønspættebog om kunstforståelse

Else Marie Bukdahl har med en lille bog om Johannes Wiedewelt samlet et livs betagethed af den danske billedhugger

Bogens venligt pædagogiske behandling af billedhuggeren Johannes Wiedewelts sindbilleder og andre virkemidler fungerer som en stor inspiration for beskæftigelsen med billedkunst som tolkning af tilværelsen, skriver Torben Weirup.
Bogens venligt pædagogiske behandling af billedhuggeren Johannes Wiedewelts sindbilleder og andre virkemidler fungerer som en stor inspiration for beskæftigelsen med billedkunst som tolkning af tilværelsen, skriver Torben Weirup. . Foto: Forlaget U Press.

Billedhuggeren Johannes Wiedewelt er blandt Else Marie Bukdahls store passioner. I bøger og artikler og i sin undervisning samt i taler og på seminarer har hun kredset om Wiedewelt, som blandt meget andet var en forgænger til Else Marie Bukdahl som rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi. Johannes Wiedewelt (1731-1802) var det med nogle pauser fra 1772 til ’95, og dengang hed det direktør.

Else Marie Bukdahl, der i sin lange karriere i dansk kunst- og åndsliv blandt andet har virket som litteraturanmelder ved denne avis – det var i 1964 – har bestredet posten som rektor ved Kunstakademiet fra 1985 og 20 år frem. Ved siden af det har Else Marie Bukdahl gennem årene skrevet en række bøger, hvor hun ikke mindst har peget på barokken og dens tilbagevendende betydning for samtidskunsten, og så altså Wiedewelt, der tidsmæssigt ligger efter barokken.

Hendes nye bog om den danske billedhugger med det europæiske udsyn er skrevet med et tilsvarende, overordnet åndshistorisk blik og med pædagogiske greb, der næsten kan tjene som en introduktion til det billedkunstneriske felt. Om ikke en bog for begyndere, måske, så da i hvert fald for let øvede.

Men hvem var Wiedewelt?

Mest kendt i dag er han formodentlig for sine skulpturer til haven ved Fredensborg Slot og for mindelunden ved Jægerspris. Jægerspris er et landskabeligt smukt område, der er særligt rigt på oldtidsminder i form af stendysser og jættestuer. En af dem blev udgravet i 1744 og dateret, så den meget bekvemt lige passede med kongerækken.

Til dette historiske område skabte Wiedewelt en længere række allegoriske figurer til minde om store skikkelser i danmarkshistorien.

Det var en tid med behov for at fremhæve nationalstatens og danskhedens betydning. Struensee (1737-72) havde nogle år forinden mistet både magten og hovedet. Magtens centrum måtte efter Struensee afgermaniseres, indfødsretten blev vedtaget, og Danmarks glorværdige fortid skulle bringes i erindring.

I dag er nogle af inskriptionerne udviskede, og nogle af monumenterne dekorativt forvitrede. Men det kan være en stor oplevelse at gå på jagt efter de hvide skulpturer i den grønne skov.

Blandt Wiedewelts andre bedrifter tælles også en række gravmæler, der for nogles vedkommende udgør anslaget til dansk nyklassicisme. Sin kunnen og sin viden havde Wiedewelt først fra sin far, Just Wiedewelt, og kultiveret gennem rejser til Italien. Det var i midten af 1700-tallet, udgravningerne af Pompeji og Herculaneum tog fart, og Wiedewelt besøgte de antikke byer sammen med den tyske arkæolog, Johan Joachim Winckelmann (1717-68), der fik omfattende betydning for tidens optagethed af den græske skulptur, som er blevet sammenfattet i Winckelmanns ofte citerede karakteristik om antikkens ”ædle enfold og stille storhed”.

Else Marie Bukdahl åbner sin fortælling med en konstatering af det åndshistoriske paradigmeskift i 1700-tallet fra arven fra antikken og dermed klassicismen og en rationel tænkemåde til mere romantiske strømninger, der prioriterede følelser over fornuft og bar véd til ”kampen for respekt for menneskerettighederne og indførelse af demokrati”.

De europæiske åndsretninger påvirkede Wiedewelt, der grundlagde et solidt kendskab til dem under sine rejser. Winckelmann havde også bibragt Wiedewelt opfattelsen af, at ”filosofisk kundskab” er en vigtig del af en kunstners uddannelse. Hvilket – et par hundrede år efter – uvilkårligt bringer Else Marie Bukdahls egen tid som leder af Kunstakademiet i erindring.

Winckelmanns påvirkning havde, som Else Marie Bukdahl meget fint beskriver, også en stor betydning for Wiedewelt, da han udvikler sin æstetiske teori, og kunsthistorien så at sige skifter fra et biografisk fokus – et fint eksempel på dét er den italienske forfatter Giorgio Vasaris levnedsbeskrivelser fra midten af 1500-tallet af malere og arkitekter – til en forståelse af metode.

Billedkunsten, pointerer Else Marie Bukdahl, ”har ikke et alfabet og vil derfor aldrig blive i stand til at videregive entydige budskaber”, og det kan være vigtigt at holde sig for øje, fordi det er futilt at forsøge håndfast at oversætte et kunstværk til en aviskronik.

Men billedkunsten har som et af sine greb sindbilledet eller allegorien, hvor eksempelvis religiøse forestillinger kan ”visualiseres gennem skikkelser, figurer og tegn”.

Else Marie Bukdahl redegør herefter for, hvordan Wiedewelt arbejder med allegorien i for eksempel de royale gravmæler – og etablerer forbindelsen til den nyfortolkning af antikken, der finder sted hos Canova og Thorvaldsen.

Om de to billedhuggere skriver Else Marie Bukdahl blandt andet, at i deres skulpturer ”bliver selve essensen genskabt som en lysende helhed, hvor de idealiserede figurer bevæger sig frit og ubesværet i rummet eller på fladen”.

Samarbejdet med Jardin om haven til Fredensborg Slot behandles indgående, inden fortællingen når frem til mindeparken i Jægersborg, hvor det lykkes Wiedewelt at nå frem til et skulpturelt udtryk, som han også selv betegner som ”sit eget”. Og så når vi også frem til Else Marie Bukdahls kobling gennem mange år til nyere kunst. For eksempel til Bjørn Nørgaards genbrugsklassicisme, hvor Bjørn Nørgaard også i udstrakt grad har arbejdet med allegorier, og Richard Winthers ofte meget humoristiske, undertiden groteske skulpturer med indbyggede hilsner til Wiedewelt, som Winther fra tid til anden omtalte som sit alter ego.

Dertil kommer sammenligningen med Wiedewelts haveanlæg ved den omtalte jættestue i Jægerspris med et af 1970’ernes mest bemærkelsesværdige land art-projekter, Robert Smithson’s spiralformede mole i en sø i den amerikanske stat Utah.

Faktisk har det været sådan, at Kunstakademiet i Else Marie Bukdahls tid har arrangeret årlige udflugter til Mindelunden i Jægerspris med henblik på at diskutere Wiedewelt-skulpturernes tilbagevendende aktualitet og den vedvarende inspiration, de har udgjort på tværs af århundrederne til billedkunstnere som ikke mindst Stig Brøgger, Hein Heinsen og Mogens Møller. Sidstnævnte har ligefrem givet sin markante skulptur i Det Kongelige Biblioteks have titlen ”Til Wiedewelt”.

Efter endt læsning og ikke mindst afslutningskapitlets udtalte glæde over den kunstnerisk inspiration fra klassicismen til vore dages nybrud står ikke alene Else Marie Bukdahls vedvarende fascination af Wiedewelt mejslet i marmor. Den venligt pædagogiske behandling af billedhuggerens sindbilleder og andre virkemidler fungerer som en stor inspiration for beskæftigelsen med billedkunst som tolkning af tilværelsen.

Else Marie Bukdahl: Johannes Wiedewelt – tradition og nybrud. 148 sider, 200 kr. Forlaget U Press.