Det regnes ikke for god tone at spørge om en dames alder, i hvert fald ikke hvis vedkommende er nået lidt op i årene. Men det er selvfølgelig en anden sag, når pigen er ung som en vårhare. I begyndelsen af Puccinis tåreperser af en opera, ”Madame Butterfly” fra 1904, spørger Sharpless, den amerikanske konsul i Nagasaki, den purunge japanske pige Cho Cho San, hvor gammel hun er.
”Gæt,” synger pigen koket.
”Ti,” foreslår konsulen.
”Mere,” svarer den lille.
Konsulen tager et gevaldigt hop: ”Tyve?”
Galt igen. Det rigtige svar er: 15 år. Så når en sopran, der har rundet den tredobbelte alder, skal give den i rollen som Puccinis lille sommerfugl, har man et skisma, som selv et tykt lag sminke ikke umiddelbart kan reparere på.
Men da Operaen i Svendborg havde premiere på sin version af ”Madame Butterfly”, viste denne problemstilling at være ganske irrelevant. For i denne charmerende friluftsforestilling havde man havnen i Svendborg med alle dens mågeskrig, containere og fragtskibe fra fjerne egne af kloden som kulisse. Dermed blev det langt mere Svendborg end det Japan, som komponisten havde forestillet sig – Puccini havde angiveligt studeret japansk musik for at gøre sit værk så autentisk som overhovedet muligt.
Nok så væsentligt var det imidlertid, at man havde en helt ideel sopran til titelpartiet. Den lyriske sopran Elsebeth Dreisig har sunget ”Madame Butterfly” så mange gange, at der på det nærmeste er tale om en signaturrolle for hende. Og aldersproblematikken forsvandt op i luften over Svendborgs havnebassin, efterhånden som den tragiske handling udspillede sig akt for akt. Den hvidklædte Elsebeth Dreisig mestrede ubesværet alle vokale udfordringer, og dertil kom, at hun også rent scenisk bevægede sig med en ungdommelig lethed og ynde.
Men der var andre fornemme præstationer. Den unge tenor Jacob Skov Andersen var fint castet i den mandlige hovedrolle som marineløjtnant Pinkerton – og som Goro var Mathias Hedegaard en bærende skikkelse gennem hele forestillingen, ligesom Ditte Errboe som Suzuki og Jørn Pedersen som den amerikanske konsul Sharpless viste sig at være uhyre driftssikre. Sidstnævnte havde op til forestillingen erklæret, at det at optræde i denne alternative ramme svarede til at skulle synge ned i en hårtørrer. Men han slap glimrende fra det – vi forstod næsten hver stavelse, og det skyldtes ikke blot, at der hele vejen igennem blev sunget på dansk – i Holger Bolands lidt antikverede oversættelse.
Mange musikelskere vil i denne forbindelse nok tænke på de årlige forestillinger i Opera Hedeland – i år skal vi opleve Verdis dramatiske mesterværk ”Rigoletto” – men instruktøren Anne Barslev har fortalt, at hun, lige siden hun som 15-årig så billeder fra Bregenzer Festspiele ved Bodensøen, har drømt om at lave sit eget ”vand-spil”, ja, at hun ligefrem ønskede at lave et Bregenz i Svendborg og lade publikum opleve ”mødet mellem det kultiverede kunstværk og den ustyrlige natur”. Et andet møde mellem kunstværk og natur var scenen, hvor fyrst Yamadori i skikkelse af Jonathan von Schwanenflügel gjorde sin entré. Det skete i en smart bil, der pludselig kom drønende ind på havnekajen – med fyrstens navn på nummerpladen.
Som scenograf og kostumedesigner havde Gøje Rostrup naturligvis også en del af æren for den velgørende sammenhæng, man oplevede fra de første akkorder lige til ... ja, tæppefald blev der i sagens natur ikke tale om, men derimod en afsluttende scene, hvor Madame Butterfly, der hos Puccini begår harakiri (rituelt selvmord), splitter forestillingens bærende kulisse, et spinkelt stativ, i småstumper.
Når forestillingen blev så vellykket, hang det selvsagt også sammen med, at det talmæssigt beskedne hold af musikere fra Odense Symfoniorkester præsterede medrivende Puccini-spil under inspirerende ledelse af den unge prisvindende kapelmester Magnus Larsson. Musikerne spillede så smukt, at de i mere end én forstand overdøvede havnens måger, når disse med jævne mellemrum følte trang til at give deres besyv med.