Biskop Peter Skov-Jakobsen: At elske er den største dyd

For biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen er det kærlighed og sandhed, som er meningen med livet

Peter Skov-Jakobsen har to yndlingsbeskætigelser: at tale med andre og at lave mad. –
Peter Skov-Jakobsen har to yndlingsbeskætigelser: at tale med andre og at lave mad. – . Foto: Sille Arendt.

Hvad er lykke?

Lykke er at leve med virkeligheden, med udsigt til livets urkraft og skønheden.

Hvad er en god gerning?

Det er en, der hjælper medmennesket.

Hvad sårer dig mest?

Dumhed.

Hvad er den største synd?

Ligegyldighed.

Hvad kan du ikke undvære?

Julen!

Hvad er meningen med livet?

Kærlighed og sandhed.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At tale med andre. Og at lave mad.

Hvordan vil du gerne huskes?

Årh, det ved jeg ikke. Hvis de tænker ”det kunne have været meget værre”, så er det vel okay.

Hvad er du bange for?

Jeg er bange for magtesløshed.

Hvem er dit livs største kærlighed?

Mine to døtre, Bodil og Astrid.

Hvad tror du på?

Mit liv er hyllet i tiltro og tillid til livets egen urkraft, som har det smukkeste billede i Jesus fra Nazaret.

De viseste ord?

”I ånd og sandhed” er ord fra Johannesevangeliet, som er indprentet hos mig. En gave fra Københavns Universitet, hvor det står på talerstolen.

Hvad fortryder du mest?

Jeg fortryder, at jeg arbejdede så hårdt i de to første år af min yngste datter Astrids liv, at det er meget få ting, jeg kan huske af hendes begyndende liv.

Hvad er den største dyd?

Det er at elske.

Hvilken genstand er din største skat?

Jeg er et tingmenneske, sakramental så det batter, og har et væld af ting, som andre har haft i hænderne: Mormors sølvkniv, granatsplinten, der susede forbi min bedstefar under Første Verdenskrig, hans brevkniv. Min største skat er nok de to ikoner – et for hver af mine døtre, da de kom til verden – som hænger på væggen i stuen.

Hvordan vil du gerne dø?

Mæt af dage.

Hvad er din største bedrift?

Det har jeg ingen anelse om, det går jeg ikke og tænker på.

Hvad overvejer du for tiden?

Hvordan jeg kan snyde de andre til, at der ikke kommer salvie i fyldet til julekalkunen.

Hvem beundrer du?

Marion Gräfin Dönhoff, tidligere redaktør på Die Zeit. Hun var et liberalt menneske med meget højt til loftet og klartseende både menneskeligt og politisk. Jeg beundrer hendes tiltro til humaniteten.

Hvad vil du være bedre til?

Det hele.