Det er min opfattelse, at den senere tids opdragelsesdebat navnlig har koncentreret sig om forældrene og deres måde at håndtere opdragelsen af børnene på.
Det handler for tiden meget ofte om den kendsgerning, at voksne også er mennesker med følelser og behov, som skal imødekommes, hvis vi ikke skal gå under i stress og selvforagt. De voksne har magten og ansvaret, og opdragelsen skal sætte grænser (modeord) for børnenes magt, som kan løbe løbsk i krav, der ikke kan opfyldes.
Og hvordan finder man så i det daglige trummerum en balance mellem ”vi” og ”vores” og ”deres”, altså de små menneskers ønsker og behov?
Petra Krantz Lindgren er på børnenes side, mens hun fortæller til de voksne. Hun gør det ud fra en skandinavisk model, hvor hver eneste lejlighed har flere rum, og hvor man kan bruge fine og intellektuelle ord, som måske passer til den svenske og danske middelklasse. Dette er så en bog til - os.
Hendes hovedtese er, at børn er empatiske af natur, og at de i reglen handler, sådan som de voksne (deres forældre) handler, ikke nødvendigvis. som de siger. Og de voksne siger for meget, der ikke passer. Mennesker med maske på har børn en usædvanlig skarp sans for, og de falske ord og handlinger vækker en stille afmagt hos dem. Ærlighed og åbenhed er derfor to centrale værktøjer i opvæksten. Det kan vi alle skrive under på.
Det egentlig overraskende og radikale hos Petra Krantz Lindberg er den opdagelse, hun har gjort under forelæsninger og rådgivninger og med sine egne børn - at børnene fundamentalt skal behandles, præcis som man ville behandle voksne.
Det er der ikke så mange, der vil skrive under på - jeg vil. Om end ikke på alle hendes eksempler.
Børn har behov - søvn, mad, underholdning, oplysning, leg, anerkendelse og så videre - og vi andre har også behov, som ikke nødvendigvis er de samme, fordi erfaringen har belært os om omkostningerne.
Hun har opdaget, at de fleste voksne i problemsituationer gør sig tanker om, at en konflikt (mit barn vil ikke sove/spise/gå til fødselsdag, etc.) skal håndteres således, at situationen løses, og barnet igen bliver socialt acceptabelt og nemt. Forfatteren siger til os, at vi skal huske at spørge om, hvorfor barnet har sine problemer. I stedet for at lukke for konflikten med befalinger, rådgivninger, trusler, moraliseringer, ironi, psykologi eller distraktioner, skal vi lytte empatisk uden at dømme - for uden spørgsmål kommer vi ikke videre, vi lukker.
Resultatet bliver på længere sigt, at vi får børn uden selvfølelse. Selvfølelsen er ikke det samme som selvtillid, men det ligner. Den betyder en i sig selv hvilende karakter, som har respekt for sine egne behov, men også empati for andres.
Det lyder alt sammen meget godt. Men jeg bliver alligevel lidt skeptisk ved en del af Petra Kratz Lindgrens eksempler. Her er et typisk (velfærdsskandinavisk): Fader er i supermarked med sin søn, som kræver en is. Da han har fået tre i ugens løb, må han ingen is få.
”Far, skal vi ikke have is?”.
”Nej, det skal vi ikke, min lille is-elsker.”
Nu bliver der ballade (tænker man), men ikke, påstår forfatteren, hvis fader fortsætter: ”Hvilken is er din yndlingsis?”.
Barnet svarer: ”Top Hat! Og sandwich og Piggelin!”.
Hertil svarer fader: ”Piggelin kan jeg også godt lide! Og Magnum med hvid chokolade. Kan du lide den?”.
Og så videre. Jeg føler mig ikke overbevist om, at den fortsatte konversation om is vil formindske lysten til at prøve en. Dette eksempel står på side 137, og meget af det følgende om legoklodser på gulvet og sengetid og fjernsyn og skænderier mellem søskende lider af den samme overoptimisme, hvad angår børns disposition for at lade sig aflede. Eller med andre ord: Køb dog straks den is, og lad os komme videre (med vores rødvin og blomkål).
Petra Krantz Lindberg har set sig gal på ordet ”men”, som ligesom stryger alt det foregående ud og efterlader fortvivlelse: ”Ja, biografturen var sjov, men nu må vi hjem.”
Jeg var spændt på, hvilket ord man så skulle anvende, for ret har hun i sin observation - ordet er: ”imidlertid”. ”Den biograftur var herlig - imidlertid er der også skønt på vejen hjem.” Jeg ved ikke rigtig!
Men jeg ved, at vi alle begår store fejl - vi håner i stedet for at lytte, lader, som om vi drager omsorg, mens vi plejer egne behov, og vi stresser i stedet for at dvæle og være. Jeg er på forfatterens side.
Hvordan skal man tackle det problem, at al den teoretisk-intense beskæftigelse med børn forekommer lidt komisk, når man godt ved, at så mange mennesker har problemer med det enkle og basale: at elske deres børn og give udtryk for deres kærlighed?