Prøv avisen

At elske trods tilintetgørelse

Interview: Christian Stokbro Karlsen har siden de sene teenageår været optaget af det religiøse. Det præger den digtsamling, »Kerygma«, som han netop er debuteret med

At elske på trods af den herskende tilintetgørelse. Det er kravet. Den netop debuterede lyriker Christian Stokbro Karlsen erindrer om én, der opfyldte det: Jesus.

Den lidende på korset er for digteren grundbilledet, indgangen til hans forståelse af kristendommen. Længere end til Langfredag vover han sig imidlertid ikke. I et af sine digte skriver han om døden efter livet. Opstandelsen tror han ikke på. Det evige liv er for ham udelukkende et dennesidigt fænomen i biologisk betydning: naturens evige kredsløb.

- Vi befinder os i et blomstrende forfald, som hele tiden finder sted. Man kan så spørge, hvor Gud er henne? Jeg tror på Gud, men kan ikke udtale mig om ham. Jesus kan jeg se som en fortolker af Gud. Jesus først og fremmest som menneske, ikke som Kristus, forklarer Christian Stokbro Karlsen.

»Kerygma« (Samlerens Forlag), hedder Christian Stokbro Karlsens digtsamling. Titlen hentyder til et citat af den tyske teolog Rudolf Bultmann: »Den kristne prædiken er kerygma, det vil sige forkyndelse, som ikke er rettet mod den teoretiske fornuft, men mod høreren som et selv«. Karlsen fulgte et Bultmann-kursus på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet i forbindelse med, at han begyndte at studere nordisk litteratur. Han overvejede at blive teolog. Men det var lettere at vælge teologien til end at vælge skønlitteraturen fra. Det sidste kunne han ikke.

Alligevel er der i Christian Stokbro Karlsens verden fortsat en vis sammenhæng mellem de to discipliner. Symptomatisk er K.E. Løgstrups fyldige repræsentation i hans reol. Sigende eksempler på skønlitterære forfattere, han gerne læser: Martin A. Hansen og Dostojevskij. Karlsen er især optaget af litteratur med et religiøst perspektiv.

- Det er de bøger, der berører mig mest som menneske. Og det er, hvad jeg mener, litteraturen skal. Jeg vil gerne læse den som menneske først. Så kan teoretikeren komme bagefter. Skal man forholde sig akademisk til en tekst, må man have et skridts afstand til den. Men hvis jeg vil, at teksten skal berøre mig menneskeligt, må jeg også berøres som et selv, siger Christian Stokbro Karlsen.

Selvom han fortsat læser nordisk litteratur ved Københavns Universitet, bor han i Hjørring, hvor han er født og vokset op. Han har tidligere boet 14 måneder i København, men foretrækker den nordjyske ro frem for den københavnske uro. Hans lyse, indbydende værelse er indrettet med munkecellens uvilje mod utidige distraktioner. At være selvstuderende passer ham tilsyneladende glimrende.

Gennem skylden

- Siden mine sene teenageår har det religiøse været en del af mit verdenssyn. Enten som en modstand over for det eller som en sigen ja. Jeg meldte mig ud af folkekirken for fire-fem år siden, men meldte mig ind igen for to år siden. I den mellemliggende periode skete der et skred i mit forhold til det religiøse. Jeg fik nogle tanker sat på plads.

- Derefter trådte det religiøse ind hos mig som en måde at tænke på. I forhold til kirken kan jeg stort set være med. Jeg synes, at den som institution er utrolig vigtig for vores kultur og for vores forståelse af os selv som mennesker, siger Christian Stokbro Karlsen.

- Min tilbagvenden til kirken gik gennem skylden. Dette at genfinde skylden og tage den på sig. Skylden for det, man har gjort i sit liv. Den må ikke forveksles med skyldfølelse, som er noget, andre mennesker giver én, fordi man ikke lever op til deres forventninger. Skylden kan man lade ligge. Man kan fortrænge de ting, man har gjort. Men hvis man vil være et mere ærligt og helt menneske, er det vigtigt at tage skylden på sig. Det er et valg, der skal foretages hele tiden. Og troen på Gud betyder, at man har håbet om tilgivelse.

Mener du med skyld dét, som i kirkens sprog hedder synd?

- Ja, men jeg bryder mig ikke om ordet »synd«. Dels er det for belastet, dels sætter det et kæmpestort metafysisk apparat i sving. I det kirkelige sprog er synd noget, man har, uanset om man tager den på sig eller ej. Skyld har man derimod kun, hvis man tager den på sig. Naturligvis kan et menneske objektivt set være skyldig i bestemte ting. Men tager det ikke skylden på sig, føler det jo heller ikke skyld, siger Christian Stokbro Karlsen.

Liv og lidelse

Umiddelbart fremtræder dine digte jo ikke som særligt »religiøse«. Men det er de måske efter din opfattelse alligevel?

- Selvfølgelig er de præget af min måde at se verden på. Men tingene skal være åbne. Jeg synes, at det er irriterende at læse en litteratur, der er alt for frembrusende med hensyn til det rum, den vil tolkes inden for. Men mine digte har da flere henvisninger til forskellige religiøse tanker.

Som motto for »Kerygma« har Christian Stokbro Karlsen valgt to citater, som forbereder læseren på digtenes kredsen om lidelse og død. Det ene, fra Koranen, er et udsagn om, at Allah ikke pålægger et menneske tungere byrder, end det kan bære. Det andet, af William Blake, giver et billede af mennesket, der driver sin vogn og sin plov hen over den knoglegennemtrængte jord: Livet kommer fra de døde.

- Vi skal kunne leve, samtidig med at der er smerte, lidelse og død. Elske på trods af tilintetgørelsen. Hvis vi begynder at spille med på livets lidelse, bliver det uudholdeligt at være menneske, og man må på et eller andet tidspunkt bryde sammen. For mig er citatet om, at Gud ikke lægger større byrder på os, end vi kan bære, meget trøstende og forsikrende i forhold til dette at være menneske. Citatet er et grundfjeld i min kristne tænkning. Og det bekymrer mig egentlig ikke, at jeg har det fra Koranen, siger Christian Stokbro Karlsen.

Er det med din manglende opstandelsestro ikke en amputeret kristendom, du forholder dig til?

- Det synes jeg ikke. Kristendommen kan give meget i det liv, vi lever her i verden. Igen: et af hovedbudskaberne i Jesu forkyndelse er, at vi skal elske på trods af tilintetgørelsen. At vi skal huske, at vi først og fremmest er mennesker.

Døren står åben ud til efteråret. Dets duft siver ind i værelset og lægger sig om Christian Stokbro Karlsens ord:

- Naturen falmer. Men blomstrer op igen ... Vore nære dør. Men andre fødes.

grymer@kristeligt-dagblad.dk