Det er ikke bare for at være venlig, at Annette Sjølund, 40 år, henter én på Store Heddinge Station. Vi er så langt ud på landet, at der kun går rutebiler hver fjerde time, siger hun. Hun er født og opvokset på egnen ved Stevns Klint og Fakse Kalkbrud og har boet der siden. Indimellem drømmer hun om storbyens liv og larm og gallerier. Men så kører hun ud til kysten og roder i kridtklumperne og finder aftryk af snegle, der levede for 63 millioner år siden og glemmer alt om at flytte.
– Længslen efter lys og mennesker dukker altid op igen. Jeg tror, jeg fik nok af mørke og ensomhed på mine forældres gård, da jeg var lille. Især vinteren husker jeg som en række tyste og tunge dage. Det var bedre om sommeren. Her var jeg ude i det fri og legede elverpige ligesom hos Heiberg i hans og Kuhlaus festspil "Elverhøj" fra 1828. Nede på vores eng løb Tryggevælde Å og kort derfra lå den rigtige Elverhøj, fortæller Annette Sjølund.
– Min barndom foregik i elverkongens rige, som lidt ældre cyklede jeg rundt på egnen og kiggede mig omkring. En sankthansaften stoppede jeg under et stort vejtræ, og blev overrasket over, at luften under trækronen stadig var lun og varm. Mens jeg stod der, begyndte "mosekonen" at "brygge" og det dampede op fra vådområderne i nærheden. Den dér særlige mose-stemning og syrlige lugt kan stadig gøre mig glad og nysgerrig, det er, som om den bringer mig i kontakt med hele menneskehedens urhistorie, tilføjer hun.
Hun har fuld fart på hele tiden. Er fraskilt og mor til pige på 16 og søn på 9, henter og bringer, passer job som billedkunstlærer på Erikstrupskolen i Store Heddinge, er medlem af Lyderslev menighedsråd, forbereder åbning af kunstudstilling sammen med to kunstnerkolleger 3. søndag i advent i det gamle vandtårn i Store Heddinge med malerier og akvareller, inspireret af de mange fossiler af brachiopoder, hvirvelløse dyr, i kridtet på Stevns – og forsøger indimellem at få ro til at male.
De opstablede akvareller og oliemalerier i atelieret i det lille hus nær vandet er anderledes foruroligende i farve, form og motiv, end blomsterbillederne som netop har gjort hende til vinder af Kristeligt Dagblads Venners kunstkonkurrence.
– Blomsterne er malet ud fra årstiderne og Den Danske Salmebog. Jeg elsker de danske salmer og deres sammendigtning af Guds kærlighed og naturens gavmildhed. Beskrivelserne af forårets lys og kraft, sommerens duft og farve, efterårets skønhed og vemod, vinterens mørke og håb. Jeg glæder mig til julen. Men påsken er den største kirkelige højtid for mig. Det er jo dér, det virkelig batter! Det er lidelseshistorien, jeg vender tilbage til igen og igen i mine billeder. Hele dét forløb, vejen mod korset, Jesu angst og ensomhed, forræderiet, tvivlen, lidelsen – og stilheden, da det hele er overstået. Roen til at besinde sig på opstandelsens og frelsens under. Det er en guddommelig historie, fyldt med en række menneskelige træk, som det ikke er svært at leve sig ind i, siger Annette Sjølund.
Hun begyndte først at interessere sig for tro og kristendom som voksen. Har aldrig været fristet af nyreligiøsitet, som hun synes, er en "tynd kop te".
Kristus-ansigtet er et gennemgående motiv i mange af hendes billeder.
– Jeg kan lide at læse i Bibelen om, hvad Jesus sagde og gjorde, og hvad han kom ud for undervejs i sit liv, og forestille mig, hvordan det gav sig udtryk i hans ansigtstræk. Han var Guds søn, men jo også et menneske som du og jeg. Til en udstilling anbragte jeg alle mine Kristus-portrætter, så de dannede et kors. Når jeg maler Kristus-ansigtet eller scener fra evangelierne, gennemgår jeg min egen lille "via dolorosa", henter erfaringer op fra dybet og lader dem møde fortællingen. Det giver mig trøst og ro.
9-årige Kalle kommer fra skole og viser os stolt en lille, hjemmelavet billedbog med egne tegninger.
– Min far tegnede en gang imellem, men sagde ikke ret meget. Hverken om sine egne tegninger eller om mine. Jeg voksede op som det lidt sære barn i søskendeflokken, der skilte sig ud og græd over "ingenting" og heller ikke selv forstod sin følsomhed. Engang jeg spurgte min mor, hvorfor de ikke så mig dengang, eller noget i den retning, svarede hun: "Du har fået nøjagtig samme behandling som de andre, hvad klager du over!".
– Og det var jo lige akkurat sådan, det var i mange hjem. Ud fra allerbedste mening og ønske om retfærdighed, behandlede man sine børn ens, også selv om de havde vidt forskellige behov. Vi andre kan så spørge os selv, hvad vi kommer til at gøre forkert i dag af bar god vilje. I øvrigt hængte jeg nogle af mine billeder op på det plejehjem, hvor min far endte sine dage. Han sagde stadig ikke noget, men jeg ved, han var stolt, siger Annette Sjølund.
