Prøv avisen

Emil Nolde: Intens malerkraft over for stivnede strukturer

"Menneskene er mine billeder. Hvad enten I ler, jubler, græder eller er lykkelige, er I mine billeder, og klangen i jeres stemmer og jeres væsen og karakter i al deres mangfoldighed er som farver for maleren,” skrev Emil Nolde i sin selvbiografi. Mandag ville den dansk-tyske maler være fyldt 150 år. - Alle fotos. ritzau. Foto: General

Den elskede maler Emil Nolde ville være fyldt 150 år på mandag og bliver i disse dage fejret i både Danmark og Tyskland. Hans værker taler direkte og stærkt, men hans nazistiske sympatier gør ham svær at håndtere

Emil Noldes livsværk er intense, stærke billeder fyldt med farve, sat op i kontraster på en vild, energisk måde. De er prægtige at se på, en fest for øjet. Men der er også fortællinger at hente. Det er mennesket, han er interesseret i.

”Menneskene er mine billeder. Hvad enten I ler, jubler, græder eller er lykkelige, er I mine billeder, og klangen i jeres stemmer og jeres væsen og karakter i al deres mangfoldighed er som farver for maleren,” som Nolde skriver i selvbiografien ”Mit liv”.

Nolde kommer til verden den 7. august 1867 i landsbyen Nolde 12 kilometer øst for Tønder. Hans far, Niels Hansen, er friser, hans mor, Christine, er slesviger. Nolde er både knyttet til det tyske og det danske, og livet igennem bliver han boende forskellige steder i sit ”kære Slesvig-Holsten”, samtidig med at han også i mange år har en base i Berlin. I 1927 køber han gården Seebüll Hof og opfører den villa, der i dag huser det tyske Nolde-museum. Han bliver dansk statsborger efter folkeafstemningen i 1920, men vælger at bo i det tyske, hvilket afspejler hans bånd til begge lande.

Som maler er Nolde en af modernismens største ekspressionister. Samtidig er han omdiskuteret. For hvad stiller man op med en kunstner, der i udstrakt grad søgte at fastholde sin position i Tyskland i de betændte år fra 1933 til 1945? Inden de år var han blevet mere og mere anerkendt og købt. Over 1000 af hans værker hang i tyske samlinger, men så kom Hitlers kunstpolitik med had til alt avantgarde, der kom frem i hans taler i årene 1933-1934.

Det slog imidlertid kun gradvist igennem i kunstlivet, hvor Nolde fortsat kunne udstille, og hvor han forsøgte at plædere for, at hans billeder levede op til det, der var rent, tysk og stærkt. I 1937 kom så den afgørende udstilling med ”udartet kunst” i München, hvor 50 af Noldes billeder hang til bespottende skue. De mange værker fra museerne blev samtidig beslaglagt. Nolde forsøgte dengang at imødegå alt dette. Senere udviskede han årene fra 1933-1937 i sine erindringer. I dag har forskning fokus på malerens forsøg på at indynde sig hos naziregimet gennem 1930’erne, også efter at han fik maleforbud i 1941. Kilde på kilde kommer frem, som man ellers før har dulmet væk for i stedet at fremhæve Noldes ”ungemalte” billeder fra 1941-1945 som en stille, skjult, anti-nazistisk protest.

De maleriske udsagn står med råbekraft og taler om noget andet, end når Nolde med ord bukker og skraber for nationalsocialismen. Hans pensel er styret af en søgen efter de ægte værdier i verden. Hvordan kan man møde hinanden? Hvad er kærlighed? Hvad er lidenskab? Hvordan kan man få livet til at folde sig ud?

”I citronhaven” er malet i 1933. Det år gør Nolde meget for at indynde sig. Han ansøger forgæves om optagelse i det nationalistiske Kampfbund für deutsche Kultur. Han søger stillingen som direktør for Vereinigte Staatsschulen für freie und angewandte Kunst. Han vil gerne have stillingen, selvom han i de senere erindringer omtaler det som et tilbud, han afslår. Privat skriver han også i 1933 om ”det tyske folks så stærkt gennemførte og smukke genoprejsning”. Og han er til en fin middag, hvor han ser Hitler for første gang, ”stor og ædel i sine bestræbelser og et genialt handlingsmenneske”. Hvad stiller man op med sådan en holdning? Er han et undskyldeligt fjols?

Igennem de følgende 10 år snor Nolde sig temmelig uundskyldeligt gennem kunstlivet, men samtidig maler han kunstværker, der fortæller noget andet. I ”I citronhaven” er en mørklødet mand og en lys blond kvinde i en have med citroner og roser. Kvinden er grøn i huden og har en slap hånd. Samtidig har hun en rød mund, rød som roserne tæt ved. Hun er altså kraftesløs, men kærlighedsparat. Hun skæver hen til manden. Han skrår ind i billedet, aktiv, pågående, nærværende. Hvis kærligheden skal ske fyldest, skal de to have hinanden. Deres forskellighed stikker en kile ind i den nazistiske race-renhedsideologi. Nolde maler igen og igen på dette tema. I 1934 udstiller han en række akvareller. En af dem er ”Mand og kvinde med rødt hår”. Også her markeres modsætningerne mellem en lys kvinde og en mørklødet mand. Her er det kvinden, der har frisk gåpåmod, mens manden er forsigtig og sørgmodigt skeptisk. Nolde blev mødt med kritik: Med de pander og svulstige læber kan Nolde ”ikke deltage i den store fremtidsopgave med at højne folket… han ophjælper et racistisk ønskebillede,” som det skrives i en anmeldelse i Mitteldeutsche Nationalzeitung i 1934.

Anmelderen har fat i noget. For Nolde lagde ikke skjul på sin respekt for det ikke-ariske, heller ikke i sine erindringer, der udkom i de samme år. Og generelt fabulerer han: ”Modsætninger tiltrækker hinanden.”

Hans eget forhold til sin danske hustru Ada Vilstrup, som han var gift med frem til hendes død i 1946, var også bygget på forskellighed. Han skrev til hende om den harmoniske kraftfulde forening af de forskelligste egenskaber i det enkelte menneske. Det ”er den jordbund, som den højeste kunst kan blomstre af: at være natur- og kulturmenneske på samme tid, guddommelig og dyrisk, et barn og en kæmpe, naiv og raffineret, fuld af følelse og fuld af forstand, lidenskabelig og lidenskabsløs, fuld af sprudlende liv og tavs ro,” som Nolde skrev til Ada i 1901.

Men hvordan bliver man så det? Hvordan finder man kraften til at blive fuldgyldigt menneske? I hans egen Ada så han, hvordan man kunne visne. Hun ville være skuespillerinde, denne kvinde med ”sindet let og åbne, runde øjne”. Men et forsøg på at slå igennem i Berlin 1904 fejlede, og Nolde så Ada bryde sammen fysisk og psykisk.

I en række bybilleder får denne virkelighed billedrum. Nolde må vise ”storbyens mødding”, som han siger. Det gør han blandt andet gennem maleriet ”På cafeen” fra 1911. Men Nolde må også og især mane den modsatte virkelighed frem i sine billeder. Han har brug for kraft og styrke. Han vender sig som så mange af de tidlige modernister mod den ikke-vestlige inspiration, som han finder på museer. Kan han her finde noget, hvor der er andet end snyd og bedrageri?

”Kertedanserinder” fra 1912 er et fantastisk billede og et eksempel på netop det. To halvnøgne kvinder i stribede skørter stamper i jorden mellem brændende kerter i et rødglødende univers. De er helt væk i deres dans. Nolde har malet dem, så de er tæt på. De spænder sig ud mod billedkanten, grænsesprængende og som favnende himmel og jord. Det er som en fri digtet scene fra primitive folkeslag, men det er det moderne liv, der kæmpes for. Hvordan kan man som dem blive fri for hæmninger? De bliver som præstinder for livet, der må trampes frem. Det sker også gennem formen, hvor maleriet vibrerer i en grov, rå malemåde. Kroppene er rødlilla klumper. Det skal være noget andet end Matisses stramme elegante farveflader i hans dansebilleder fra 1909-1910, selvom de har tematikken tilfælles. Begge taler om det moderne menneskes liv, ikke bare noget fra gamle dage eller fra eksotiske steder. Det er den vilde hunger efter et lidenskabeligt liv. Hos Nolde skal man turde det grove og rå, komme tæt på ilden i kerterne. Denne vision står Nolde nær. Han maler motivet igen og igen og omdanner det til grafik i 1917. Kan det moderne menneske finde nogle ressourcer på den måde, finde urkræfter frem?

I 1913-1914 tager han og Ada på en stor rejse som del af en tysk Ny Guinea-ekspedition. Nolde beundrer resterne af urmenneskene, der lever i deres natur. Samtidig er han dybt kritisk som Gauguin før ham over ”undergravelsen og den nidkære ødelæggelse af de svage folkeslag”. Han ser, hvordan nybyggerne kun har sans for handel og økonomi, ”den rå pengemagt er deres eneste målestok”, skriver han i ”Mit liv”. Hjemme igen laver Nolde ”Vilde fra Ny Guinea”, der er fra 1914. Han må lave en fortælling, hvor de rå realiteter må møde den idéelle udfordring. Tre figurer på række sætter fortællingen i spil. En er åbenhjertig med tillid, en anden fyldt med forbehold og skepsis. Mellem dem er så hovedfiguren, der skal håndtere disse modstridende følelser i mødet med den hvide mand.

Denne fortællestruktur møder vi også i hans religiøse billeder. ”Synderinden” fra 1926 farver billedet og verden stærk gul. Nolde fornyer ikonografien. Synderinden ligger ikke ved Jesu fødder og salver dem med sit hår. Hun falder bagover i Jesu favn. Han modtager hende og hendes sanselighed. Det er en fin fortolkning af Jesu ord fra Lukasevangeliet: ”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget.”

Nolde genfortryller de bibelske historier med intensitet og nerve. ”Synderinden” var et af de 50 Nolde-billeder, der blev vist på udstillingen Entartete Kunst (Udartet kunst) i 1937, og det blev vist i kataloget. Det var topmålet af utilstedelighed at vise tysk religiøsitet på den måde. Nolde er på den måde en djærv fortæller. Form og indhold er tæt knyttet sammen, det etiske lyser gennem æstetikkens rå farvesange. Samtidig må man ikke skyde hans brister til side. De minder om, hvor vigtigt det er at få stærke maleriske udsagn om livets store spørgsmål til at gøre indtryk i vores sind – og at selv maleren kan se bort fra det, han selv maler.