Den engelske forfatter Emily Brontës (1818-1848) klassiker ”Stormfulde højder” (1847) er filmatiseret adskillige gange. Så hvorfor ikke skabe en film om kvinden bag romanen, der er en vital del af engelsk højromantik, og som har gjort heden i Yorkshire til et pilgrimsmål for litterært interesserede og andet godtfolk fra hele verden?
Det har skuespilleren Frances O'Connor nu gjort med ”Emily”, der er hendes spillefilmsdebut. Det er blevet et ganske vellykket drama, der blander biografiske fakta om Emily og den berømte Brontë-familie med atmosfæren og karaktererne fra ”Stormfulde højder”. Biografi og fiktion spejler således hinanden i skildringen af det mytologiske, litterære miljø og det ikke mindre dramatiske landskab, der er som taget ud af et ekspressivt maleri af John Constable.
Det forrevne og forblæste Yorkshire danner klangbund for de lidenskaber, der slippes løs i romanen og bag den i familien Brontë med præstedøtrene Emily, Charlotte, Anne og broderen Branwell. Alle vokser de op med digteriske ambitioner og en trang til at realisere sig selv, der sprænger den givne verden bag præstegårdens tykke mure af sten. Det er en familie præget af længslerne efter frigørelse, men også af savn. Søskendeflokken lever alene med deres far efter moderens alt for tidlige død. I filmens bedste, ja nærmest hypnotiske, scene bliver Emily en slags medium for moderen. Hun hensætter sine søskende i en hypnotisk trance, hvor de ude af sig selv transformeres ind i en forestillingsverden, der ikke er ulig digtningens og inspirationens.
”Emily” fokuserer i lighed med ”Stormfulde højder” på de utilpassede, Emily og broderen Branwell. I filmens biografiske skildring har de samme roller som Cathy og Heathcliff i romanen. Emily med den trodsige lidenskab og broderen med Heathcliffs grænseløshed og lord Byron-lignende mørke i sin sjæl. I et nærmest symbiotisk forhold bliver det ham, der sætter hende fri til at elske – og siden skrive. Søstrene Charlotte og Anne fremstår som de mere dydige, der på faderens bud forsøger at tage en uddannelse frem for at forløse det digteriske talent.
Slangen i paradiset bliver – paradoksalt nok – en teolog. Da den ny kapellan kommer til faderens sogn, sker der et skred i den fortolkningsverden og livsform, som har været Brontë-familiens. For kapellanen kan mere end sit Fadervor. Han er en forfører bag sit noble ydre og sin gudshengivenhed. De stormfulde højder i ”Emily” er, da kapellanen og Emily indleder et forhold, der bringer dem ud over familiens legitime rammer og ind i Yorkshires natur, hvor vinden blæser, og regnen falder stundesløs og døber dem til sanselighed.
Tematisk skaber filmen i epokens romantiske ånd en modsætning mellem oplysningstidens revolutionære tankefrihed og troens bundne ritualer. Tankefrihed versus tro, passion versus påbud. ”Emily” balancerer effektivt på denne knivsæg, og der skabes betydelig suspense, når hovedkaraktererne forvilder sig ud i de illegitime randzoner, hvor naturen går over optugtelsen – og i videre forstand, hvor inspirationen trumfer den tillærte lærdom. Emily Brontë bliver inkarnationen på den trodsige vilje til at sige Gud (og hans jordiske repræsentant) farvel og have modet til at skabe og fortsætte livet uden hans forsyn.
Men uden klichéer bliver heller ikke denne forfatterfilm, lige så lidt som mange andre. Det er svært at skildre vejen til det egentlige, skriveprocessen, der fundamentalt er kedelig at se på. Så i højromantikkens ånd bliver det her det erotiske afkald, og i sidste ende døden, der befordrer den digteriske inspiration. Når den elskede er borte, står skrivepulten tilbage med det hvide papir, og den forladte fylder papiret med alt det savn, som tabet rummer. Lige pludselig foreligger der en roman signeret af Emily Brontë.
Instruktøren Frances O'Connor er god til at skildre de tætte, intime relationer, berøringerne i de bølgende græsser og de drivende følelser. Ligesom hun er god til at gestalte de forestillinger, som Emily bærer på og forløser i sin digtning. Naturen tager sig dramatisk ud i Nanu Segals kameravinkler med nøgne klipper og forblæste træer mod horisonten, og gedulgte møder i forladte huse derude, hvor ingen andre end de elskende kommer. Men i et forsøg på at potensere dramaet, skrues der ideligt op for filmens score, og klipningen bliver sært abrupt og manieret.
I den altdominerende rolle som Emily er Emma Mackey intens, nærværende og hudløs, men hun skal fremover passe på ikke at ende som skuespilleren Keira Knightley med de kokette trækninger omkring munden. I britisk filmtradition spilles der glimrende i de øvrige bærende roller: Alexandra Dowling som den formanende søster Charlotte, Fionn Whitehead som svirebroderen Branwell, og Oliver Jackson-Cohen som den tvivlrådige kapellan, der for en tid lader Gud tie og glider ind i følelsernes parallelverden. ”Emily” bringer stemningsfuldt beskueren tilbage til romantikken, hvor følelserne blev sluppet fri og er alt for store til at rumme.
Emily. Manus og instruktion: Frances O'Connor. Kamera: Nanu Segal. 130 minutter. England 2022. Premiere over hele landet.